Vivian hyldet på sin sidste arbejdsdag: ”Jeg begyndte bare at græde”

”Jamen, jeg begyndte bare at græde,” fortæller Vivian Ahlquist Holm.

Tårerne var dog de gode af slagsen. For hvad hun troede skulle være en stille og rolig sidste arbejdsdag, viste sig at blive en overvældende og følelsesmæssig dag, hvor familie, kolleger og elever, så langt øjet rakte, viftede med flag til ære for hende.

”Det var helt vildt. Puha! At gå hele vejen ned og få krammere, mens eleverne high-fiver og råber, at de kommer til at savne mig. Elever og lærere med flag…” siger hun og holder klumpen i halsen tilbage med en lille pause.

”Jeg har set den video, jeg ved ikke hvor mange gange. Og jeg bliver lige rørt hver gang.”

Havde ingen anelse

Rengøringsassistent Vivian Ahlquist Holm havde d. 13. januar 2026 sidste arbejdsdag efter 25 års tro tjeneste på Gildbroskolen i Ishøj.

Og det var i den forbindelse, ovenstående scenarie udspillede sig. Et scenarie, som Vivian på ingen måde havde set komme.

”Jeg troede bare, at jeg skulle spise morgenmad med mine rengøringskolleger. Og så havde jeg købt lidt kage til personalerummet. Jeg ville have, at det bare skulle være stille og roligt. Jeg er nemlig ikke så meget til alt for meget opmærksomhed,” siger hun.

Men under morgenmaden fik hun nys om, at hendes mand, to af børnene samt det ældste barnebarn ville komme hen på skolen. Og pludselig siger en kollega, at hun skal komme med ud.

”Og så stod hele skolen der bare. Jeg begyndte bare at græde. Mit barnebarn kom hen og nussede mig på ryggen. Og jeg har aldrig fået så mange krammere før. Det var rigtigt dejligt, for det er jo en anerkendelse af det arbejde, jeg har lavet de seneste 25 år.”

Mere end blot rengøring

I løbet af de 25 år på Gildbroskolen har arbejdsopgaverne været mange. Først rengøringsassistent syv timer om dagen.

I 2013 blev hun så tilsynsassistent, hvor hun cirka halvdelen af tiden havde en koordinerende rolle. Og når kontoret har manglet personale, har Vivian Ahlquist Holm også trådt til.

”Når jeg har vikarieret på kontoret, kommer børnene jo nogle gange op og skal have et plaster på, have hevet en splint ud af fingeren eller bare have en trøstende arm om sig,” siger hun.

Ordentligheden og lysten til at hjælpe, hvor der er behov for det, er også noget, hendes kolleger har mærket til i årenes løb. Og dét blev tydeligt på hendes sidste arbejdsdag.

”Nogle af mine kolleger græd også. De græd faktisk virkelig meget, da jeg sagde farvel til dem. Nogle græd endda, allerede da de kom om morgenen. Det var så dejligt. Men jeg havde slet ikke regnet med det,” siger hun.

Men når hun lige tænker tilbage, mindes hun alligevel, at hun har hjulpet sine kolleger med ting, der går ud over jobbeskrivelsen.

”Der er nogen, der har haft lidt problemer med forskellige ting. Og det har jeg selvfølgelig prøvet at hjælpe med, så godt jeg kunne. For jeg vil jo altid gerne hjælpe andre, selvfølgelig,” siger hun.

Fik ikke lov at liste ud ad bagdøren

Janne Kiilerich Løjborg er viceskoleleder på Gildbroskolen og er kvinden bag både videoen og initiativet til at hylde Vivian. Hun forklarer, at hvis en lærer stopper på skolen, er det naturligt, at ens klasse vil stå for en afsked. Samme praksis findes ikke ved en rengøringsassistent, siger hun.

”Så jeg havde et kæmpestort behov for, at Vivian ikke bare listede ud ad bagdøren. Hun har været en stor del af skolen, og den har været meget mere end bare et job for hende. Og jeg syntes, det var vigtigt, at hun vidste, hvor meget hun har betydet for både børn og voksne.”

Ishøj Kommune gør noget særligt, som ikke findes i så mange andre kommuner, siger viceskolelederen. Her er det nemlig sådan, at rengøringsassistenterne er ansat på skolen – og ikke gennem et eksternt rengøringsfirma, som gør rent på flere matrikler.

”Og det er jo grundlaget for, at hun overhovedet får den plads i folks hjerter. At hun har været her hver eneste dag og er en integreret del af skolens DNA.”

Hækle, krolf og dans

Når Vivian Ahlquist Holm nu ikke skal gå på arbejde mere, giver det en masse mere tid i hverdagen, som kan fyldes ud med lige, hvad hjertet begærer. Og Vivian kommer ikke til at kede sig.

”Min mand og jeg flytter op i vores sommerhus i Vig. Der er en strikke-hækleklub, og jeg skal begynde at spille krolf. Vi har også snakket om at starte til dans. Og hver tirsdag og torsdag mødes nogle pensionister til henholdsvis frokost og aftensmad, hvor vi bare skal sidde og hygge,” siger hun.

”Vi har også allerede bestilt en fem-dages tur til Berlin. Og så bliver der naturligvis også meget mere tid til at være sammen med vores børn og vores børnebørn. Og det glæder jeg mig meget til.”