Tina blev social- og sundhedshjælper som 66-årig: "Jeg elsker det her arbejde"

Livet går ikke altid, som man regner med. Men sommetider fører det uforudsete nye muligheder med sig. 

Sådan er det for 66-årige Tina Nilsson, der i marts kunne skrive “nyuddannet social- og sundhedshjælper” på sit CV. 

“Jeg havde aldrig forestillet mig, at jeg skulle det her. Men det føles simpelthen så dejligt at have fået så meget ny viden, jeg skal ud og bruge,” siger hun.

Det stod da heller ikke skrevet i stjernerne, at Tina Nilsson skulle ende i omsorgsfaget. 

Fra grønne fingre til omsorgsarbejde

Siden 1995 har Tina Nilsson slået sine folder som gartner i alverdens haver og parker. Et job, hun holdt meget af. 

Men da hun ramte 50’erne, blev det pludselig sværere at få job i faget. Derfor meldte tanken om et sporskifte sig i hovedet på hende. 

"Der blev nødt til at ske noget nyt. Jeg har jo stadig en hel masse at give, så det duede ikke for mig at gå i lange perioder og være arbejdsløs," siger Tina Nilsson.

Tanken om at skifte grønne fingre ud med omsorgsarbejde kom dog i første omgang udefra. 

Sideløbende med gartnerjobbet havde Tina Nilsson arbejdet som frivillig på Forebyggelsescentret i Gladsaxe - et tilbud, hvor hun hjalp ældre og syge, der eksempelvis skulle genoptrænes efter en hjerneblødning.

Og det var egentlig kollegerne her, der første gang plantede idéen i Tina Nilssons hoved. 

“De havde jo set mig med borgerne på centret og sagde: “Tina, skal du ikke bare i gang med at arbejde rigtigt med ældre?” Jeg kunne bare mærke, at det var en god tanke,” fortæller hun.

Tilbage til skolebænken i 60’erne

Herefter satte Tina Nilsson sig igen på skolebænken. Selvom hun i begyndelsen var bekymret for, hvordan aldersfordelingen ville være på studiet, blev hun positivt overrasket over sine medstuderende. 

“Der var folk i alle aldre og med mange forskellige etniciteter. Vi var bare rigtig gode til at hjælpe hinanden,” siger hun smilende. 

“Flere af dem ses jeg stadig med i dag, selvom jeg er færdig på skolen."

Med skolegangen fulgte også et praktikforløb, hvor Tina Nilsson fik lov til at prøve kræfter med hjemmeplejen i Gladsaxe Kommune. Et arbejde, der faldt lige i hendes smag. 

“Jeg kan mærke, at der er kæmpestor tillid til mig. Jeg føler mig virkelig set og regnet med. Både fra borgerne og fra min arbejdsgivers side,” fortæller hun. 

Den tillid fortsætter heldigvis. For lige siden den nyuddannede social- og sundhedshjælper fik sit eksamensbevis i hånden, har hun arbejdet som fast vikar på samme sted. 

“Jeg elsker det her arbejde. Jeg nyder kontakten med borgerne og at gøre noget, som gør en forskel,” siger hun.

Aldrig for sent til et sporskifte

I Tina Nilssons omgangskreds blev jobskiftet taget meget vel imod. Den nye retning gjorde især stort indtryk på hendes mand og deres udeboende børn. 

“De reagerede jo helt vildt. Jeg har simpelthen fået så meget ros og medvind. De synes bare, at jeg er sej – og det betyder jo alverden,” siger hun og slår en boblende latter op. 

Tina Nilsson lægger ikke skjul på, at det kræver energi at skifte spor sent i livet. Man skal have viljen til at prioritere i sin tid og modet til at kaste sig ud på dybt vand. 

“Faget sidder jo ikke på rygraden på samme måde som det, jeg har arbejdet med størstedelen af mit liv. Men det kommer med erfaringen, og jeg bliver hele tiden bedre,” siger hun.

“Så hvis man har lysten og kræfterne, er det aldrig for sent.”