Se 26-årige Giedrès særlige kærlighedserklæring til sit arbejde:”Det er som en familie”
4:02
Giedrè Wesenberg Lyngsø er så glad for sit fag, at hun har skrevet et digt om det. For hendes arbejde på Hybyhus plejehjem er meget mere end et arbejde. Se hende læse digtet op her.
27. februar
Giedrè Wesenberg Lyngsø elsker sit job og sit fag - så enkelt kan det siges.
”Det er dejligt at hjælpe dem, der ikke kan hjælpe sig selv. Og det, jeg får tilbage, betyder meget mere end penge,” siger 26-årige Giedrè.
Hun begyndte på uddannelsen til social- og sundhedsassistent i Fredericia i januar. Hun er så glad for at være landet i faget, at hun har skrevet et digt som hyldest. Det vender vi tilbage til.
For først skal det handle om, at Giedrès vej til social- og sundhedssektoren faktisk var lidt af en tilfældighed.
Svigermor prikkede til hende
Som 19-årig ankom Giedrè alene med bussen til Viborg i 2018 fra Litauen. Det var med et andet sigte – at læse Service, Hospitality and Tourism Management i Vejle.
For fem år siden mødte hun ham, hun for seks måneder siden blev gift med. Han er født og opvokset i Fredericia, hvor parret også bor sammen nu.
Giedrè fandt ud af, at studiet ikke var hende, og i den forbindelse, gjorde hendes svigermor hende opmærksom på social- og sundhedsfaget, efter hun så, hvordan Giedrè var omkring hendes mands bedsteforældre.
Giedrè havde også selv overvejet det, og derfor ringede hun til Hybyhus plejehjem i Fredericia for et par år siden.
Kort tid efter kom hun i praktik, og da hun blev tilbudt en fast vikarstilling på demensafdelingen, sagde hun ja. Det var lige hende.
Hun er derfor også fortsat som fast vikar, efter hun begyndte på studiet i januar.
Lige hvor hun skal være
Giedrè Wesenberg Lyngsø er slet ikke i tvivl: Hun er præcis, hvor hun skal være.
”Når det er stille og roligt, sidder vi sammen, spiser småkager, holder i hånd, og jeg laver deres hår. Det kan du ikke få på andre arbejdspladser,” siger hun.
Selv om der ofte er travlt, rokker det ikke ved hendes entusiasme for sit arbejde.
”Jeg tænker aldrig over, at jeg skal på arbejde.”
Giedrè ser sig selv som ”en meget stor omsorgsperson”. Det kan også mærkes, når man taler med hende.
”Hvis du gerne vil være en dygtig fagperson, synes jeg, det er vigtigt at kende deres baggrund. For du skal altid være empatisk, men du kan kun give dem empati, hvis du kender dem.”
Derfor taler hun med beboerne om alt fra deres bryllupskjole og kærlighedshistorier til de steder, de har rejst, de bøger, de har læst, og de sprog, de kan. Hun spørger om deres skolegang, livserfaringer – og alt muligt andet, der former deres historier.
Hvis du gerne være en dygtig fagperson, synes jeg, det er vigtigt at kende deres baggrund. For du skal altid være empatisk, men du kan kun give dem empati, hvis du kender dem.
Giedrè Wesenberg Lyngsø
”Arbejdet er som en familie”
Nu kommer vi tilbage til den kærlige hyldest og påmindelse, som Giedrè skrev i midten af januar. For som teenager i Litauen skrev hun mange digte, og det tog hun op igen, da hun flyttede til Danmark.
Det var en dag på arbejdet, da Giedrè kiggede i fotoalbums med en af beboerne, at hun fik inspirationen til digtet ’Omsorg i glemslens land’.
”Mange mennesker tænker, at arbejdet kun handler om at give medicin, hjælp til toiletbesøg og mad. Men det er meget mere ansvar, meget mere omsorg og meget mere kærlighed,” fortæller Giedrè og siger afsluttende:
”Arbejdet er ikke som arbejde. Det er som en familie, som ens egen bedsteforældre. Hvis du besøger dine egne bedsteforældre, sætter du dig også ned og spørger, hvordan deres dag har været.”
Du kan læse hele digtet i faktaboksen nedenfor.
Omsorg i glemslens land
For femte gang i dag spørger du blidt:
“Hvad hedder du? Hvor kommer du fra?
Du taler flot dansk, det må jeg sige.”
Og jeg kigger dybt i dine øjne,
Ser ikke en hjerne ramt af tidens hånd,
Men en kvinde med historier – en sjæl så stor,
Som jeg længes efter at forstå.
Jeg bevæger mig gennem dit hjem,
En tidskapsel fyldt med fragmenter af dig.
Malede lærreder fortæller om hænder,
Der skabte noget smukt, engang så frit.
Og når vi sidder sammen med familiealbummet,
Stopper du altid ved billedet fra stranden,
Hvor solen kysser dit ungdomssmil,
Dine minder gemt i sort og hvidt.
Jeg undrer mig ofte: hvor er du nu i tidens flod?
Er du tilbage i din barndoms land?
Eller sidder du ved et bord som ung mor,
Med ansvaret tynget? Men hjertet i brand?
Sejler din sjæl roligt gennem minder,
Som bølger på et evigt havs tinder?
Jeg elsker dine spørgsmål– de små ritualer,
Hvorfor man skal ikke sove med skoene på i nat,
Eller hvad dagens planer bringer i dag,
Hvad skal du gøre med det glas med saft,
Og hvor du mon gemte dine briller i nat.
Hvert svar er en ny begyndelse,
Et øjeblik af nærvær i glemslens land.
I køkkenet finder jeg din yndlingssnack,
En lille glæde, der lyser din nat.
Men da jeg vender tilbage, ser du på mig,
Som havde vi aldrig mødtes før.
Og så spørger du igen,
For sjette gang:
“Hvad hedder du? Hvor kommer du fra?
Du taler flot dansk, det må jeg sige.”
Og jeg smiler, som altid, uden træthed,
For i dit univers er hvert øjeblik nyt.
Jeg holder din hånd og fører dig nænsomt,
Mod natten, hvor stilheden hvisker i dit sind.
“Godnat, min skat, sov godt og roligt,
For i morgen vækker jeg dig igen.”
Selvom jeg ved, det er min kollega, der kommer,
Men jeg lover dig, mens jeg glatter dynen over dig.
For i morgen skal vi mødes igen,
Selvom navne og ansigter forsvinder så snart.
Din verden er et skrøbeligt væv,
Hvor minderne falder som blade i blæst.
Jeg samler dem op, som skatte for dig,
Så du aldrig føler dig helt forladt.
For selv når du glemmer mit navn,
Er du stadig min stjerne, min beboer, min skat.
Og når mørket omslutter dig,
Bliver jeg dit lys, din trygge havn.
Omsorg er mere end bare en pleje,
Det er kærlighed, der holder dig fast i livets skrift.
Og selvom din verden smuldrer som sand,
Vil jeg altid stå her og holde dig rask.
