Portørerne Gert og Johnny laver skjulte håndværk på operationsgangen

Selvom Gert O. Kristensen havde 20 års erfaring som portør, måtte han alligevel ringe efter sin kollega Johnny Andersen for at få hjælp til en kompliceret lejring af en patient.

”Der gik to år, efter jeg var startet på afdelingen, før jeg ikke længere skulle ringe til Johnny, selvom jeg allerede havde mange års erfaring fra Traumecenteret,” siger Gert O. Kristensen.

Begge arbejder som operationsportører på Rigshospitalets specialafdeling for led- og knoglekirurgi.

Et arbejde, der indebærer langt mere end at køre senge fra til A til B. For de har nemlig ansvaret for at lejre bedøvede patienter, inden kirurgerne finder skalpellen frem.

At lejre betyder at lægge nogle til rette i en bestemt position.

Det er en disciplin der kræver mange års erfaring og tålmodighed. Også selvom man måske allerede har meget erfaring som portør, ligesom Gert O. Kristensen havde, da han startede på afdelingen.

”Vi har ofte lavet lejringer, der rækker udover de sædvanlige, og som man ikke kan lære om på portøruddannelsen. Nogle specifikke lejringer laver vi kun tre gange om året, og derfor er sidemandsoplæring, hvor man deler erfaringer med ens kollegaer den eneste vej frem,” siger operationsportør Gert O. Kristensen. 

Detaljen gør forskellen

Når Johnny Andersen og Gert O. Kristensen lejrer en patient, består deres hovedopgave af at skabe de bedste betingelser for både patienten og kirurgen.

Det kræver opmærksomhed på selv de mindste detaljer.

Både arme, ben, ryggen og hovedet skal placeres præcist og aflastes korrekt. 

”Det er vigtigt at sikre, at patienten ikke overstrækker nogen af sine lemmer, så der opstår nerveskader bagefter. Samtidig skal kirurgen kunne stå i den bedst mulige arbejdsstilling, så vedkommende kan få den bedste adgang til det sted på kroppen, der skal opereres,” forklarer operationsportør Johnny Andersen.

Måske det kan lyde simpelt at lægge patienter i en bestemt stilling, inden de skal opereres.

Men små detaljer kan få konsekvenser, hvis de bliver overset.

”Hvis patienten ligger forkert med for eksempel deres arme under en operation, kan de opleve at have mere ondt i deres arme end det sted, hvor de er blevet opereret. Derudover risikerer man, at kirurgen ikke kan komme til at behandle patienten. Derfor er det virkelig vigtigt, at man har helt styr på, hvordan patienten skal lejres,” siger Gert O. Kristensen.

Ingen patienter er ens

Nogle gange har kirurgen på forhånd beskrevet, hvordan patienten skal lejes. 

Men ofte må portørerne selv vurdere situationen, for de to operationsportører arbejder med et bredt spektrum af patienter i alle aldersgrupper.

På operationsgangen møder de blandt andet traumapatienter, og mennesker med diagnoser, der spænder vidt fra fysiske handicaps som cerebral parese til gigt eller kræft.

”Overordnet er der ikke nogen mennesker, der er ens. Det skal vi tage højde for, når vi lejrer en patient. Nogle gange møder vi også ret specielle tilfælde af patienter, som kræver, at vi også er nødt til at improvisere,” siger Gert O. Kristensen.

Både Johnny Andersen og Gert O. Kristensen husker særligt en patient, der satte krav til deres faglighed og evne til at improvisere.

”Vi havde en patient, der skulle opereres i ryggen. Dog havde vedkommende så skrøbelige knogler, at vi ikke kunne ligge patienten fladt med brystkassen nedad og ryggen opad. Derfor måtte vi lejre patienten på en måde, hvor personen faktisk sad oprejst under operationen,” siger Gert O. Kristensen.

Men deres improvisation er aldrig tilfældig, og ifølge Johnny Andersen bygger den på mange års erfaring fra en daglig færden på operationsgangen.

Sidemandsoplæring er essentiel 

Fagligheden går i arv blandt operationsportørerne på led- og knoglekirurgisk afdeling. 

Johnny Andersen blev i sin tid lært op af en erfaren kollega Jørgen. Efterfølgende lærte Johnny Andersen sin kollega Gert O. Kristensen op.

”Når man arbejder på en afdeling som denne, er de særlige lejringer kun noget, man kan lære, hvis man bliver lært kontinuerligt op af en erfaren kollega,” siger Johnny Andersen.  

Derfor giver det heller ikke mening at indføre et formelt undervisningsforløb om avancerede lejringer på portøruddannelsen, ifølge Johnny Andersen og Gert O. Kristensen.

For deres arbejdsdag er for varieret og uforudsigelig.

”Hvis der var behov for de her lejringer 20 andre steder i Danmark, kunne man godt overveje at udvikle et kursus. Men det er der ikke, og derfor lærer Johnny og jeg portører op i det, når de starter på afdelingen,” siger Gert O. Kristensen.

Erfaring forpligter

Johnny Andersen har arbejdet som portør i 26 år, mens Gert O. Kristensen har arbejdet som portør i 36 år.

Med så mange års erfaring mener de også, at de har en særlig forpligtelse

”Det er vigtigt at dele ud af sin viden, når man har mange års erfaring. Vi bliver også selv bedre, når vi sparrer med andre portører, kirurger og sygeplejersker,” siger Gert O. Kristensen og tilføjer:

”For nogle gange får vi i fællesskab øje på en lille detalje, der kan forbedres, og som jeg plejer at sige: Det er detaljen, der gør forskellen.”

Det har stor betydning for både Johnny Andersen og Gert O. Kristensen at være aktive brikker i et stort puslespil, der skal gå op, når man arbejder på en operationsgang.

”Det betyder meget, at man har et ansvar, man skal leve op til og varetage, og som rækker ud over at transportere patienterne. Samtidig er det en stor fornøjelse at samarbejde og udveksle erfaringer med andre faggrupper. På den måde opstår der også en gensidig respekt for hinandens faglighed,” siger Johnny Andersen.