Plejehjem har knækket koden: Tidligere elever strømmer tilbage

På under et år har Plejehjemmet Sophienborg formået at ansætte 10 tidligere elever. Den hemmelige ingrediens, der giver eleverne lyst til at vende tilbage, er 'omsorg'. Jørgen True

Områdeleder på plejehjem har én klar prioritet, der får eleverne til at vende tilbage efter endt uddannelse.

02. december

Da Nikolaj Odderskjær Jensen begyndte sin praktik som SSA-elev på Sophienborg Plejehjem i Hillerød, var han både nervøs og usikker. Men allerede efter tre måneder har han fået mere ro på.

”Jeg er ret genert og kan have tendens til at overtænke. Men nu er jeg faldet til ro,” siger 25-årige Nikolaj Odderskjær Jensen.

Han oplever, at det er i orden at stille spørgsmål og sige, hvis han føler sig utryg.

”For eksempel har vi lært meget om nedre hygiejne på skolen, men det er svært. Så jeg var glad for, at jeg fik lov at stå ved siden af min vejleder første gang, jeg skulle vaske en beboer, og se, hvad hun gjorde. I dag kan jeg godt selv.”

Områdeleder Karina Sommer smiler anerkendende. Eleverne er hendes hjertebørn, og hun bruger meget tid på at deltage i samtaler med dem og vejlederne og forberede og koordinere praktikforløb.

”Det er vigtigt, at eleverne bliver trygge ved arbejdet. Vi lærer alle forskelligt, nogen lærer ved at læse i en bog, andre har som Nikolaj brug for at se tingene blive gjort,” siger hun.

Som en mor for eleverne

For Karina Sommer er en samfundspligt at tage sig godt af SSA- og SSH-eleverne.

”Mange af dem mangler selvtillid, fordi de ikke er blevet mødt og forstået i grundskolen. Derfor er jeg heller ikke bange for at være lidt en mini-mor for dem. De skal mærke, at de er velkomne her hos os, og at vi sætter pris på dem.”

Nikolaj Odderskjær Jensen nikker.

”Jeg har altid været bange for mine tidligere chefer, sådan er det slet ikke her. Jeg føler, at jeg kan gå til Karina, hvis jeg har brug for at tale med hende.”

Med til mor-rollen hører også, at Karina Sommer er bevidst om, at ungerne skal skubbes ud af reden på et tidspunkt for at lære at flyve selv.

”Vi skal ikke pakke eleverne så meget ind, at vi understøtter deres usikkerhed. På et tidspunkt skal de jo ud at have deres egne borgere og arbejde på de samme vilkår som alle andre. Så det forbereder vi dem også på.”

Skuldrene sænker sig

Katrine Toftegaard er koordinerende oplæringsvejleder og skal lære Nikolaj, hvordan han tager en urinprøve. Hun demonstrerer først, hvordan han skal gøre, og spørger så, om han er tryg ved situationen.

”Ja, jeg spørger, hvis jeg er i tvivl,” svarer Nikolaj og tager uden problemer prøven.

”Mine skuldre er kommet meget mere ned, siden jeg begyndte som elev,” forklarer han.

Mange af dem kommer igen, når de er færdige. På under et år har vi ansat 10 tidligere elever.

Karina Sommer , Områdeleder

Katrine Toftegaard synes, der er blevet mere travlt på plejehjemmet gennem årene, og at kravene til eleverne er blevet højere.

”Derfor er det også vigtigt, at vores områdeleder er tæt på eleverne. Når vi har en elev med udfordringer, sørger hun for, at vejlederen får mere tid til eleven.”

Kommer igen

Både hun og Karina Sommer nyder at følge den personlige og faglige udvikling, som eleverne gennemgår, og så er der en positiv sidegevinst.

”Mange af dem kommer igen, når de er færdige. På under et år har vi ansat 10 tidligere elever,” siger områdelederen.

En af de tidligere elever er Camilla Mønster Kjølbæk, der kom tilbage for tre år siden og i dag er oplæringsvejleder.

”Vi har alle et ansvar overfor eleverne. Vi har en viden, som er vigtig at give videre til dem. De er jo vores kolleger,” siger hun.

Nikolaj Odderskjær Jensen kan tydeligt mærke forskel, når han taler med klassekammeraterne, der er i praktik andre steder.

”Fem af dem er droppet ud af uddannelsen, og de tre var på grund af et dårligt praktiksted,” siger han.


Fagbladet anbefaler