Pernille har haft sin første vagt som våger: Kong Frederik gav mig skubbet

Klokken var 23 denne fredag aften i februar, hvor sneen faldt let over Aalborg.

Mens diskotekerne gjorde klar til, at de unge skulle indtage dansegulvet, og andre var på vej til køjs, trådte social- og sundhedsassistent Pernille Lund Pedersen ind på et plejecenter i udkanten af byen.

Hun skulle hverken på arbejde eller besøge en, hun kender.

I nat skulle hun have sin første vagt som frivillig våger. Og hun var ikke alene. På denne vagt skulle hun være føl hos en erfaren våger.

"Han arbejder til dagligt som lokomotivfører. Det siger lidt om, hvor vidt forskellige baggrunde man kan have som våger," fortæller hun.

Flexjob og frivilligt arbejde

53-årige Pernille blev færdiguddannet som social- og sundhedsassistent i 2000. Hun har tidligere arbejdet på et plejehjem og er i dag ansat på et aktivitetscenter. For hende er døden langt fra en ukendt størrelse.

"Jeg har siddet ved flere terminale beboere, der ventede på at dø. Min oplevelse er, at det skaber en tryghed, at der sidder én i rummet hos dem," fortæller hun.

For syv år siden blev Pernille tilkendt fleksjob på grund af en nervesygdom i hendes hænder og fødder.

I flere år har hun sværmet om tanken om at blive våger og på frivillig basis bruge sine erfaringer, uden at det skulle tære på hendes fysiske formåen eller gå ud over hendes flexjob.

"Jeg ved fra mit arbejde, hvor ufattelig svært det kan være, når man ikke har tid til at sidde hos en beboer, der er ved at dø," forklarer Pernille.

Weekend og nat

Da kong Frederik tonede frem på skærmen den 31. december, gav han hende med disse ord det sidste skub:

"Frivillighed er et eksempel på medmenneskelighed, og de fleste danskere engagerer sig på et tidspunkt i frivilligt arbejde. Det kan være alt fra at øve tabeller med børn i lektiecaféen til at få et nyt gymnastikhold op at stå til at holde et menneske i hånden, når livet rinder ud," sagde han i nytårstalen.

Med benene plantet i 2025 tog Pernille fat i sin fleksjobkonsulent og sikrede sig, at det var i orden, at hun blev frivillig våger.

Derefter kontaktede hun den lokale vågetjeneste under Røde Kors, som fortalte, at vågerne mest bliver brugt om natten, og at der særligt er mangel på dem i weekenden.

Et behov, som var skræddersyet til Pernille.

"Mine smerter gør, at jeg ofte har svært ved at sove om natten. Og jeg vil gerne våge i weekenden, så det ikke kolliderer med mit fleksjob," forklarer hun.

I en app kan vågerne holde øje med, hvornår der er behov for deres hjælp, og her satte Pernille hak ved en vagt fra klokken 23 og fire timer frem denne fredag i februar.

Tydeligt berørt

Pernille og hendes medvåger ringede på døren til plejecentret. På vej op til beboeren fik de svar på en masse praktiske spørgsmål – ville beboeren holde i hånden, skulle hendes læber vædes, og hvordan kunne de få fat på personalet, hvis de havde brug for hjælp?

Beboeren, der ikke havde nogen pårørende, var ikke længere ved bevidsthed. Den eneste lyd, der kom fra hende, var små vejrtrækningspust.

Hun havde boet på plejecenteret i mere end 30 år, og det var tydeligt, at hun var en, som alle kendte.

"Alt det personale, der var på arbejde, mens vi var der, kom ind og sagde farvel til hende, krammede hende og gav hendes hånd et lille klem. De var tydeligt berørte over, at hun snart skulle herfra, for hun var en, der altid havde været der," fortæller Pernille.

Hånd i hånd

Langsomt lod Pernille sin hånd nærme sig beboerens. Hun rørte lidt ved den for at se, om beboeren trak den til sig. Måske ville hun føle, at det var grænseoverskridende, at en fremmed holdt hende i hånden. Men hun lod Pernilles hånd hvile i sin. 

Dæmpet talte Pernille og hendes medvåger med hinanden. De fortalte lidt om deres liv, både så de kunne lære hinanden at kende, og så beboeren kunne høre, hvem de var.

"Man siger jo, at høresansen er noget af det sidste, der forsvinder. Jeg tror, at vores snak beroligede hende, fordi hun kunne høre, at hun ikke var alene," fortæller Pernille.

Selvom Pernille er uddannet social- og sundhedsassistent, må hun som våger ikke udføre plejeopgaver. Hun skal bare være til stede i nuet og holde øje med, at den døende ikke er urolig. 

Kl. 00.40 begyndte der at komme længere pauser i vejrtrækningen. En halv time forinden havde personalet været inde og vende hende, og der var ingen tegn på, at hun havde ondt.

"Vi kunne høre, at nu var der ikke langt igen," fortæller Pernille.

En kæmpe ære

Klokken 00.50 trak beboeren helt stille og roligt vejret for sidste gang.

"Det er en kæmpe oplevelse at være til stede, når et barn bliver født. Men det er lige så stor en ære at være hos et menneske, når det siger farvel," fortæller hun.

Det er første gang, at plejecenteret benytter en våger, og det er Pernilles klare indtryk, at det ikke bliver den sidste.

"Personalet gav udtryk for, at de havde kunnet være mere til stede hos de andre beboere, fordi deres tanker ikke kredsede om, at hun lå alene. De fortalte, at de ville sige til deres leder, at det havde været en rigtig god oplevelse," fortæller Pernille.

Mens natten smøg sig som en dyne over Aalborg, kørte Pernille en smuk oplevelse rigere hjem til sin mand.

Det forventes, at man som våger tager to vagter af fire timer om måneden, og Pernille er allerede klar til den næste.

"Jeg vil klart anbefale andre at blive våger, hvis man har tiden og lysten til det. Det er utrolig givende at drage den omsorg for et andet menneske, som ellers ville dø alene," slutter hun.