Når affald bliver til guld:Sådan skaber Janne magiske lege for børn

Pædagog Janne Eriksen sidder smilende i skrædderstilling på gulvet blandt en masse genbrugte pakkechips, der normalt bruges som kassefyld.
Affald forvandles til guld, når pædagog Janne Eriksen leger med børnene i Forfatterhuset Nørrebro. Simon Jeppesen

I Forfatterhuset leger børnene med genbrugsmaterialer sammen med traditionelt legetøj. Janne Eriksen inspirerer både børn og kollegaer til at se, at alt kan blive til alt muligt.

02. december

”Det handler om at lukke munden og ikke fortælle børnene, hvad tingene kan. De er det, som børnene gør dem til," fortæller Janne Eriksen.

Hun er pædagogisk fyrtårn i Forfatterhuset på Nørrebro. 

Og mens børnene roder rundt i en kasse med knapper, klemmer, kapsler og andre smådele, der kan omdannes til ansigtstræk, fortæller Janne Eriksen, at børnene har studeret sig selv i et spejl. Nu skal de forsøge at omsætte det til et selvportræt i genbrugsmaterialer.

Børnenes forklæder er et myldrende virvar af malerpletter, der matcher pletterne på bordet. Når der males, har børnene primærfarverne rød, gul, blå samt sort og hvid til rådighed. Resten må de blande selv, og det kan man se, at de gør. Børnene ved for eksempel, at gul og blå giver grøn.

Fra affald til guld

Børnene går i det, som Fofatterhuset kalder for miniklubben. 

Miniklubben er en del af overgangen fra vuggestue til børnehave, og over fem gange er børnene på Jannes værksted i små grupper. Her øver de sig blandt andet i at indgå i nye fællesskaber og laver selvportrætter. 

Barn ligger i kasse med pakkechips.
En ekstra gave ved genbrugsmaterialer er, at de giver besparelser på legetøjsbudgettet. Simon Jeppesen
Forfatterhuset ligger på Nørrebro i København og er en integreret institution med 168 børn i 10 grupper. Simon Jeppesen
Forfatterhuset arbejder intenst med ’ReMida’-materialer, navngivet efter sagnet om Kong Midas. Alle materialer er værdifulde, og på den måde bliver vores affald til deres guld. Simon Jeppesen
Institutionens pædagogiske grundlag er inspireret af den italienske pædagogiske filosofi Reggio Emilia, som bl.a. arbejder meget med genbrugsmaterialer: Alle materialer er værdifulde i sig selv, og kan give værdi til den, der bruger dem. Simon Jeppesen

”I to-treårsalderen handler det meget om at afprøve og udforske nye sider af sig selv, det er noget af det, der interesserer dem allermest,” fortæller Janne.

Forfatterhuset arbejder intenst med ’ReMida’-materialer, navngivet efter sagnet om Kong Midas. Alle materialer er værdifulde, og på den måde bliver vores affald til deres guld.

En dreng finder en træklemme. Den bliver til en mund på den CD-skive, der udgør hans ansigt. Et andet barn har en prop som næse, et tredje har en lyserød piberenser som mund.

Janne er omhyggelig med at tilbyde dem ting uden at give instruktioner.

Forfatterhuset

  • Forfatterhuset ligger på Nørrebro i København og er en integreret institution med 168 børn i 10 grupper.

  • Institutionens pædagogiske grundlag er inspireret af den italienske pædagogiske filosofi Reggio Emilia, som bl.a. arbejder meget med genbrugsmaterialer: Alle materialer er værdifulde i sig selv, og kan give værdi til den, der bruger dem.

  • Janne har været i Italien to gange for at besøge Reggio Emilia-institutioner.

  • En ekstra gave ved genbrugsmaterialer er, at de giver besparelser på legetøjsbudgettet.

  • Der er tre faglige fyrtårne som Janne Eriksen i Forfatterhuset.

 

Billeder af sig selv 

Der bliver ikke kun lavet selvportrætter. Janne tager også billeder med sit spejlreflekskamera, og de bliver brugt i mange sammenhænge.

”Hvis vi ikke dokumenterer det, vi laver, er vi usynlige. Og børnene elsker at se sig selv på billeder,” siger hun.

Efter selvportrætterne kaster børnene sig over en kasse gule pakkechips, som ellers bliver brugt som kassefyld, og malertape.

”Malertape er et genialt materiale. Det kan krølles, klistre, blive til plaster og meget mere – og det er ikke farligt,” fortæller Janne.

En pige sætter tapen fast på en pind og prøver at fiske med den.

”Jeg har fanget en haj,” siger hun begejstret, da pakkechips klæber til tapen.

Janne griber ideen og hjælper de andre børn til også at se den.

”Jeg har fanget en hval,” udbryder en dreng straks efter.

Tag ind og sorter 

Fordelen ved genbrugsmaterialer er blandt andet, at der er så uendeligt meget.

Problemet er, at det kræver systematik og meget plads til opbevaring. Janne skal hele tiden vurdere og sortere i kasser fra de poser, som forældrene kommer med.

På sit kontor viser hun stolt et af de seneste guldfund – en knold med tørre udvækster, rester af en meget død kokospalme.

Den kan måske blive til et ... eller en.  

Blå bog

  • Janne Eriksen, 57 år. 

  • Uddannet i 1992 som børnehavepædagog med værksted som hovedfag og med et speciale om kreativitet og æstetik.

  • Ansat i Forfatterhuset siden 2013 som pædagogisk tovholder og fagligt fyrtårn.

  • Fagligt fyrtårn er et diplommodul med 40 timers undervisning og en afsluttende prøve. Målet er blandt andet at fremme faglig refleksion og udvikling i daginstitutionen.

  • Janne fortæller, at hun bidrager til at opretholde den røde tråd i pædagogikken samt til at indrette institutionens fysiske og pædagogiske læringsmiljøer. Det giver hende en stor medindflydelse, og det er med til at skabe engagement hos både hende selv og de andre medarbejdere.

 


Fagbladet anbefaler