”Min mor elskede, når hun var der”:Pårørende overrasker helt særlig social- og sundhedshjælper

1:27

Da Kirsten Lykke Simonsen fik brug for hjælp af hjemmeplejen til at passe sin mor, opstod der en særlig relation til social- og sundhedshjælper Cecilie Krag Jensen, for hun formåede at skabe glæde og tryghed i hjemmet.

27. marts

Da Lis Andersen var 84 år, fik hun en hjerneskade.

Hjerneskaden gjorde, at hun ikke længere kunne klare sig selv. Lis er tidligere sygeplejerske, og hun kunne ikke forestille sig pludselig at være den, der var på den anden side, som havde brug for hjælp.  Derfor havde datteren, Kisten Lykke Simonsen, lovet sin mor, at hun ville tage sig af plejen af hende alene.

Kirsten flyttede fra sin lejlighed på Islands Brygge, så de kunne bo under samme tag, og Kirsten kunne passe på sin mor. Men efter 2,5 år begyndte en gammel skulderskade at spøge hos Kirsten. Hun så sig nødsaget til at bede hjemmeplejen om hjælp.

For selvom Kirsten ikke kunne holde, hvad hun havde lovet sin mor, blev den dårlige situation alligevel begyndelsen på en ny relation. For ind ad døren kom social- og sundhedshjælper Cecilie Krag Jensen, der arbejder som udkørende hjemmepleje hos Rosenvang i Vordingborg.

”Man er enormt heldig, når man får sådan et livstykke ind i sit hjem, når man har brug for det,” siger Kirsten.

Respektfuld og nærværende pleje

Kirsten lagde mærke til, hvordan Cecilie balancerede gode grin og faglighed, når hun var sammen med Lis:

”Min mor og Cecilie havde simpelhent en så skøn relation. De lavede så meget pjat og ballade, samtidig med Cecilie hele tiden havde et klinisk blik, så jeg kunne mærke, at der blev passet godt på min mor,” siger Kirsten.

Alle fra hjemmeplejen gjorde det fantastisk, ifølge Kirsten, men Cecilie skilte sig alligevel ud. Det var ikke altid, at Kirstens mor gad det, hun skulle – men for Cecilie lykkedes det altid at trænge igennem:

Man er enormt heldig, når man får sådan et livsstykke ind i sit hjem, når man har brug for det

Kirsten Lykke Simonsen, pårørende til mor med hjerneskade

”Cecilie gjorde plejedelene til en skæg og hyggelig oplevelse, og hun beordrede aldrig min mor: ’Nu skal du’ eller ’kom nu’,” siger Kirsten og tilføjer:

”Min mor elskede, når hun var der. Hun var simpelthen så glad, og hendes øjne strålede, når Cecilie var i lejligheden.”

Har du en kollega, der fortjener at blive nomineret til Velfærdstalent 100?

Velfærdens Talent 100 hylder og fejrer velfærdstalenter under 36 år.

Her kan du nominere din kollega frem til den 31. marts. 

Cecilies pleje af Kirstens mor blev kombineret med respekt, som havde stor betydning for Kirsten. For ifølge hende, kan det godt være svært at have folk inde for dørene i døgnets 24 timer – men Cecilie gjorde det nemt:

”Hun tog altid sine sko af, og hun havde en stor respekt for, at det var et privat hjem, hun kom i,” siger Kirsten.

Cecilie er nomineret til Talent 100  

Kirstens mor er sidenhen kommet på plejehjem, men Cecilies væremåde og tilgang til pleje er ikke blevet glemt. Derfor tænkte Kirsten med det samme på Cecilie, da hun så, at hun kunne nominere et velfærdstalent under 36 år til Velfærdens Talent 100.

”Hun behandler den person, hun hjælper, og de mennesker, der ellers er i huset med en respekt. Jeg ved ikke, om hun er klar over, at hun gør det. Jeg tror bare, det falder hende så naturligt at være sådan et menneske,” siger Kirsten.


Fagbladet anbefaler