Mie kæmper for kollegaerne og høster særlig anerkendelse:"Det er overvældende, men det er det hele værd"

For nogen er ros og anerkendelse naturligt, men for 33-årige Mie Christensen er det en overvældende oplevelse. Så at stå i rampelyset og tage imod roserne er uvant for Mie, der er nomineret til årets Arbejdsmiljørepræsentant (AMR, red.). Bag nomineringen gemmer der sig en kvinde, der gennem livet har kæmpet for at finde sin plads og sin stemme – og som stadig øver sig i at tage imod de skulderklap, hun så rigeligt har fortjent.

Jeg dør ikke af det. Jeg skal bare finde den rette sti igen.

Sådan siger Mie til sig selv, når hun skal tage svære samtaler. Det kan være i situationer, hvor hun siger fra eller konfronterer kollegaer, når hun hører et rygte om, at de kalder hende et øgenavn.

Da Mie første gang trak i uniformen på Hotherhaven Demenscenter i juni 2022, var det ikke med intentionen om at gøre det store nummer ud af sig. Årene forinden havde været kaotiske, fordi hendes gamle arbejdsplads blev nedlagt, og hun ikke trivedes på den nye. Hun var træt af at starte forfra og længedes efter en mere stabil arbejdsplads. 

Men det skulle vise sig, at hendes nye arbejdsplads ikke bød på den stabile begyndelse, som hun havde håbet på. Der var et stort forbrug af vikarer, mange ufaglærte og et højt sygefravær.

”På min allerførste dag blev jeg mødt af min leder med armen rundt om den kollega, som skulle tage imod mig, mens hun (kollegaen, red.) græd. Der tænkte jeg, at nogen må prøve at få styr på afdelingen, så jeg begyndte at komme med forslag til, hvad vi kunne gøre anderledes.”

Alle skal være glade 

Mie havde en masse erfaringer, og hun følte sig tryg ved at dele dem med sin leder. Hun var dog alligevel påpasselig, da det blev foreslået, at hun skulle stille op som AMR. Sådan noget havde hun aldrig beskæftiget sig med:

”Noget af det vigtigste for mig, det er, at alle er glade og har det godt. Arbejdspladsen havde så meget potentiale til at blive et godt sted at være, så jeg besluttede at give AMR-stillingen et forsøg - også selvom det var meget grænseoverskridende at være den, der skulle gå forrest”, fortæller hun.

Da Mie tog ansvar på Hotherhaven, var det ikke et enkeltstående tilfælde. Faktisk har hun fra barnsben insisteret på, at dem omkring hende skal have det godt – også selvom det betyder, at hun kommer i anden række.

Mødte hinanden på et sårbart sted 

Mie er den ældste i søskendeflokken og kom til verden, mens hendes mor stadig var teenager. Opvokset i et hjem med en enlig hjemmegående mor, fædre der kom og gik, og en treårig aldersforskel på hende, og den ældste lillebror, var der nok at se til derhjemme. 

”Mine søskende tog meget af min mors opmærksomhed, og min far boede langt væk og havde sin egen familie. Det vigtigste var at gøre det nemmere for min mor og ikke stille for mange krav”, fortæller Mie og synker ned i den grå hjørnesofa, som står i stuen i hendes hjem i Rønnede på Sjælland.

Som 16-årig startede Mie på SOSU-skolen i Herning, og en måned inden hun afsluttede sit grundforløb, besluttede hun sig for at rykke hele sit liv til Sjælland. Som 18-årig blev hun gravid med sin førstefødte, Tobias, med sin daværende kæreste. Lykken var gjort, da to blev til tre, men desværre gik det galt efter kun få år som kærester.

”Vi var igennem flere retssager om hvor Tobias skulle bo, og han endte ved sin far. Det føltes som om, at jeg mistede min søn”, fortæller hun om forløbet.

Årene der fulgte, bød på en 10-4 ordning og en psykisk sårbar Mie. Hun drømte så brændende om det vellykkede familieliv med far, mor og børn. Som sendt fra himmelen, kom hendes nuværende mand, David, dumpende ind i hendes liv i 2016. 

”Da jeg mødte David, var vi begge et meget sårbart sted. Han lider af panikangst og socialfobi, så han gjorde det meget klart fra begyndelsen, at hvis det skulle blive os, skulle jeg være indstillet på, at han ikke kan det samme som andre.”

Tre år efter deres første møde, bød de deres første søn, Willem, velkommen til verden. Den yngste, Melvin, fulgte talstærkt efter 19 måneder senere. Med Tobias som tilføjelse til familien hver anden weekend, er der nok at se til i rækkehuset i Rønnede.

”David er hjemmegående, og det er vi meget åbne omkring. Dengang vi mødtes, lovede jeg ham, at der skulle være plads til hans sygdom, og det løfte holder jeg”, fortæller hun.

En personlig udvikling  

Når Mie ser tilbage på hendes liv, ser hun pige, som af og til havde svært ved at sige fra. Selvom hun nu svømmer i ros og anerkendelse, får hun stadig en klump i maven, når lederen, kalder hende ind på kontoret – det kunne jo være, at hun havde gjort noget forkert.

Heldigvis er det begyndt at sive ind, at hun er dygtig og anerkendelsen er berettiget:

”Jeg har virkelig gennemgået en personlig udvikling det sidste halvandet år. Troen på mig selv er blevet større, og jeg stoler mere på mig selv.  Selvom det er overvældende at få så meget opmærksomhed lige nu, har det været det hele værd,” fortæller hun.

Om Mie Christensen bliver kåret til Årets AMR afgøres den 12. november, hvor hun, sammen med de andre nominerede, skal til prisfest i Cirkusbygningen i København.