Louises barndom var præget af kaos og omsorgssvigt: I dag lever hun af at give omsorg til børn

Louise Brandstrup tager et barndomsbillede frem. På billedet står en meget lille Louise med en bamse i armene. Hun står i en mørk stue, som er lyst op af blitzen fra kameraet.

”Hvis man kigger godt efter, kan man se, at jeg græder. Det er også sådan, jeg husker mig selv som barn,” fortæller hun.

Louise Brandstrup voksede op i 70’erne med en psykisk syg mor og en far, der aldrig var der. Inden hun fyldte ni år, havde hendes mor allerede været gift fire gange, og de skiftede konstant adresse.

Ved spisebordet lavede moren ofte ninja-bevægelser. Her ville hun med flade hænder slå ud i luften og fortælle med stor indlevelse, at hun var en vaskeægte ninja:

”Jeg var jo også selv et ninja-barn. Sådan en der går langs panelerne og prøver at gemme sig lidt.”

I mange år havde Louise Brandstrup ikke lyst til at grave i sin fortid. Det var først i hendes tredivere, at hun havde modet til at prikke hul på den byld af svigt i barndommen.

"Jeg ser mig selv som fucking badass. Når jeg kan være der, hvor jeg er i dag med de udfordringer, jeg har haft,” siger hun.

Altid noget for andre

Louise Brandstrup har arbejdet som pædagogmedhjælper i børnehaven Amsterdamvej i 29 år. Hun elsker sit job og er enormt pligtopfyldende. Så da hun i 2014 fik konstateret kronisk leddegigt, sagde hun det ikke til nogen.

Også selvom hendes immunforsvar angreb hænder, fødder og fingre, og hun var i konstant smerte.

”I 2019 så gik jeg ned med flaget. Både fysisk og psykisk. Jeg havde kørt mig selv alt for hårdt,” fortæller hun.

Hun begyndte til psykolog og tog sin leddegigt seriøst. Hele sit liv havde Louise Brandstrup levet for, at andre skulle have det godt. Derfor var det nødvendigt at lære, hvordan man satte sig selv først.

”Det krævede så meget energi hele tiden at være på overarbejde, fordi jeg skulle passe på alle mennesker.”

I dag har Louise Brandstrup fået tildelt flexjob, så hun stadig kan passe det arbejde, hun holder så meget af. Og så har hun en podcast med sin 16 år yngre lillebror, hvor de snakker om det at være et ninjabarn.

”Min bror har aldrig kendt vores mor, fordi han blev tvangsfjernet som helt lille. I podcasten får han lov til at spørge om alle de spørgsmål, han har om vores mor."

Louise Brandstrup har mange gange fået at vide, at det er imponerende, hvor velfungerende hun er på trods af det store omsorgssvigt.

Forklaringen på det er dog for hende ganske simpel. Hun er født med et lyst sind og har altid haft lyst til at leve.

”Når noget bliver for svært, så griner jeg. Og nogen kan kalde det overlevelse. Jeg tænker, at det er en måde at være i verden på. Og sådan er jeg generelt,” fortæller hun.

Du kan høre hele Louise Brandstrups historie ved at klikke på videoen øverst i artiklen.