Kasper brænder for at slukke ild – lysten til at hjælpe trumfer frygten

”Jeg er jo opvokset på en brandstation, fordi min far har været brandmand i 28 år. Så jeg er altid kommet på en brandstation og set brandbiler og syntes, at det var det fedeste. Så for mig ligger det dybt i min DNA, at brandstationen er en del af mit liv. Og det bliver en del af ens liv. Det er mere end bare et job.

Vi kører til brand, vi kører til færdselsuheld, vi kører til forureninger og redningsopgaver. Generelt har vi mange forskellige opgaver. Vi har også opgaver, vi løser for kommunen, hvor vi hjælper med at løfte ældre mennesker, der er faldet.

Vi har også haft en del industribrande inden for relativt kort tid. Vi havde en gammel margarinefabrik, der brændte, hvor vi var deroppe i 14 timer. Så har vi haft Bilka i Vejle, der brændte – også med 17 timers indsats fra min side af. Så det er meget forskelligt. Nogle tager 20 minutter. Andre tager flere timer.

Der er en tilfredshedsfølelse af, at man har udført det arbejde, man er uddannet til. Vi træner og øver til, at vi er dygtige til vores arbejde – men én ting er, hvad man træner – når det så lykkes i virkeligheden, giver det en tilfredshed og en følelse af, at det, vi render og bruger vores tid på, er det hele værd.

Min første brand var, da jeg lige var startet som deltidsbrandmand. Det var en industribrand i JYSK Sengetøjslager, som var voldsom, fordi det var allerførste indsats, man var på. Der var virkelig mange indtryk, og der var en kaosfase, hvor der skulle indsættes rigtig meget. Og det er så stort, og det er man ikke altid helt vant til. Det er ikke ligesom et hus eller en lejlighed, som er lidt mere håndterbart i størrelse.

Efter flere år i andre fag: Pia kunne ikke glemme glæderne ved at være serviceassistent

Jeg var oppe på taget for at skære i det, så det ikke kunne brede sig til virksomheden, der lå ved siden af. Så der var jeg jo med til at sikre, at den ikke bredte sig yderligere, end der hvor det brændte.

Ydermurene begyndte at vælte, og der stod nogle kollegaer nede omkring, så man var bekymret for, om det var væltet ned over dem. Der var vi bange, kan man godt sige.

Men jeg tror, delen af at hjælpe andre er større end frygten for at blive bange for noget. Følelsen af at gå glad hjem hver eneste dag overskygger, at der er en risiko for, at man kan blive bange på sit arbejde.

Adrenalinen er 100 procent en af de ting, som driver os. Man får den der wow-følelse, fordi det er virkelig voldsomt, når man kommer derud.

Jeg elsker mit arbejde, det gør jeg. For det er ikke kun et arbejde, det er en livsstil.

Når man går glad hjem fra arbejde, går glad på arbejde og glæder sig til at komme på arbejde – nu har jeg næsten lige været på ferie, og jeg har glædet mig til at komme på arbejde, selvom jeg elskede at være derhjemme – så tror jeg, man er landet det rigtige sted.