Jens sprang ud som Jasmin og skiftede karriere: “Folk føler sig mere normale, når de er sammen med mig”

Man siger, at sandheden skal man høre fra børn og fulde folk. Men 60-årige Jasmin Nielsen, der er uddannet social- og sundhedsassistent, oplever også, at den ældre del af befolkningen siger præcist, hvad de tænker.

”Du må have haft nogle sjove forældre, når de kalder en dreng for Jasmin,” sagde en ældre mand engang til hende.

Sådan nogle kommentarer tager Jasmin med et smil.

“Jeg ved godt, at jeg med mine næsten to meter og min dybe stemme falder udenfor normen og bliver lagt mærke til,” fortæller hun. 

I modsætning til sine kvindelige kollegaer er Jasmin ikke altid gået under betegnelsen "hun". Hun har heller ikke haft en lang karriere i faget.

Fra en uniform til en anden

I 2016 sprang Jasmin ud som transkønnet over for sin familie og venner. Dengang kørte hun bybus i Aarhus, og for alle andre var hun kendt som Jens.

“I de efterfølgende tre år gik jeg på arbejde som Jens og mindede lidt om en sur gammel mand. Men i min fritid begyndte jeg at blive mere Jasmin-agtig,” fortæller hun.

Det var ikke kun en ny kønsidentitet, der begyndte at spire frem. Det samme gjorde tanken om at skifte buschaufføruniformen ud med en anden.

Men Jasmin havde ingen uddannelse, og havde altid brugt sin ordblindhed som undskyldning for ikke at tage en.

“Hvorfor pokker bliver du ikke social- og sundhedsassistent? Du er jo så omsorgsfuld over for alle andre,” lød hendes venners opfordring.

Måske var det ikke en dum idé, tænkte Jasmin. For hun havde altid interesseret sig for miljøet omkring omsorgsfaget, og det var klart en fordel, at der var jobgaranti, når man som 56-årig kastede sig ud i noget nyt.

En styrke at være anderledes

I januar 2020 blev hun optaget på studiet, og jobbet hos busselskabet blev kasseret. Det samme blev alt det herretøj, der hang i skabet. Fra den dag blev hun 100 procent Jasmin.

Hun tager ikke hormoner og både cpr-nummeret og kroppen er, som den var, da hun blev født, men i sin udstråling og ydre er hun en kvinde. 

Inden hver praktik er Jasmin mødt op og har præsenteret sig for medarbejdergruppen, så hendes nye kollegaer var forberedte på, at hun ikke ligner alle andre kvinder.

For Jasmin har det at have en særlig historie vist sig at være en styrke. En styrke, som hun blandt andet brugte, da hun var i praktik i psykiatrien.

“Jeg bruger rigtig meget af mig selv i mit arbejde. Folk, som føler sig anderledes, føler sig lige pludselig mere normale, når de er sammen med mig,” fortæller hun med et smil.

Har ikke lyst til at rette på folk

I dag er hun ansat i hjemmeplejen i Hinnerup, samme sted som hun var i sin sidste praktik. Hun føler sig vellidt blandt sine kollegaer, men det kan godt stikke lidt i hjertet, når de kommer til at sige ‘han’ i stedet for ‘hun’.

“Jeg har ikke lyst til at irettesætte folk. De gør det jo ikke i ond mening. Nogle gør det også, fordi de er i tvivl om, hvad der er det rigtige. Det er kun, hvis jeg har stor tillid til folk, at jeg siger noget,” fortæller hun.

Når hun er ude hos borgerne, omtaler mange hende som “ham Jasmin,” og hun kan godt forstå, at kombinationen af hendes højde, stemmen, en diskret makeup og unisex-uniform kan skabe forvirring.

“Jeg er ikke den perfekte kvinde, men det er den måde, jeg er kvinde på. Jeg kommer for at hjælpe dem, og de accepterer, at jeg kommer. Om de siger ‘han’ eller ‘hun’, er ikke det væsentlige,” forklarer hun.

Men der er bestemt også borgere, hvor Jasmins væsen pirrer deres nysgerrighed.

En borger har eksempelvis brugt to klip på ydelsesklippekortet på at invitere Jasmin på kaffe og kage på det lokale bageri, så hun kunne få afløb for alle sine opsparede spørgsmål.

“Jeg er meget ærlig, hvis de spørger ind til min historie. De synes, at det er spændende, og at det er okay at være, som jeg er. Der er aldrig nogen, der har sagt noget negativt,” fortæller hun.

Det helt rette valg

En af de ting, hun har skullet vænne sig til i springet fra buschaufføren Jens til social- og sundhedsassistenten Jasmin, er manglen på hygge med kollegaerne efter arbejdstid.

I starten blev hun ked af det manglende fælleskab, men så gik det op for hende, hvorfor der var denne kontrast.

“Tidligere arbejdede jeg med mænd, og der kunne vi godt aftale at mødes til en øl efter arbejde, men her er mine kollegaer kvinder, som skal skynde sig hjem for at passe familien,” siger hun.

Men Jasmin fortryder ikke et øjeblik sit karrierespring. I det hele taget har hendes liv siden 2020 været en stor opblomstring og succes, og hun har fundet ud af, at det at være ordblid ikke er det samme som at være dum.

"Jeg har aldrig haft det bedre, for det er ok at være mig. Den følelse er mine fantastiske kollegaer med til at give mig hver dag,” siger Jasmin og smiler.