Iben Hjejle har for evigt mindet i hjertet: Social- og sundhedsassistent sad i farens lænestol – mens han støvsugede

Det er ikke bare et fag, der kræver hænder. Det er et fag, der kræver åbne hænder.

Sådan beskriver skuespiller Iben Hjejle det talent, hun møder hos landets omsorgspersonale, både i hjemmepleje og på plejehjem.

I et personligt interview hos Fagbladet Live, deler hun sin dybe taknemmelighed for dem, der har stået ved hendes fars side – og hendes egen – da han, Christian Hjejle, blev ramt af Lewy body demens. En demenssygdom, der også kan medføre forstyrrelser i bevægelser.

”Alle, jeg mødte på min vej sammen med min far, havde det, jeg kalder for ’åbne hænder’. Både overfor min far og overfor mig. Det var simpelthen så rørende. Det er et stort og vigtigt talent, og vi skal ikke tage de mennesker, der vælger det, for givet,” siger Iben Hjejle under interviewet.

Støvsugerballetten midt i stuen

Oplevelserne med hjemmeplejen står som fine billeder i hendes erindring. En af dem handler om Karina – en social- og sundhedsassistent med et særligt nærvær, og som hurtigt blev ven med hendes far og fik et varmt forhold til hele familien.

Iben Hjejle fortæller om en episode, hvor hun besøger sin far. Da hun kommer ind i stuen, sidder Karina i farens lænestol med fødderne oppe og en af hans kasketter på. Alt imens han går rundt med støvsugeren i stuen.

”Jeg spørger, hvad der lige foregår, og Karina svarer: ”Du skal bare lige vide, at jeg har fået besked på at sidde her. For jeg er tilskuer til støvsugerballetten, som din far er ved at opføre for mig. Det er ikke, fordi her bliver virkelig rent, men det er ret hyggeligt.” Det var simpelthen sådan en fin oplevelse.”

Kommer med en opfordring

Senere da Iben Hjejles far rykker på plejehjem, møder hun samme store faglighed og menneskelighed. Blandt andre hos kontaktpersonen Monica, der både havde blik for detaljer og det store billede. Hun fortæller også om et personale, som greb både hendes far og hende selv – helt til det sidste øjeblik.

”Da min far var ved at tage afsked med livet, kom de og spurgte, om de godt måtte komme ind og sige farvel. Vi sad hans nærmeste familie og gamle venner og græd af rørelse.”

Men Iben Hjejle hylder ikke kun omsorgspersonalet. Hun kommer også med en opfordring:

”Jeg er så taknemmelig, og jeg kan ikke understrege nok, hvor vigtigt det er med omsorgsarbejde. Dem der passer de små, dem der passer de syge, dem der passer de gamle, dem der ikke kan passe sig selv. Dem skal vi simpelthen vise noget respekt,” siger Iben Hjejle.