Ib har skraldet mad de sidste 20 år: ”Jeg får et kick ud af det”

1:18

Rigmor Ginnerup Kelsen

Social- og sundhedsassistenten Ib Rene Jensen siger nej tak til madspild ved at skralde mad ved supermarkedernes containere, som ovenikøbet er en økonomisk gevinst for ham.

i dag kl. 09.27

På billedet har social- og sundhedsassistenten Ib Rene Jensen favnen fyldt med grøntsager. Og så står han mellem Nikolaj Kirk og Jørgen Skouboe, der er værter på DR’s kendte jagt- og madprogram ’Nak & Æd’.

Han smiler, når han fortæller historien bag billedet, der hænger på hans opslagstavle i køkkenet.

For år tilbage sendte Ib nemlig for sjov en idé til programmet: Hvad med ’Nak & Æd' i en skraldespand?

Jeg synes, det er trist, at der bliver smidt så meget mad ud.

Ib Rene Jensen, social- og sundhedsassistent

Han havde glemt sin besked, indtil telefonen ringede i starten af året. Det var en medarbejder fra DR, der spurgte, om Ib ville hjælpe holdet bag programmet med at skralde mad.

”Jeg troede ærligt talt, at de tog gas på mig,” siger Ib.

Men det gjorde de ikke. I foråret var Ib ude med et tv-hold, som fulgte ham og de to værter, mens de skraldede mad til et nyt afsnit ’Nak & Æd’, der bliver sendt i den kommende sæson til november.

”Det var virkelig en stor oplevelse. Jeg havde aldrig tænkt, at det at skralde mad kunne føre mig til sådan en oplevelse,” fortæller han.

Ib er 67 år, og han var en del af den første årgang af social- og sundhedsassistenter, der blev uddannet. Rigmor Ginnerup Kelsen

Er det lovligt at skralde?

Det er lovligt at skralde i Danmark, hvis skraldecontainerne er frit tilgængelige og ikke aflåste.

Men så snart skraldecontainerne befinder sig på et indhegnet/aflåst område, kan det betragtes som ulovlig indtrængning på privat grund, hvis man for eksempel hopper over hegnet.

Hvis selve containerne er aflåste, er det heller ikke lovligt at bryde låsen op.

Kilde: Fødevarestyrelsen 

Indkøbsturen starter ved skraldecontaineren

Ib har stor erfaring med at skralde mad, for det har han gjort fast de sidste 20 år.

Når han skal på sin daglige indkøbstur, tager han altid en afstikker forbi skraldecontaineren med mad, der står langs hegnet ved supermarkedet.

På bagsædet i sin bil har han en gribetang, som han bruger til at fiske dagligvarer op, der er blevet smidt ud, fordi de har overskredet sidste salgsdato.

”Jeg synes, det er trist, at der bliver smidt så meget mad ud,” siger Ib.

Det er en god måde at spare penge på. Men jeg får også et kick ud af det. Det er næsten som at spille Lotto.

Ib Rene Jensen, social- og sundhedsassistent

Det er langt fra, hver gang skraldecontainerne gemmer på en gevinst, men den dag hvor Fagbladet FOA var med, fandt han for eksempel både kartofler, en pose gulerødder, en hamburgerryg og en ananas.

Og så var aftenens menu hurtigt sat: En glaseret hamburgerryg med kogte kartofler og gulerødder til – også ananas til dessert. Alt sammen helt gratis.

”Det er en god måde at spare penge på. Men jeg får også et kick ud af det. Det er næsten som at spille Lotto,” siger Ib. 

Ib deler maden med sin tvillingebror, venner, familie og naboer. Privatfoto
Han deler sine fund i en Facebook-gruppe for andre skraldere. Privatfoto
Han spiser også flere grøntsager, efter han begyndte at skralde, da containerne ofte gemmer på 'grønt guld'. Privatfoto
Klik til højre for at se næste billede. Privatfoto
Klik til højre for at se næste billede. Privatfoto
Klik til højre for at se næste billede. Privatfoto

En kamp mod madspild med gevinst på kontoen

Ib skralder hovedsageligt for at bekæmpe madspild. Det er efterhånden blevet en slags hobby, men som samtidig er en økonomisk fordel for ham.

Hver uge skralder han i gennemsnit for cirka 1000 kroner.

”Det kan stå i butikkerne og blive solgt til en nedsat pris, men hvor det så 10 minutter efter bliver smidt ud i en skraldespand, hvor jeg pludselig kan få de samme varer for nul kroner,” siger Ib og tilføjer:

”Der er rigtig mange varer, som bliver smidt ud, men som sagtens stadig kan spises, selvom det har overskredet den sidste salgsdato.”

Jeg bilder mig ind, at de takker mig for at redde dem fra skraldecontaineren på Ringgaden i Aarhus.

Ib Rene Jensen, social- og sundhedsassistent

Ifølge Ib er han og hustruen aldrig blevet syge af den mad, som han har fundet i skraldecontainere.

”Det er virkelig vigtigt, at man bruger sin sunde fornuft og sanser. Hvis varen ser frisk ud og dufter rigtigt, burde det sagtens kunne bruges. Men er man i tvivl, om madvaren stadig kan spises, så er det bedre at lade den ligge,” siger Ib.

Fødevarestyrelsens anbefalinger

Fødevarestyrelsen fraråder at skralde mad. Det skyldes, at det ikke er til at vide, hvorfor maden er blevet smidt ud. Styrelsen mener, at der er en sundhedsrisiko ved at spise mad, der er blevet smidt ud – også selvom maden stadig ser fin ud.

De fremhæver blandt andet, at man ikke ved, hvor lang tid maden har ligget i containeren, og om der har været skadedyr forbi, der kan have forurenet maden.

Fødevarestyrelsen oplister en lang række årsager til, hvorfor maden kan være smidt ud.

  • Den sidste anvendelsesdato er overskredet, og derfor er varen ulovlig at sælge og give væk. 
  •  Fødevaren kan være tilbagekaldt pga. sundhedsfare.
  •  Der kan være tale om kølevarer (kød, fisk og mælk), som ikke har været på køl i lang tid, og derfor vokser risikoen for sygdomsbakterier som salmonella.

Læs mere her

Ib glæder sig til at se 'Nak & Æd', der bliver sendt i løbet af efteråret. Rigmor Ginnerup Kelsen

Ib skralder med omtanke

For på trods af at Ib er stor fortaler for at skralde, er der stadig nogle forholdsregler, som han mener, man skal tage sig, hvis man vil spise mad, som man har fundet i en skraldecontainer.

”Hvis der ligger en stor mængde af den samme varer i containeren, så tjekker jeg altid i medierne, om der er en tilbagekaldelse på varen, som gør, at den ikke må eller kan sælges,” fortæller han.

Derudover er han også meget opmærksom på, hvor langt nede dagligvarerne ligger i containeren.

”Jo længere nede varerne ligger, desto længere tid siden er det formentlig også, at det er blevet smidt ud. Derfor kan jeg bedst lide at tage det, der ligger øverst i containeren,” forklarer han.

Kilde: Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri 'National madspildsstrategi 2024-2027'.

Containerfund fik nyt liv

Selvom Ib oftest skralder mad, så er det alligevel ikke madvarer, der er det bedste, han nogensinde har skraldet.

Det er nemlig to små grantræer, der nu står plantet i hans have.

”Jeg bilder mig ind, at de takker mig for at redde dem fra skraldecontaineren på Ringgaden i Aarhus,” siger Ib smilende og tilføjer:

”Jeg har givet dem et nyt liv, og jeg ser på dem hver dag. De bliver bare kønnere og kønnere med alderen.”

Efter mange års erfaring med at skralde, har Ib endnu flere forholdsregler og tips til at skralde, som du kan læse nedenfor. 

  1. 1

    Lav en plan og læg en rute

    Det kan spare tid at have en plan for, hvor og hvornår du skralder.

    ”Jeg vil anbefale, at man starter med at undersøge, hvor der er containere, som er frit tilgængelige og lovlige at skralde i,” siger Ib.

    Derudover har han erfaret, at mange butikker har faste rutiner for, hvornår de smider varer ud, og derfor kan det være en fordel at tilrettelægge sine ’skraldeture’ efter det.

  2. 2

    Hav hygiejnen i orden

    Det er altid vigtigt at have en god hygiejne, men det gælder i særdeleshed også, hvis man gerne vil skralde.

    Først og fremmest starter Ib altid med at spritte sine hænder både før og efter.

    Men det er også vigtigt at holde en god køkkenhygiejne. Når Ib kommer hjem med sine varer, sørger han for at skylle grøntsager grundigt, blanchere og fryse dem ned.

     Det er særligt vigtigt at håndtere kød forsigtigt, så ydersiden af emballagen ikke rør ved kødet. 

  3. 3

    Vær opmærksom på kød og hold øje med emballagen

    Når det gælder kød, mener Ib også, at man skal være ekstra opmærksom på, om varen måske stadig føles kold efter at have ligget i køledisken, og hvornår kødet havde sidste salgsdato – men også om emballagen stadig er intakt.

    ”Der må aldrig være hul på pakken, for så kan der have sneget sig bakterier i kødet,” siger Ib.

  4. 4

    Efteråret er en god ’skraldesæson’

    ”Jo varmere, der er, jo hurtigere fordærver maden i skraldecontaineren,” siger Ib.

    Derfor har han også været ekstra opmærksom på den mad, han har fundet hen over sommeren, og han ser derfor også nu frem til, at det koldere efterår kommer, så maden forholder sig frisk i længere tid udendørs.


Fagbladet anbefaler