Høje knæløft på arbejdet nomineret til arbejdsmiljøpris

Ældreplejen i Københavns Kommune er indstillet til Arbejdsmiljøprisen 2020 for projektet "Træning i Arbejdstiden".  Der er tale om obligatorisk træning, som skal forebygge nedslidning blandt de ansatte.  Jørgen True

Københavns Kommune har gjort træning i arbejdstiden til en pligt for de 6.500 ansatte i ældreplejen. Så nu sidder sosu'er, køkkenpersonale og rengøringsassistenter i squat og ligger i planke sammen med deres kolleger. Den obligatoriske træning skal forebygge nedslidning, og indsatsen er netop indstillet til Arbejdsmiljøprisen 2020.

02. marts 2020

Ondt i ryggen, jag i lænden, skulderproblemer og kvaler med armene. Det er nogle af de velkendte smerter, som rammer medarbejdere i plejesektoren efter års hårdt fysisk arbejde. De samme problemer medvirker til, at mange social- og sundhedsansatte og køkken- og rengøringspersonaler går på efterløn eller pension, så snart alderen tillader det. 
Men arbejdsgivere og borgere vil så gerne, at medarbejderne bliver lidt længere. Der er både brug for og mangel på de varme hænder til det stigende antal ældre. I Københavns Kommune giver man derfor nu alle medarbejdere i ældreplejen tid til at styrke deres fysik i fællesskab og i arbejdstiden:

Læs også: Udskammet efter dokumentar: ’Du arbejder på Nyvang, føj!’

”Nedslidning er et stort problem i plejesektoren. I Københavns Kommune har vi indført obligatorisk Træning i Arbejdstiden for at forebygge nedslidning i håb om, at medarbejdere kan og vil blive længere på arbejdsmarkedet,” siger Vibeke Andersen, arbejdsmiljøkonsulent og projektleder i Arbejdsmiljø København, Københavns Kommune.  

Det er skønt

I 2013 blev træningen indført på de første plejehjem og -enheder, og siden er konceptet rullet ud i hele kommunen. I januar i år var man i mål, så samtlige 42 plejecentre og fem hjemmeplejeenheder og i alt 6.500 medarbejdere nu er omfattet af ordningen.
Stikker man hovedet ind på et hvilket som helst plejehjem eller hjemmepleje-kontor i Københavns Kommune, kan man derfor se grupper af medarbejdere hoppe og springe og strække og bøje. Deriblandt på plejehjemmet Ryholtgaard, hvor den daglige træning er blevet en munter pligt.
”Det er skønt at få et lille afbræk i en travl hverdag og være sammen med alle faggrupper om det. Nu er der gået næsten halvandet år, siden vi begyndte, og træningen har helt klart hjulpet mig. Dels har jeg ikke så mange problemer med min ryg mere, og særligt har det hjulpet min lænd. Og så jeg har fået mere muskelstyrke i armene.” Anna Kvistlund, der er 60 år og social- og sundhedshjælper.

Læs også: Suzanne fik PTSD: Jeg er blevet slået, sparket og forsøgt stranguleret

Hun suppleres af den 51-årige rengøringsassistent Fatima Fallah:
 ”Jeg har tit ondt lidt over det hele, mest i mine skuldre og overarme. Jeg har aldrig trænet eller dyrket motion, så de 10 minutter hver morgen på arbejde er rigtig gode – og vigtige - for min krop. I en af øvelserne løfter vi skuldrene op og rundt, og det er jeg også begyndt at gøre derhjemme. Det gør godt. Men den bedste øvelse er den om fredagen, hvor vi ligger ned og slapper helt af. Det er så dejligt,” siger hun.

De ansatte underviser 

Træningsprogrammerne og de konkrete øvelser er udviklet af Arbejdsmiljø Københavns fysioterapeuter og målrettet medarbejdere med det fysisk hårdeste arbejde – de social- og sundhedsansatte samt rengørings- og køkkenpersonale. 
På de enkelte arbejdspladser er et antal medarbejdere uddannet til at instruere, og arbejdspladsen har selv ansvar for, at minimum 35 minutters træning om ugen passes ind i dagligdagen. Der er frit slag til at fordele træningen på alle ugens dage eller færre, gøre den stående, gående eller liggende og være udendørs eller indendørs. Dog er det et krav, at medarbejderne træner sammen, da undersøgelser dokumenterer, at man får mest ud af det og bedst bevarer motivationen, hvis man er flere om det. Derudover gavner træningen også arbejdsmiljøet ifølge Camilla Norby Larsen, der er forstander på plejehjemmet Ryholtgaard:

Læs også: Cookies på fagbladetfoa.dk

”Det skaber en stærk følelse af arbejdsfællesskab, når vi ser hinanden i nogle sjove situationer. Og så er vores sygefravær også faldet væsentligt,” siger hun.

Gavner især de unge

Københavns Kommune peger desuden på, at træningen gavner medarbejdernes trivsel, psykiske sundhed, søvnkvalitet og følelsen af at være god til sit arbejde. 
Og det tyder på, at medarbejderne generelt er enige. Som forberedelse til træningen havde alle 6.500 medarbejdere en samtale med en fysioterapeut om helbred, træning og motivation. Generelt bød medarbejderne initiativet velkomment og troede på effekten af træningen. Efter at træningen er blevet en del af hverdagen, er deres tiltro til effekten imidlertid blevet større, viser kommunens evaluering. 
Får det så medarbejderne til at blive længere på arbejdsmarkedet? 
”Vi er i gang med en langtidsinvestering. Det er svært at sige, om de medarbejdere, der i dag er 60-65 år, bliver længere. Men vi ved fra mange studier, at træning har stor betydning. Så de unge vil givet få effekt af træningen, få færre fysiske problemer og få lyst til at blive længere på arbejdsmarkedet,” siger Vibeke Andersen. 

Læs også: Quiz: Kan du dit fagblad

Træning i Arbejdstiden er netop blevet nomineret til Arbejdsmiljøprisen 2020, som Arbejdsmiljørådet uddeler 21. april. Projektet er nomineret i kategorien "Muskel- og skeletbesvær".
Arbejdspladser med FOA-medlemmer er nomineret i to andre kategorier. På området "Psykisk arbejdsmiljø" er Medicinske Sygdomme M14, Sygehus Sønderjylland, nomineret. Og i kategorien "Unge og nyansattes arbejdsmiljø" har både Bornholms Sygehus og Fælles Akut Modtagelse, Sygehus Sønderjylland, mulighed for at løbe med arbejdsmiljøprisen, når den uddeles i april måned.