Hjemmepleje tog med til bisættelse - Hun skulle ikke alene herfra

Nu titte til hinanden de favre blomster små,
de muntre fugle kalde på hverandre;
nu alle jordens børn deres øjne opslå,
nu sneglen med hus på ryg vil vandre.

Sådan lyder første vers i 'Nu titte til hinanden'. Den første ud af fire salmer, der blev sunget til en bisættelse i Hviding Kirke ved Ribe i onsdags.

I den hvide kiste prydet med blomster lå en kvinde, som havde lukket øjnene for sidste gang.

Hun var i slutningen af 80’erne, havde ingen pårørende. Men kirken var ikke tom.

På kirkebænken sad ni medarbejdere fra hjemmeplejen, hvor hendes væsen og historie havde sat sine spor.

”Man blev fanget af hendes fortællinger og glimt i øjnene. Hun var en meget særlig kvinde,” fortæller social- og sundhedshjælper Pauline Veltman.

”Hun var uddannet sygeplejerske, men mange ting var ikke gået, som hun havde ønsket. Hun havde aldrig fundet den evige kærlighed eller fået børn, og der havde været meget sygdom i hendes liv.”

Døde ikke alene

I de seneste seks år var Pauline kommet i kvindens hjem. Andre fra hjemmeplejen havde kendt hende i længere tid, og hendes behov for hjælp var med årene taget til. 

Efter jul gik det stærkt, medarbejderne i hjemmeplejen måtte nøde hende til at drikke og spise.

”Hun var blevet meget stille, havde tabt sig meget, og man kunne mærke, at hun var på vej væk herfra,” beskriver Pauline Veltman.

Det eneste ønske, hun havde til sin sidste tid, var at hun skulle være hjemme, så længe som muligt. Et ønske, som hjemmeplejen havde skrevet i deres besøgsbog, og et ønske, som også blev opfyldt.

En mandag aften omkring klokken 19.30, mens to fra hjemmeplejen tilfældigt var i hjemmet, åndede hun ud.

En pakke cigaretter i kisten

Fordi den ældre kvinde ikke havde nogen pårørende, var det kommunen, der skulle stå for hendes bisættelse. Men medarbejderne i hjemmeplejen, mente ikke, at noget skulle overlades til tilfældighederne.

”Alle os, der havde været hos hende, syntes, at hun skulle have en værdig afsked i hendes ånd,” fortæller Pauline Veltman.

De fortalte bedemanden, at hun ønskede sig en bisættelse fra den lokale kirke, og planlæggeren i hjemmeplejen hjalp bedemanden med at lægge hende i kisten.

”Hun røg rigtig meget, så der blev lagt en pakke cigaretter ned i kisten, så hun kan ryge en, der hvor hun er nu,” fortæller Pauline Veltman.

”Hendes kat lå på sengen ved hende, da hun skulle lægges i kisten, og vi fik arrangeret, at Kattens Værn kom og hentede den.”

På detektivjagt

Normalt deltager medarbejderne i Paulines team i hjemmeplejen ikke i en borgers sidste farvel, men med den ældre kvinde var det anderledes.

”De fleste har jo pårørende, og vi havde det ikke godt med, at hun skulle alene herfra. Så vi spurgte, hvem der gerne ville med, og jeg sørgede for at få byttet min vagt, så jeg også kunne deltage,” fortæller hun.

Og så gik Pauline i gang med et mindre detektivarbejde.

I december var der nemlig blevet afleveret en kurv med nogle småkager og en hilsen med et kvindenavn som afsender ved den ældre kvindes hjem.

Via en ihærdig research på Facebook fandt Pauline frem til kvinden og gav hende besked om den ældre kvindes død og datoen for bisættelsen.

En følelse af sammenhold

Udover de ni medarbejder fra hjemmeplejen var et tidligere nabopar, en pensioneret kvinde, som også havde passet den ældre kvinde, og kvinden med kurven med til bisættelsen.

”Jeg fik en lang snak med hende (kvinden med kurven red.) til bisættelsen. Det viste sig, at hun selv havde passet den ældre kvinde under et hospitalsophold, og det havde udviklet sig til et venskab,” fortæller Pauline Veltman.

”Hun fortalte, at hun havde været bekymret for, at hun ikke ville få det at vide, hvis hendes veninde gik bort. Så hun var meget taknemmelig for den omsorg, vi havde givet den ældre kvinde, og den omsorg, vi havde udvist ved at række ud til hende.”

Tilbage sidder Pauline og hendes kollegaer en smuk oplevelse rigere, som har fyldt dem med indtryk.

”Vi har alle en følelse af, at vi har gjort alt det, vi kunne for hende. Jeg er virkelig taknemmelig for at opleve den omsorg, vi i fællesskab viste hende,” fortæller hun.

”Historierne om vores fag handler tit om, hvor travlt vi har og om dårlige arbejdsforhold, men vores job er også fyldt med smukke og fine historier, som også skal fortælles.”