Hanin arbejder på LGBTQ+-plejehjem: “Rummelighed går begge veje”

Privatfoto

Regnbuer, religion og rummelighed er en del af Hanin Ibrahim Ghannams hverdag. Det har både budt på gode oplevelser og enkelte udfordringer.

06. februar

Med hurtige skridt bevæger 30-årige Hanin Ibrahim Ghannam sig gennem gangene på plejehjemmet Slottet. Forbi regnbuestribede figurer, gamle broderede møbler og farverige billeder fra Priden. 

I 13 år har hun arbejdet som social- og sundhedsassistent på stedet. Og selvom hun nærmest kan gangene i søvne, glæder hun sig igen og igen over det job, hun træder ind til hver dag. 

“Jeg føler, at jeg arbejder inden for det mest fantastiske fag. At kunne hjælpe de ældre, der har brug for os. Det er virkelig vigtigt for mig,” siger Hanin Ibrahim Ghannam.

En ny retning

På Slottet er forskellighed en del af hverdagen – både blandt beboerne og personalet. Siden 2015 har stedet været et profilplejehjem med fokus på LGBTQ+. 

Hanin Ibrahim Ghannam var altså med, da plejehjemmet ændrede kurs. Dengang blev medarbejderne kaldt til samtale med stedets ledelse, som introducerede den nye retning og ville sikre sig, at de forstod og købte ind på det. 

“For mig gjorde det ikke den store forskel. Jeg var der jo allerede for at give den bedste støtte og pleje til borgerne. Hvad de tænker og gør, når jeg går ud af døren, det blander jeg mig ikke i,” siger hun. 

Plejehjemmet Slottet blev et LGBTQ+-profilplejehjem i 2015. Det vil sige med særligt fokus på bøsser, lesbiske, biseksuelle og transpersoner+. Cæcilie Dohn Christensen

I et øjeblik holder Hanin Ibrahim Ghannam en pause fra sin talestrøm. Så uddyber hun, hvorfor det netop for hende er vigtigt med plads til forskelle:

“Jeg er muslim og går med tørklæde. På samme måde som jeg regner med at blive respekteret for min tro og min religion, så respekterer jeg jo også andre mennesker. Rummelighed går begge veje,” siger hun og retter diskret på den grå hijab, som omkranser hendes ansigt. 

Har selv mærket skepsis

Det har dog ikke været helt uden udfordringer at bære hovedbeklædningen på plejehjemmet. Hanin Ibrahim Ghannam fortæller, at hun enkelte gange har oplevet, at beboere eller pårørende har været skeptiske over for tørklædet. 

“Jeg har selvfølgelig mødt lidt modstand der. Der er da nogle, der har stillet spørgsmål til og ikke kunnet forstå, hvorfor jeg går med det. Og også været betænkelige ved, at jeg skulle passe dem,” siger social- og sundhedsassistenten og tilføjer: 

“Men jeg tager det ikke personligt. Så handler det jo bare om at finde en vej ind til dem.” 

Det, man giver, ender man på en eller anden måde også med at få igen.

Hanin Ibrahim Ghannam, social- og sundhedsassistent

Efter mange år i faget ved hun, at nogle beboere har brug for lidt tid til at bløde op. Og så må man bare tage det et skridt af gangen, forklarer hun: 

“Det handler om at vise dem, at man er der for at hjælpe. Jo flere gange, de ser, at man faktisk gør en forskel for dem, jo hurtigere bliver deres - eller de pårørendes - skepsis også nedbrudt.” 

Hvad er Slottet?

  • Plejehjemmet blev opført i 1901 og har 111 boliger fordelt på tre afdelinger. 

 

  • Slottet blev LGBT+-profilplejehjem i 2015. Det vil sige, at der er særligt fokus på bøsser, lesbiske, biseksuelle og transpersoner+. 

 

  • Der afholdes arrangementer for LGBT+-beboerne – hver onsdag er der for eksempel netværksarrangementet ’Regnbuestund’, som Slottets LGBT+-koordinator står for. 

 

  • Slottet har stor støtte og mange frivillige fra LGBT+-miljøet.

Den gode samtale

Omkranset af kulturer og regnbueflag kan tankerne let flyve i retning af store identitetspolitiske spørgsmål og debatter. 

Men i sidste ende er det ikke det, der fylder mest i hverdagen, når Hanin Ibrahim Ghannam banker på døren ind til beboernes stuer. 

Her gælder det om at møde dem, præcis hvor de er - og yde den hjælp, der er brug for. Selvom der kan være travlt på afdelingen, forsøger social- og sundhedsassistenten at frigøre små stunder, hvor hun kan sætte sig ned med den enkelte beboer og vende løst og fast. 

“Det kan godt være, at det bare er et par minutter. Men det betyder bare alverden for beboeren. Og for mig,” siger hun og fortsætter: 

“Det, man giver, ender man på en eller anden måde også med at få igen.” 


Fagbladet anbefaler