Hæklede bamser skaber tryghed, når brandvæsenet rykker ud: “Børnene står jo i en traumatisk situation”

Det er frivillige kræfter, der hjælper til med at hækle de små brandmænd og vandmænd, der snart skal med i bilerne, når beredskabet i TrekantBrand rykker ud.
i dag kl. 10.49
Trafikulykker, sammenstyrtninger, hjem i brand. Danmarks kommunale beredskaber rykker ud, når tingene i aller bogstaveligste forstand brænder på.
Folk står ofte i en uvant og ubehagelig situation, når de kommer i nærkontakt med de blå blink og røde brandbiler. Det kan skabe utryghed - især for børn og sårbare voksne, der kan have svært ved helt at forstå, hvad der sker.
Hvis det her kan hjælpe til at gøre det bare en lille smule mere trygt, så er indsatsen det hele værd
Jesper Skrydstrup Sørensen, beredskabsmester
Derfor har TrekantBrand nu sat gang i “Projekt Trøste-brandbamse”, som skal tilbyde netop denne gruppe en trøstende ven, som kan fjerne fokus fra alt det uhyggelige.
Gennem projektet hækler frivillige små bamser, som kan deles ud til børn eller skrøbelige voksne, når brandmændene rykker ud. Og det glæder Jesper Skrydstrup Sørensen, der er beredskabsmester ved TrekantBrand og tilknyttet Station Fredericia.
“Det bliver rigtig dejligt at stå derude og have noget i værktøjskassen til at skabe en mindre ubehagelig oplevelse for de her mennesker,” siger han.

Et nyt værktøj
Tidligere har brandmænd og indsatsledere haft mulighed for at dele små plastikhjelme ud. Men hjelmene kan ikke bruges til indsatser, hvor børn er direkte involveret. Hjelme har på inden måde den beroligende effekt som en blød bamse, mener Jesper Skrydstrup Sørensen.
“Jeg tror, at de her bamser bliver en god måde at skabe kontakt til børnene og starte en samtale om, hvad der er sket - både i situationen, og når de kommer hjem," siger han.
Derfor ser beredskabsmesteren også frem til, at projektet for alvor rulles i gang efter sommerferien.
“De her personer står jo ofte i en meget traumatisk situation. Hvis det her kan hjælpe til at gøre det bare en lille smule mere trygt, så er indsatsen det hele værd," siger han.
Jeg kan mærke, at brandmændene ser frem til at komme i gang
Maria Søgård, kommunikationsmedarbejder
Glæder sig til at komme i gang
Lige nu arbejder de frivillige hæklere på højtryk for at få de mange trøstebamser klar, fortæller Maria Søgård, som er kommunikationsmedarbejder ved TrekantBrand og kvinden bag projektet.
“Vi er så taknemmelige. Det er fedt at mærke, at de her folk har lyst til at gøre en forskel. Det er som om, at lokalsamfundet bare er rykket sammen,” siger hun.

I det hele taget har der ifølge Maria Søgård været en enormt positiv respons på det nye projekt.
“Jeg kan mærke, at brandmændene ser frem til at komme i gang, fordi det giver dem en god og helt konkret måde at få kontakt til de her mennesker på,” siger hun.
Bamserne skal ligge i indsatslederens bil, hvor de vil blive delt ud til de involverede børn og sårbare voksne, når muligheden byder sig under de ofte travle aktioner.
Beredskab Fyn er også gået i gang med at indsamle trøstebamser og skriver på instagram, at de ser frem til at se, hvordan bamserne kan gøre en forskel for de børn, som beredskabet møder i forbindelse med indsatserne på Fyn.