Filmskaber gik i lære i hjemmeplejen:Nu hylder han faget på en helt særlig måde

I Frelle Petersens jakke gemmer sig en diktafon. Den betror filminstruktøren sig til, når ideer dukker op, og han bliver nysgerrig på et emne, personer eller tendenser.

Sådan opstod ideen til hans nyeste film, ’Hjem kære hjem’, også.

Filminstruktøren var gæst hos et ældre ægtepar, som flere gange dagligt fik besøg af hjemmeplejen, og den dag oplevede han noget, der blev indtalt på diktafonen.

"Jeg blev virkelig rørt af den måde, ægteparret tog imod social- og sundhedshjælperen på - nærmest som var hun et familiemedlem. Hun formåede at løse sine opgaver effektivt uden at gå på kompromis med nærvær og menneskelighed," fortæller Frelle Petersen.

Hans fascination af faget førte ham blandt andet til hjemmeplejen i Aabenraa, hvor han samlede sine erfaringer i sin research til den film, han fandt ud af, han ville lave.

I hjemmeplejen blev han oplært og sugede indtryk til sig, da han i over en måned fulgte forskellige social- og sundhedshjælpere i deres arbejde. 

”Filmen er en hyldest til en sektor, som jeg synes fortjener mere anerkendelse i medierne, hos politikerne og i befolkningen generelt,” fortæller han.

Baseret på virkelige hændelser

Efter første arbejdsdag i hjemmeplejen indtalte Frelle Petersen på sin diktafon:

’Husk grønne grøntsagshandsker mod døde hudceller’

På et hjemmebesøg observerede han nemlig en borger, som havde fundet ud af, at grøntsagshandsker var gode til at skrubbe døde hudceller af med. En sjov detalje, som blev til en scene i filmen:

”Mange af de ting, der sker i handlingen, er inspireret af noget, jeg selv har oplevet eller fået fortalt af medarbejderne eller borgere. Det var nemlig vigtigt for mig, at filmen kom så tæt på virkeligheden, som muligt,” fortæller han. 

Udover de sjove detaljer og situationer, som Frelle Petersen fandt sig selv i, var der også nogle af mere alvorlig karakter. Han oplevede for eksempel, hvor sårbart det kan være, når man knytter stærke bånd til sine borgere.

”Jeg begyndte at mærke, at det var svært at slippe arbejdet, når jeg var hjemme. Det gav mig lyst at undersøge, hvad der kan ske, når man opbygger en stærk relation til borgerne. Kan man brænde sig på det?”

Og netop den følelse er blevet et centralt tema i ’Hjem kære hjem’. Med filmen vil han gerne vise, hvordan det egentlig påvirker én, når man knytter et specielt bånd til en ældre - med vished om at man en dag mister dem.

”Jeg blev overvældet over, hvor meget ansvar man har som ansat i hjemmeplejen. Men den største opgave er jo egentlig at få skabt en relation til de mennesker, man passer,” uddyber instruktøren.

Mikroovnsmad

Som arbejdsdagene hos hjemmeplejen skred frem, blev diktafonen fyldt med observationer, som han indtalte til sig selv.

Han lagde for eksempel mærke til en tilbagevendende frustration hos sig selv, og nogle af de social- og sundhedshjælpere, han fulgte: Der var aldrig tid nok.

”Når der var så travlt, og tiden var knap, fik jeg en følelse af, at vi svigtede nogle borgere, fordi vi ikke kunne være der i særlig lang tid. Det var også stressende at føle, at man kunne komme bagud i køreplanen,” fortæller han.

Det er også noget af det, som karaktererne i filmen oplever. Hovedpersonen, Sofie, er frustreret over, at det kun er tilladt at varme mikroovnsmad til borgerne på hjemmebesøg, og at hun ikke må sætte servicet på plads efter opvask. Der er simpelthen ikke tid til det.

”Jeg håber virkelig at filmen sætter gang i en debat om, der skal være bedre vilkår til de ansatte, så de kan udføre deres arbejde med værdighed.”