Efter fire år som pårørende til far med demens: Sabine tager én sætning med sig ind i faget

Sabine Rytzs far hed Torben. Blandt venner og familie blev han kaldt for Batman.

Han var medejer af et cateringfirma, kørende sælger og far til tre piger. Og så husker Sabine ham som verdens bedste far, der altid var til stede.

Derfor undrede det hende også, da hendes far begyndte at glemme aftaler og indkøb af julegaver. Da han en dag ikke længere kunne svare på, hvilken årstid det var. Og da han blev fyret fra sit arbejde, og efterfølgende havde omkring 20 kortvarige ansættelser på ét år.

Lægerne talte i begyndelsen om stress. Men efter et langt udredningsforløb fik Torben diagnoserne frontotemporal demens og Alzheimers. Han var 55 år, og Sabine var 25 år.

Da sygdommen tog til, var Sabine den, der stod tættest på. Hun fik erfaringer, hun tager med sig, når hun snart begynder på social- og sundhedsuddannelsen til februar.

”Jeg prøvede hele tiden at finde løsninger for min far, men jeg fandt ikke nogen løsninger for mig selv. Når jeg skal stå på den anden side af det, vil jeg forsøge at være lige så omsorgsfuld og opmærksom overfor de pårørende som borgerne,” siger Sabine.

Da rollerne blev vendt

Sabines far levede i fire år, efter han fik diagnosen. Han døde i sommeren 2025.

I årene op til blev rollerne gradvist vendt. Torben ringede flere gange dagligt til Sabine, og det blev nærmest som en besættelse for hende, at han altid skulle kunne få fat på hende.

Hun sørgede for, at han havde mad i køleskabet, og det var hende, der kørte frem og tilbage til lægeundersøgelser og konsultationer hos kommunen og jobcenteret. Når han gik hjemmefra og ikke kunne huske vejen tilbage, var det Sabine, der kørte ud for at lede efter ham.

Alt imens hun var ved at uddanne sig til pædagogisk assistent, som hun færdiggjorde i januar 2026.

Efterhånden fik han også hjemmehjælp, men Sabine var fortsat den, der holdt overblikket og samlede trådene i hverdagen. Hun besluttede derfor at flytte fra Vejen til Gram, hvor hendes far boede.

”Jeg skyldte ham det. Jeg har altid kunne regne med ham, så det var min tur til at give tilbage. Generelt har det altid boet i mig, at man skal være noget for nogle andre,” siger hun.

Som den ældste i søskendeflokken blev det også naturligt hende, der tog hovedansvaret. Ikke kun for sin far, men også for sine to søstre. Samtidig blev hun mor til Bertram, der i dag er to år gammel.

”Jeg afvejede hele tiden, hvordan jeg skulle fortælle mine søstre om vores fars tilstand. Jeg ville både passe på dem, men også være ærlig over for dem,” fortæller Sabine.

Den balance savnede hun selv som pårørende i mødet med flere fagpersoner, og det er en tilgang, hun selv vil stræbe efter, når hun en dag er færdiguddannet.

”Jeg vil reflektere over, hvordan man omgås pårørende, og hvordan man informerer dem. Flere forsøgte at opmuntre mig og sagde: ’Det skal nok gå’ - men jeg havde brug for ærlighed og at blive bekræftet i, at det så skidt ud, for det kunne jeg jo selv se,” siger hun.

”Man behøver ikke at pynte på det for at gøre de pårørende glade. Ærlighed er også omsorg.”

Pårørende skal gribes 

Til sidst blev det tydeligt for Sabine, at hendes far ikke længere kunne bo alene, og at det var nødvendigt, at han flyttede på plejehjem.

På det tidspunkt kunne Torben stadig genkende Sabine, men han kunne ikke længere sætte ord på, at hun var hans datter.

”Jeg kunne sænke skuldrene en smule, for jeg vidste, at der var nogle, der havde styr på ham, og at han fik det, han havde brug for, men jeg besøgte ham stadig hver dag,” siger Sabine.

Det var også på plejehjemmet, at hun første gang blev gjort opmærksom på, at hun som pårørende kunne få støtte. En udviklingssygeplejerske fortalte hende om muligheden for at blive tilkoblet en pårørendekoordinator.

”Det hjalp og gav mig rigtig meget, men desværre blev jeg først opmærksom på tilbuddet meget sent i forløbet,” siger hun.

”Den eneste, der blev svigtet, var mig, for jeg havde ikke overskuddet til at opsøge hjælp til mig selv.” 

Efter sin fars død er hun blevet bekendt med flere kommunale tilbud, som hun ikke kendte til dengang.

”Jeg synes, det er vigtigt, at plejepersonale forsøger at gribe pårørende og gøre dem opmærksom på, hvor de kan få ekstra støtte og hjælp,” siger hun.