Dorte er halvt nisse – og elsker fantasi og gode historier

Børnene får et skud fantasi hvert december, når der pludselig vokser en nissehue frem på Dorte Friis Højbergs hoved. Heidi Lundsgaard

Hvert år i november kommer der en rød plet i Dorte Friis Højbergs hovedbund. Den klør og gør ondt. Lidt ligesom en bums, der er på vej. Og den 1. december er der vokset en fin lille nissehue ud. Den sidder fast, men er meget øm, så man må ikke røre ved den. Gør man det, råber hun ”AV”.

20. december 2023

Det kan godt være svært for børnene i SFO’en på Tingløkkeskolen i Odense, hvor Dorte Friis Højberg arbejder som pædagogisk assistent, at lade den være. Især børnene SFO’ens ældste klasser, fordi der faktisk er flere af dem, som er højere end Dorte.

”Jeg er ikke ret høj og har nogle store kinder. Det er, fordi jeg faktisk er halvt nisse,” fortæller Dorte og fortsætter:

”Da jeg var lille, var jeg ude i skoven med min børnehave. Jeg havde lige haft fødselsdag og fået en fin rød jakke og havde en rød hue på. Så faldt jeg ned i nissehullet – og nisserne tog fejl af mig. De troede, jeg var nisse. Så jeg boede en måned nede under jorden hos dem. Siden dengang har jeg været halvt nisse. Og hvert år i november begynder hovedbunden at klø, og 1. december kommer nissehuen pludselig,” fortæller hun.

Børnene spørger hvert år nysgerrigt ind til huen og hendes tid som nisse og leder efter, om de mon kan se et spænde, den sidder fast med eller noget. Men nej. Den sidder helt fast.

Og møder de Dorte hos bageren eller inde i byen i weekenden, er nissehuen der også.

20 år med huen

I mere end 20 år har nissehuen siddet fast på hovedet af Dorte hver december. Til fascination og undren hos hundredvis af børn, som har fulgt med i huens udvikling. Det leder hvert år til diskussioner mellem børnene i forhold til, om det nu også er rigtigt, at hun er en nisse. Nogle tror fuld og fast på fortællingen. Andre er mere skeptiske.

For et par uger siden mødte hun en voksen mand, som genkendte sin gamle ”voksne” fra SFO’en:

”Han var henne og høre, om nissehuen mon kom ud igen i år. Jeg måtte svare, at jeg ikke vidste det, men han kunne jo se efter, om der var noget på vej. Og ganske rigtigt, så kunne han se den røde plet,” fortæller Dorte Friis Højberg.

Sidste år var der en anden ung mand i et fitnesscenter, der i december pludselig råbte: ”Den er der endnu”, da han fik øje på nissehuen på Dortes hoved.

Hun har også oplevet, at forældre til børn, som er gået ud af børnehaven eller SFO’en, er kommet forbi i december for at se, om huen nu også var kommet i år.

Folkeeventyr lærer børnene at overkomme udfordringer

Dorte Friis Højberg elsker fantasi og gode historier. Derfor lever hun sig selv ind i mange historier i årets løb. Hun har også fortællingen om, ”dengang hun var på Månen” eller andre fantastiske oplevelser, hun har haft. Og de bliver altid krydret med noget omkring Dorte, som KAN være rigtigt.

For Dorte er lavere end alle de andre voksne i Tingløkkeskolens SFO. Og hun har runde nissekinder. Så det kan jo være, historien er rigtig.

”Nu hvor jeg er på en skole, bliver jeg ofte spurgt, om det er rigtigt – man må jo ikke lyve – så jeg plejer at sige, at det er et ægte eventyr. Det kan de ikke rigtigt finde ud af at svare på,” smiler hun hemmelighedsfuldt og fortsætter så:

”Det er vigtigt for mig af fylde barnet med eventyr, fordi jeg håber, at jeg hjælper barnet til at forstå, at vi alle gennem livet falder i et hul og oplever svigt, frygt eller angst, men at vi kommer ud på den anden side klogere på os selv og på livet. Jeg tror på, at jo mere jeg fylder på børnene af historier om, at man kan få noget godt ud af det, som er svært – jo bedre bliver de til at håndtere netop det, når de bliver større,” siger hun og fortsætter:

”Jeg kan rigtig godt lide at pirre børnenes nysgerrighed. At udfordre dem og lade dem leve med i fantasiverdenen. For nogle kommer fantasierne let – andre er mere udfordrede i det. Jeg ved, at jeg selv sætter min nissehue fast på hovedet om morgenen. Men helt ærligt, så ved jeg jo ikke, om der findes nisser eller andre fantastiske væsner. Og når vi ikke ved det, skal vi jo passe på naturen, for hvad nu hvis der faktisk bor nisser derude i skoven. Min fortælling minder faktisk rigtig meget om årets julekalender om Valde og skoven.”

Det er også derfor, hun går så meget ind i nisse-tilværelsen, at huen også sidder på hende, når hun er ude og handle, eller hvad hun ellers laver i fritiden. For render hun tilfældigt på et barn fra skolen, skal huen jo være der.

Huen med til eksamen

For 12 år siden tog Dorte Friis Højberg uddannelsen til pædagogisk assistent. Her skulle hun til eksamen i december. Og så måtte huen jo med.

”Vi talte en del om nissehuen til den eksamen. Og hvorfor den var på. De fik også historien om, at jeg er faldet i et hul som barn og har boet en måned nede i nisseboet. Jeg havde ikke regnet med at den fik SÅ meget opmærksomhed til eksamen. Men jeg tror ikke, det trak ned,” griner hun.