Diagnoser følger Laura, men stopper hende ikke: "Det har været en sindssyg hård rejse"

Laura kan bedst lide at have noget i hænderne, når hun sidder stille. I dag har hun en gummiring, som kan krølles sammen og strækkes ud. Hendes foretrukne ting at have imellem fingrene er strikketøj, og lige nu har hun syv projekter i gang på samme tid. 

Vi mødes på en café i Aalborg, og Laura vælger et bord i hjørnet, hvor hun kan sidde med ryggen op ad en væg. På den måde har hun det fulde overblik over alle, der passerer forbi.

Hvis vi havde siddet på et bord midt inde i lokalet, havde følelsen været en anden. 

”Jeg ville ikke kunne koncentrere mig om, hvad du siger, fordi jeg hele tiden ville være opmærksom på, hvad der sker bag mig.” fortæller hun. 

Ved måltider tager Laura altid tre skefulde mad på tallerkenen. Hun lægger sig kun til at sove når klokken er kvart over, halv, kvart i eller hel, og hun kontrollerer altid tre gange, om hoveddøren er låst. Inden hun kan tage bussen mod sin skole EUX Nord i Aalborg, skal hun altid tjekke tre gange, om det er den rigtige afgang.

Hun ved godt, det ikke er rationelt, men tanken om, at ritualerne ikke er fulgt til punkt og prikke, giver hende en ubehagelig følelse i kroppen - så meget at hun faktisk ikke ville kunne tænke på andet hele dagen. 

”Jeg ved egentlig ikke, hvad jeg tænker på, når jeg har tankemylder. Det er som om tankerne blander sig med hinanden, og jeg ikke forstår, hvad de betyder.”

Endelig kom svarene

Når weekenden nærmer sig, tager Laura ikke hjem til sin etværelses lejlighed. I stedet tager hun hen til sine forældre i Nørresundby og overnatter indtil søndag.

Her kan hun koble af og få hjælp til at klare de pligter, hun har svært ved at gøre selv. Det kan for eksempel være indkøb af dagligvarer til den kommende uge. 

”Hvis jeg ikke har noget at stå op til i en weekend, så kan jeg gå totalt død og bare sidde og stirre ud i luften hele dagen. Jeg ved ikke, hvad jeg skal give mig til,” fortæller hun. 

Indtil fornyelig vidste Laura ikke, hvorfor hun i mange år havde svært ved ting, som var nemt for andre. Men i foråret fik hun svar på de spørgsmål, hun i årevis havde forsøgt at besvare.

”Jeg var faktisk utrolig lettet, da jeg fik diagnoserne. Og for at være helt ærlig, er jeg ikke sikker på, at jeg havde været i live i dag, hvis jeg ikke havde fået hjælp.”

Bægeret flød over

4 år og 7 måneder.

Så lang tid tager Lauras uddannelse, som er en social- og sundhedsassistentuddannelse kombineret med en studentereksamen. Til februar står hun med beviset i hånden, der bekræfter, at hun har sejret, og diagnoserne har tabt.

Men vejen hertil har bestemt ikke været nem – nærmest det stikmodsatte.

Så længe Laura kan huske tilbage, har hun kæmpet med sit sind. Det begyndte som en depression, som blev gradvist værre. I mange år var rutinen den samme. Først skole eller arbejde og så sidde på sofaen med en tyngdedyne over sig, fjernsynet tændt og strikketøj i hænderne.

Hendes krop var i live, men mentalt var hun slet ikke til stede. 

En efterårsdag sidste år, indrømmede hun overfor sig selv, at det ikke kunne fortsætte mere. At det hun havde brug for, var professionel hjælp.

”Jeg havde en følelse af ligegyldighed, og at det hele faktisk kunne være fuldstændig lige meget. Og da mine forældre spurgte, hvor længe jeg havde haft det sådan, kunne jeg faktisk ikke huske, at jeg nogensinde ikke havde haft det sådan”, siger hun.

Laura begyndte i udredning i psykiatrien. Samtidig blev hun indkaldt til en bekymringssamtale af skolen om, hvorvidt en sygemelding var nødvendig. Men det havde hun på ingen måde lyst til.

”Jeg vidste, at hvis jeg blev sygemeldt, kom jeg ikke i gang igen – så det var slet ikke en mulighed for mig,” siger hun.

Den professionelle kasket

På Tranders Høje Friplejehjem, hvor Laura er i praktik, tager de imod hende med åbne arme. Her forstår de, hvor svært det er at udøve omsorg for andre, hvis man ikke sætter omsorgen for sig selv først - og på den måde kan de rumme Laura, præcis som hun er.

”Der er stadig dage, hvor jeg vågner og kan mærke, at i dag er hård. Men i stedet for at sygemelde mig, tager jeg på arbejde og er ærlig om, hvordan jeg har det. På den måde kan min leder hjælpe mig med at lave en plan for dagen, som jeg kan være i følelsesmæssigt,” fortæller hun. 

Laura skammer sig ikke over sine diagnoser, og deler gerne ud om sig selv, hvis folk spørger. Og netop den åbenhed, tror hun selv, har fået hende langt.

”Jeg forstår måske mine begrænsninger og mit sind bedre end de flestes, men derfor tænker jeg stadig nogle gange, at jeg godt gad at kunne rumme det samme som andre – for eksempel at tage til fest eller koncert.”

Træt af fordomme

Selvom Laura har sine begrænsninger, er der stadig en fordom om hende, som virkelig kan gå hende på. Og det er når folk antager, at hun ikke er i stand til at være noget for andre. 

”Du kan ikke tage dig af andre mennesker, hvis du har en diagnose. Den har jeg tit hørt. Især når jeg fortæller, at jeg drømmer om at arbejde i børne- og ungdomspsykiatrien.”

”Der er nogen, som kan have svært ved at tro på, hvordan jeg kan have det svært i min hverdag, men stadig fungere på arbejde. Men de forstår ikke, at jeg har min professionelle kasket på, når jeg er på arbejde – og at jeg kan godt skelne mellem private- og professionelle Laura,” fortæller hun.

Selvom hun ikke forestiller sig, at hun i den nærmeste fremtid vil stoppe med at tælle til tre, overnatte hos forældrene i weekenden, have tankemylder eller uro, så er der en ting, hun ved: At det hun allerhelst vil, det er at få lov at være noget for andre.

”Det har været sindssyg hård rejse at nå dertil, hvor jeg er i dag, og jeg håber min historie kan inspirere andre til at tro på, at de er - og kan - meget mere end deres diagnose.”

Hvis du går med svære tanker, kan du søge hjælp på Selvmordsforebyggelse.dk.

Du kan kontakte Livslinien, hvis du har selvmordstanker eller er i anden alvorlig livskrise, eller hvis du er pårørende eller efterladt til selvmord.

Telefonrådgivning: 70 201 201. Den er åben alle årets dage fra klokken 11-05.