Hele byen hjalp til: Demensvenlig wellness forvandler hverdagen på plejehjem

Social- og sundhedshjælperen Mona Christoffersen har kun arbejdet på plejehjemmet Birkebo i seks måneder. Alligevel var hun en af initiativtagerne til at gå rundt i Christiansfeld og finde sponsorater til det nye wellness-rum. Privatfoto

De ansatte på plejehjemmet Birkebo i Christiansfeld har i samarbejde med skolebørn fra den lokale skole skabt et wellness-rum til beboerne.

17. juli

Da social- og sundhedshjælperne Mona Christoffersen og Christina Hedegaard gik rundt til forskellige forretninger i Christiansfeld for at lede efter sponsorater til det nye wellness-rum, var det uden de store forventninger.

Planen var, at de to kollegaer fra Birkebo Plejehjem blandt andet skulle besøge en række frisører, neglebutikker og tøjbutikker i håb om, at nogle havde lyst til at donere ting til beboernes nye wellness-rum.

Der var generelt en fantastisk opbakning fra hele byen

Mona Christoffersen, social- og sundhedshjælper

På turen kom de for eksempel forbi en antikforretning, som donerede en Buddhafigur, en neglesalon, der sponsorerede neglelakker og en tøjbutik, som bidrog med en masse par varme sokker.

Faktisk var de to social- og sundhedshjælpere overraskede over, at de mere end 20 forretninger, de lagde vejen forbi, gav en ting eller to til det nye wellness-rum.

”Jeg stod på et tidspunkt ude foran Flügger-butikken, som havde lukket. Da ejeren hørte, hvad jeg kom for, tog han hen til butikken bare for at åbne for mig, så han kunne sponsorere maling og udstyr. Der var generelt en fantastisk opbakning fra hele byen,” fortæller Mona Christoffersen.

Skolebørn hjalp til

Efter Mona Christoffersens og Christina Hedegaards succesfulde tur i byen for at finde sponsorater, gav de arbejdet videre til 6. klasse-elever på Christiansfeld Skole. 

Plejehjemmet Birkebo og den lokale skole har nemlig et igangværende projekt, som begyndte sidste sommer. Målet med det var at undersøge, hvordan eleverne kunne omsætte deres kreative evner til at berige hverdagen for beboerne på plejehjemmet.

Mens projektet har stået på, har skoleeleverne undervejs fået undervisning i demens og udarbejdet ideer til indretningsprojekter. 

Og en af de idéer var at lave et wellness-rum.

Mere tid med den enkelte

På Mona Christoffersens afdeling er de som regel tre medarbejdere til otte borgere med demens.

Det kan derfor være svært at give alle lige meget opmærksomhed, men det har det nye wellness-rum ændret på.

”Det har åbnet op for mere nærvær og tid med den enkelte borger. Et sted hvor man kan forkæle dem med manicure eller fodbad. Og så får de samtidig følelsen af at komme ud af huset, når plejen ikke kun finder sted i deres egen lejlighed,” siger hun.

Da den sædvanlige frisør forleden kom forbi plejehjemmet Birkebo, fandt klipningen også sted i det nyindrettede rum.

Så måtte borgerne pænt sidde i det nyetablerede venteværelse med en kop kaffe, indtil det bliver deres tur. Præcis ligesom man gør i en rigtig frisørsalon.

”Der er kommet en helt anden ro over beboerne, efter vi har fået vores nye wellness-rum. Jeg ser frem til at bruge det endnu mere.”

Social- og sundhedshjælperen, Christina Hedegaard, lægger neglelak på borgeren, Birgitte, i plejehjemmet Birkebos nye wellness-rum.
Social- og sundhedshjælperen, Christina, lægger neglelak på beboeren, Birgitte, i det nye wellness-rum på plejehjemmet Birkebo. Privatfoto
Det nye wellness-rum på plejehjemmet Birkebo i Christiansfeld.
Ved indvielsen af wellness-rummet fik en af skolebørnene og en beboer æren af at at klippe det røde bånd over. Privatfoto

Fagbladet anbefaler