De mistede kontakten til hinanden – 40 år senere stod Morten og Arne igen på samme dæk
1:15
Vennerne Morten Mørk-Jensen og Arne Lykkebak Poulsens blev sammen uddannede skibsførere i 80’erne. Samtidig skiltes deres veje, men noget uventet mødte de hinanden igen over 40 år senere.
08. januar
For 47 år siden begyndte Morten Mørk-Jensen og Arne Lykkebak Poulsen på Svendborg Navigationsskole, og der fulgtes de ad til de færdiggjorde uddannelsen som skibsfører.
”Faktisk boede vi det sidste år i den samme lejlighed. Vi kom til at kende hinanden rigtig godt,” fortæller Morten Mørk-Jensen.
Men efter uddannelsen sluttede, var det svært at holde fast i venskabet.
Vi snakkede om, at det fandme er som om, vi ikke har været væk fra hinanden
Arne Lykkebak Poulsen, Skibsfører, Sejerøbugtens-færger
”Mortens og min kontakt ryger ligesom ud i vandet”, siger Arne Lykkebak Poulsen.
”Vi tager begge ud på langfart med forskellige rederier, og så mister man hurtigt kontakten,” siger Morten Mørk-Jensen.
Endt samme sted
Selvom kontakten forsvandt mellem de to venner, så har interessen for hinanden fortsat været der.
”Jeg har tit tænkt på, hvad Morten mon gik og lavede,” siger Arne Lykkkebak Poulsen og tilføjer med et smil:
”Jamen han laver jo det samme som mig”.
For efter 40 år møder de hinanden i oktober til faggruppelandsmødet i Nyborg. Her finder de ud af, at de begge to nu sejler danske småøsfærger. Arne Lykkebak Poulsen sejler på Sejerøbugtens-færger og Morten Mørk-Jensen sejler færgen til Endelave.
Og så er de begge to er blevet tillidsrepræsentanter.
”Det var virkelig skægt. Vi snakkede om, at det er som om, vi ikke har været væk fra hinanden”, siger Arne Lykkebak Poulsen.
”Han lignede jo sig selv, han har bare lidt flere rynker,” siger Morten Mørk-Jensen med et let grin.
Tip Fagbladet FOA
Har du en ide eller et tip til en historie Fagbladet FOA skal se nærmere på? Det kan være både positive og kritiske historier om dit arbejde, dit arbejdsliv og dine arbejdsforhold. Du kan trygt kontakte os, vi bruger ikke noget, uden du ved det. Du kan kontakte os på redaktionen@foa.dk
Og nu da kontakten er genoptaget, er der mange ting, der skal snakkes igennem. Både privat og fagligt.
”Jeg tror da helt sikkert, at vi kommer til at bruge hinanden i vores arbejde som tillidsrepræsentanter. Vi står ofte med nogle af de samme problemer,” siger Arne Lykkebak Poulsen.