Dagplejere laver fællessang: Vi vil vise, at dagplejen er unik

Små grupper og samme, kendte voksne. Dagplejen kan noget særligt, og det vil tre dagplejere vise i morgen tidligt, når de byder ind til fællessang.  modelfoto/iStockphoto

Syng med og send billeder ind af dig og dine dagplejebørn, når dagplejere landet over fredag morgen synger fællessang. 

28. maj 2020

”Børnelivet starter livet - Her bli’r meget lært -Vi står klar, og hjælper dem - Med det, der er lidt svært.”

 

Læs også: Dagplejens Dag: Det blev en fest, selv om vi savnede hinanden

Sådan kommer det til at lyde fredag morgen tidligt klokken 9.55, hvis du logger ind på Facebookgruppen ’Det virker i den kommunale dagpleje’, enten for at lytte eller selv at synge med på fællessang som en hyldest til de kommunale dagplejere. 

 

”Vi fik ideen for længe siden, og vi synes, at tiden er helt rigtig nu efter corona, hvor vi alle har gjort en ekstra indsats,” siger Lene Wetche Balslev, dagplejer i Fredericia, der sammen med dagplejerne Tina Greve Jensen og Anita Kirstine Hansen syntes, dagplejere fra hele landet skulle have ekstra opmærksomhed. 

Vi giver tryghed

Derfor fik de komponisten Thomas Høg til at skrive en sang, fik den indspillet - for som Lene Wetche Balslev siger, så er ”vi ikke selv de store sangmus”. Og fredag morgen står Tina Greve Jensen så klar i sin have for at afspille sangen, som trekløveret håber, så mange som muligt selv vil istemme fra deres egne haver rundt omkring i landet. 

 

Læs også: Flere kommuner afviser aftale om dagplejernes coronarengøring

”Vi kan alt det, der står i sangen. Vi er der altid, vi giver tryghed, vi passer folks guld, og vi finder altid en løsning, for vi er nogle selvstændige damer og herrer. Det vil vi gerne vise med sangen i morgen,” siger Lene Wetche Balslev. 

 

Håber, det bliver stort

Med fællessangen vil de tre dagplejere vise omverden, at den kommunale dagpleje er et helt unikt pasningstilbud.

”Vi laver rigtigt mange ting, man ikke altid ser, også fordi vi sjældent bliver omtalt. Det er et lille nært miljø, hvor vi er de samme voksne uanset om det er mandag eller onsdag. Vi knytter særlige bånd til børnene, og vi er fagligt dygtige,” siger Lene Wetche Balslev, der håber, så mange som muligt er med i morgen.

 

Læs også: Børneminister: Dagplejen er uundværlig

"Jeg håber, at så mange som muligt sender billeder ind af sig selv og børnene, så vi kan klippe en lille video sammen til sangen. Og så håber jeg selvfølgelig, at folk synes det er en smaddergod ide og at det bliver stort i morgen,” siger hun.  

 

Hejser flaget

Joan Lindskov, der er næstformand i Pædagogisk Sektor i FOA, synes fællessangen er et fantastisk initiativ.  

”Det er så dejligt at se, at dagplejerne står sammen om det her. Dagplejen er en helt unik pasningsordning, som vi alle skal værne om og sikre, at den har de rigtige arbejdsvilkår,” siger Joan Lindskov og peger på, at børnenes trivsel generelt i dagtilbud under coronaen har profiteret af de små grupper og kendte voksne. 

Og netop det kan og gør dagplejen hver eneste dag, understreger hun. 

 

Læs også: Coronarengøring i dagplejen: Hver anden har overarbejde

”Det er supergodt, at dagplejere gør noget og viser, hvad dagplejen kan og er, hejser flaget og giver den kommunale dagpleje den hyldest, den fortjener.”  

 

Læs mere i facebookgruppen ’Det virker i den kommunale dagpleje’.