Cecilia haster aldrig – heller ikke når hjernen larmer. Sådan har det ikke altid været

Solen er endnu ikke stået op, og frosten ligger på græsset som et skinnende tæppe. Social-og sundhedsassistent Cecilia Lund er mødt ind i hjemmeplejen i Vejle et kvarter, før vagten begynder.

”Der er mange, som har en idé om, at os med ADHD har det med at komme for sent. Jeg har det helt omvendt. Jeg kommer altid i god tid,” fortæller hun. 

Inden morgenmødet begynder klokken syv, tjekker Cecilia dagens køreplan på sin computer.

Hun har lavet genveje til forskellige hjemmesider i browseren, så hun med et enkelt klik kan finde det, hun skal bruge.

Hun har sågar en post-it-seddel klistret til bunden af computerskærmen med teksten: ’Cecilia, husk at slukke mig. Hilsen dig selv’

Ifølge vagtplanen skal Cecilia på otte borgerbesøg i dag. Nogen skal i bad, andre skal have sårpleje eller have medicin. De mange gøremål inden klokken 13, hvor vagten slutter, stresser hende ikke. 

Men sådan har hun ikke altid haft det. 

”Før jeg begyndte på medicinen, kunne jeg hurtig blive overvældet, hvis køreplanen og arbejdsopgaverne ændrede sig i løbet af vagten. En dag knækkede jeg fuldstændig sammen, fordi min hjerne var så meget på overarbejde. Jeg ville så gerne gøre det godt, og pressede mig selv til det yderste.” 

Heldigvis har Cecilia gode kollegaer og ledere, som var der for hende. Siden hun begyndte på medicinen i sommer, har de hjulpet med tilpasninger, som for eksempel at stille et lokale til rådighed, hvor hun kan sidde i fred og ro, når hun skal ordne kontorarbejde. 

Hun har også fået ’hjerne-pauser’ i løbet af arbejdsdagen. Tre gange i løbet af en vagt har hun ti minutter, hvor hun ikke skal andet end bare trække vejret. Det, der fungerer bedst for hende, er at parkere bilen et sted, hvor der er god udsigt. Et sted, hvor hun kan sidde og kigge på landskabet og samle tankerne. 

”Det er vigtigt, at radioen er slukket, og mobilen er lagt væk, når der er hjerne-pauser. Ellers bliver jeg overstimuleret og træt.”

”Vi behøver ikke skynde os.” 

De første besøg på vagten overholder tidsplanen. Ind imellem plejeopgaverne er der også tid til snak med borgerne. Cecilia hører historien om tipoldebarnets barnedåb, politikeren som vil have vindmøllemarker, og om huset, som et ægtepar har opfostret deres børn i. 

Men ved et hjemmebesøg ligger en borger stadig i sengen. Han har fået det dårligt og har kastet op over natten. Cecilia står nu overfor flere opgaver end det, der stod på køreplanen, og som hun har sat tid af til. 

Hun får borgeren ud på badeværelset og tager det beskidte tøj af ham. Mens han vasker sig med en klud, får hun skiftet sengetøjet og vasket gulvet ved siden af sengen.

”Jeg har alt tid i verden. Vi behøver ikke skynde os,” siger hun til ham, efter han er blevet vasket og lagt i seng igen.

Det er til trods for, at tidsplanen er skredet.

Hun går ud i køkkenet og smører et stykke brød med smør og tager en Arla Cultura fra køleskabet. Det er vigtigt, at han får lidt i maven i forbindelse med indtagelsen af sin medicin.

I begyndelsen af besøget måler Cecilia borgerens blodtryk, puls og iltmætning i blodet. Tallene ser normale ud, men hun kan ikke lide, at han skal være alene, når han har det skidt. 

”Jeg har talt i telefon med din datter, og hun kommer forbi i løbet af dagen” siger hun til ham. 

”Tak,” mumler han. ”Kan du sætte vasketøjet over, inden du går?”

”Jeg har desværre ikke mere tid. Men jeg har lagt det klar til din datter, når hun kommer. God bedring og få sovet lidt. Ring endelig, hvis der er det mindste,” siger Cecilia som det sidste, inden hun går.

Ude i bilen viser klokken 11.07. Frokostpausen begyndte klokken 11, og det tager ti minutter at køre hjem til hjemmeplejens hovedkvarter.

Hun ringer til planlæggeren og forklarer, at hun er gået over tid, og derfor ikke har nået den sidste borger inden frokost. 

”Det løser vi. Kom tilbage hertil og få noget at spise,” svarer planlæggeren.

Cecilia er lettet.

Det handler om fleksibilitet, viden og inklusion

Det behøver ikke være en hemmelighed at have en diagnose. Sådan er det dog langt fra alle steder.

Tidligere har Fagbladet FOA kunnet fortælle, at en rundspørge til alle lokale fagforeninger viste, at mange arbejdspladser ikke er gode nok til at håndtere mennesker, som har diagnoser.

Erhvervspsykolog og udviklingsdirektør i NECTO, Yun Ladegaard, har fulgt mange arbejdspladser, hvor udfordringen er størst. Hun fremhæver tre ting, som er med til at fastholde medarbejdere – også dem med psykiatriske diagnoser.

En krøllet hjerne

Tilbage på hjemmeplejens hovedkvarter har Cecilia lige spist frokost. En af hendes kollegaer har overtaget den sidste borger fra hendes køreliste, da hun kom bagud. 

Nu kører Cecilia afsted mod de sidste to borgere, inden hun skal tilbage igen og dokumentere alt det, der er blevet gjort på dagens vagt.

 Hun reflekterer over den uforudsete situation med borgeren, som havde kastet op.

”I mit hoved kunne jeg godt se, hvilke opgaver der skulle gøres - for eksempel at han skulle vaskes, og sengetøjet skulle skiftes. Men jeg havde svært ved at prioritere rækkefølgen, det skulle gøres i. Min ADHD-hjerne vil gerne løse alle opgaverne på samme tid, og finder det hele lige vigtigt. I sådanne situationer øver jeg mig i stoppe op og tænke en ekstra gang, inden jeg handler,” fortæller hun. 

Det forlængede besøg gjorde da også, at hun ikke fik de hjerne-pauser, som er lagt ind i køreplanen.  Men det gør ikke så meget, for i dag har hun håndteret en situation, som tidligere ville have slået hende helt ud af kurs. Og det i sig selv er en kæmpe sejr.

”Min diagnose er ikke en undskyldning, men en del af mig som jeg ikke ville være foruden. Den gør, at jeg kan tænke, se og handle på måder som ingen andre, og det er takket være min krøllede hjerne,” siger hun.