Brandmanden Sabrina faldt om på landsdækkende TV - da hun kom hjem, traf hun en vigtig beslutning

Sabrina Flyckt Kuhre endte i brandmandsfaget ved en tilfældighed. I dag elsker hun jobbet og de fysiske udfordringer, der følger med.
i dag kl. 10.20
Sabrina Flyckt Kuhre kunne mærke syren i armene. Under den drivvåde camouflageuniform gjorde kroppen ondt, mens en instruktør beordrede hende til at dække sig selv med sand. Alle steder.
Til daglig er Sabrina brandmand, men de seneste mandage har hun indtaget danskernes TV-skærme i en noget anden uniform i programmet ‘Korpset’ på TV 2. Et program, hvor 14 aspiranterne skal igennem Jægerkorpsets træningsprogram for elitesoldater.
“Jeg havde brug for at ryste posen lidt og prøve noget nyt,” siger Sabrina og fortsætter:
“Det var vanvittigt hårdt både fysisk og mentalt. Jeg fik virkelig rykket nogle grænser, fordi jeg også måtte sluge min stolthed og gøre ting, som jeg ikke var god til.”

Hun er vant til at bruge sin krop i jobbet som brandmand og elsker at presse sig selv til at yde sit ypperste. Det har både bragt hende store sejre og et alvorligt møde med muren.
Armlægning med drengene
Egentlig kom Sabrina ind i faget ved en tilfældighed. Sammen med sin mand ejer hun et træningscenter, og da det under corona måtte lukke ned, stod de i stedet for at træne en gruppe lokale brandmænd.
De nævnte for parret, at stationen manglede folk, og selvom Sabrina med sine 160 centimeter ikke var selvskrevet til beredskabet, sprang hun til.
Hun blev straks bidt af den verden, der åbnede sig, da hun iklædte sig uniformen.
“Det var en helt ny og meget praktisk måde at bruge min krop på, mens fagligheden bare var i top. Og så er det jo en fantastisk følelse at kunne være med til at gøre en forskel og faktisk redde liv,” fortæller Sabrina.

Samtidig åbnede det nye job for en hel række fysiske prøvelser, som passede godt hendes behov for at bruge kroppen. En drivkraft, som har fulgt hende siden barnsben, hvor hun hellere ville lege vildt og lægge arm med drengene til idræt end at være med på pigernes dansehold.
“Det har altid givet mig et lille kick at kunne give dem kamp til stregen," fortæller Sabrina.
Samme følelse skyllede ind over hende, da hun i 2024 som den eneste danske kvinde gennemførte den internationale brandsmandskonkurrence World’s Toughest Firefighter Alive.

Men selvom Sabrina formår at presse sig selv til et stadie, som de færreste mennesker kender til, har hun også mødt muren i sin fysiske formåen.
Nederlaget, der gav blod på tanden
Det oplevede hun blandt andet, da hun satte sig for at blive kredsløbsrøgdykker. En særlig eliteuddannelse, hvor man kan klare ekstra hårde og lange brandmandsindsatser.
Her kæmpede hun sig gennem fysiske tests og slæbte rundt på tunge iltapparater med en maske om ansigtet. Men på sidstedagen af det lange forløb, blev hun taget ud.
“Det var helt ekstremt hårdt, og jeg kunne ikke følge med til sidst. Det var sådan en bitter følelse,” fortæller Sabrina.
Det var uvant for hende, at kroppen svigtede. Men det er en del af risikoen, når man bevæger sig ud, hvor man ikke kan bunde. Det samme gjorde sig også gældende i ‘Korpset’.

Efter flere dage med ekstreme prøvelser gav hendes krop op. Hun kollapsede i en vejkant, og danskerne kunne se med, mens hun med galoperende puls og rystende hænder måtte afgive sit nummer og forlade programmet.
I første omgang oplevede hun en voldsom følelse af skuffelse. Men på bagkant har hun også lært noget af oplevelsen, fortæller hun:
“For mig er det vigtigste at turde tage en udfordring op. Det er okay ikke at gennemføre alt eller at gøre det perfekt hele vejen. Men det skal ikke afholde mig fra at prøve.”
At rejse sig fra asken
Faktisk gav oplevelsen hende endnu mere blod på tanden, og hun traf en vigtig beslutning. Det var nu, hun skulle gennemføre kredsløbsrøgdykker-uddannelsen.
“Min deltagelse i ‘Kropset’ gjorde, at jeg lige fik den sidste tro på mig selv. Jeg tænkte: “Fuck om jeg skal gøre det to gange, så længe jeg gennemfører,” fortæller Sabrina og fortsætter:
“Ja, og så gik det bare pissegodt, og jeg kom igennem forløbet.”

Hvad der begyndte som et nederlag var blevet vendt til en enorm sejr og en prestigefyldt titel til CV’et.
“Hvis man ikke klarer den i første omgang, må man bare hjem og træne endnu hårdere," siger hun med en lille grin.
Sabrina håber, at hendes historie kan få flere kvinder til at bevæge sig ind i brandmandsfaget. Lige meget om de søger ultimative fysiske udfordringer eller ønsker at bruge deres krop og gøre en forskel, når tingene brænder på.
“Jeg kender mange seje kvinder, der ville passe godt i jobbet. Og så tror jeg, at vi kan bidrage med et nyt perspektiv og et køligt overblik, der er guld værd i faget, siger Sabrina.