Andy kender alle, og alle kender Andy:”Jeg har aldrig mødt så flink en mand”
2:01
Andy Nabiri elsker arbejdet på plejehjem. Nu håber han at inspirere andre til at vælge samme vej.
02. juni
Der er cykelløb i fjernsynet. Kommentatorernes stemmer fylder den lille stue hos 85-årige Karen Olsen på plejehjemmet Smedegården.
Fra sin lænestol nyder hun at følge med i cykelsport, især nu hvor danskerne gør det så godt.
Vi kan altid komme til ham med alle problemer
Karen Olsen, 85-årig plejehjemsbeboer
Døren går op.
”Hej Karen,” siger Andy og træder ind.
Karen drejer hovedet. Nu er det ikke længere rytterne, der har hendes opmærksomhed.
”Jeg har aldrig mødt så flink en mand som ham. Vi kan altid komme til ham med alle problemer,” siger hun om Andy.
Vil vise fagets positive sider
Andy med efternavnet Nabiri har arbejdet på Smedegården, siden han blev færdiguddannet social- og sundhedsassistent for to år siden. I øvrigt med årgangens højeste gennemsnit og et 12-tal i huen.
Se video med Andy fra 2022
Som elev kontaktede han for fire år siden Fagbladet FOA for at vise, at ældreplejen er meget mere end dårlige historier. Nu har han på ny rakt ud for at vise den forskel, som plejepersonalet gør.
Med hurtige skridt bevæger Andy sig ned ad Smedegårdens lange gange. Han kan lide at være effektiv, men har ikke mere travlt, end der er tid til at smile og hilse på alle. Både borgere, kolleger og pårørende.
”Det har været en travl, men god dag,” fortæller han.
Når glæden kommer indefra, er det svært ikke at smile
Andy Nabiri, social- og sundhedsassistent
Smedegården i det østlige Aalborg er et større plejehjem med seks afdelinger og sammenlagt 72 lejligheder. Andy kender de fleste borgere og deres pårørende.
”Jeg arbejder i blandede vagter, så jeg har både dag- aften- og nattevagter på alle seks afdelinger. På den måde lærer jeg beboerne at kende på alle døgnets tidspunkter, så jeg føler mig aldrig fremmed for dem. Jeg lærer også deres pårørende at kende,” siger han.
Er blevet kaldt 'smiley'
Privat bor Andy sammen med sin kone og to børn. Fra deres hoveddør er der bare 250 meter til plejehjemmets hovedindgang.
Han bliver ofte spurgt, om han kan tage en ekstra vagt ved sygdom. Det gør han gerne. De seneste fire måneder har han haft i omegnen af 50 overarbejdstimer.
”Jeg synes ikke, at det er hårdt. Det handler om planlægning. Og så længe vi hjælpes ad på arbejdet, og der er sparring med både kolleger og ledelse, så fortsætter det gode samarbejde. Og så er der ikke rigtig noget, der bliver svært.”

Andy ved godt, at han nok er mere positiv end de fleste. Tidligere kolleger har da også kaldt ham ’smiley’.
”De har ikke ment noget dårligt med det. Og når glæden kommer indefra, er det svært ikke at smile.”
”Tit og ofte kan folk da også undre sig over, at jeg ikke bliver træt. Men det gør jeg så også. Men jeg er glad for mine opgaver, og det gør det til en positiv oplevelse at komme på arbejde,” siger han.
Håber at inspirere andre
Andy har været vidt omkring i sit liv. Cv’et tæller arbejde som blandt andet sømand, tjener og bartender.
Det var hans kone, som også arbejder i ældreplejen, og flere venner, som anbefalede ham at give social- og sundhedsfaget en chance. Og det var det ”helt rigtige valg”, siger Andy.
”Jeg føler, at jeg gør andres hverdag bedre og lettere. De er smilende, taknemmelige og glæder sig til, at man kommer igen. Det styrker mig i, at jeg gør det rigtige, og at jeg er på den helt rette hylde.”
Den første video, som Fagbladet FOA lavede med ham, er blevet brugt i undervisningen på SOSU Nord, fortæller Andy. Han håber at kunne inspirere folk til at vælge uddannelsen.
”Hvis du brænder for at gøre en forskel for andre, skal du virkelig give det en chance. Det er en fantastisk følelse at komme hjem med,” siger han.

Viste sig at være alt andet end overlegen
Tilbage i Karens lejlighed tilbyder Andy en is. Det er en varm dag, men Karen har allerede fået is tidligere på dagen, så hun takker i stedet ja til et glas saftevand.
Hendes søster Else bor også på plejehjemmet, fortæller hun.
”Min søster er også glad for ham. Ligeså glad som jeg. Når han ikke er ved hende, så spørger hun, hvor han er henne. Men han har jo kun to arme. Han kan kun være et sted ad gangen,” siger Karen.
Den 85-årige kvinde afslører, at hun i begyndelsen var en smule forbeholden omkring Andy.
”Jeg tænkte, at ham skulle jeg holde mig fra. ’Han er vist lidt overlegen’, sagde jeg til min søster. Det overhørte Andy, og så vendte han sig om og sagde: ’Jeg er ikke spor overlegen, jeg er ganske normal, og I kan altid komme til mig.’”
”Og det har jeg så gjort lige siden,” tilføjer Karen.