Årets Sundhedsdebattør om psykiatrien: ”Jeg håber, at der bliver gjort noget nu”

Borderline, ADHD, autisme, Aspergers, depression, skizoaffektiv ...

Anna Juul er blevet diagnosticeret med dem alle – og flere til. Fuld plade kalder hun det selv. Men nu, efter omkring 5 år, der er foregået inde og ude af psykiatrien, er hun, af en privat praktiserende psykiater, blevet diagnosticeret med en bipolær lidelse. En lidelse, som har ligget til grund for de psykoser, hun har haft.

Takket være psykiatrien er hun blevet bedre til at forholde sig til og leve med sin sygdom, men undervejs oplevede hun også en institution, hvor hun blev sat side om side med alle slags diagnoser i alle sværhedsgrader, hos et personale, der skulle navigere mellem alt dette.

Noget, hun tror, gør det sværere som ansat at hjælpe de mennesker, der er indlagt i psykiatrien.

”De ansatte går ind til nogle, der har brug for forskellig slags pleje. Og så skal man have mange hatte på,” siger hun.

Efter det, hun oplevede, mener hun derfor, at prisen som Årets Sundhedsdebattør også er en pris til psykiatriområdet, som selv har hårdt brug for hjælp.

En stemme

Anna Juul er forfatter til bøgerne ’Penge & Bacon’ og ’Superskurk’, hvor hun med humor, råhed, ærlighed og personlige erfaringer sætter fokus på det, der hører til livet med psykisk sygdom. For det kender hun til.

Og hun kender psykiatrien og dens indretning.

Nu er Anna Juul på Folkemødet på Bornholm blevet anerkendt for at være en stemme i psykiatrien. En, der selv har været derinde, fra hun som 18-årig gjorde sit første bekendtskab med psykiatrien og oplevede en institution, der havde – og stadig har – svært ved at løfte den opgave, den er lavet til.

Hun er en stemme, der ved, hvad der foregår bag facaden. Og hun bruger sin platform og sine skrivefærdigheder til at sætte ild til debatten. For det er der brug for, og det er ikke noget, der er slut, bare fordi hun har vundet en pris. Tværtimod. Det er nu, at det forpligter, håber hun.

For glemslen af psykiatrien har stået på for længe. Noget hun igen lagde mærke til, da kræftskandalen i Aarhus rullede. Efter et øjeblik var der en akutpakke – noget, hun selvfølgelig også mener, er godt. Men sammenlignet med det sår, der har blødt fra psykiatrien de sidste årtier, forarger det også.

”Skiftende regeringer har de sidste 25 år råbt op om, at der skulle gøres noget ved psykiatrien, og da det for nyligt kom, var det med færre midler, end de fagprofessionelle havde efterspurgt. Så det er ikke nok til at rette op på det.”

En del af systemet

Men med den ressourcestærke baggrund, hun kommer fra, er hun også sikker på, at hendes liv havde set helt anderledes ud, hvis hun ikke havde haft muligheden for at få behandling hos en privat klinik.

For modsat den lange ventetid der er hos det offentlige, blev hun i det private mødt med det samme – af psykiatere og psykologer, der havde tid til at sætte sig og snakke med hende og kommunikere sammen for fælles at kunne forstå hende.

Samtale var noget af det, der virkelig fik betydning for Anna. For det var gennem samtale, at hun første gang mærkede, at der skete noget. Det var ikke noget, hun oplevede meget af, da hun opholdt sig i det offentlige. Det var primært præget af 15 minutters samtaler hver anden måned, som handlede om hendes medicin. Om den virkede, eller om hun skulle have noget andet.

Men da der en dag var en, der havde tid til for alvor at tale med hende, mærkede hun forskellen. Det var en samtale med en sygeplejerske.

”Hun havde empati og tid. Det var hende, der sagde, at jeg skulle fortælle mine forældre, at jeg lavede selvskade. At det ville gøre det lettere. Og hun sagde til mig, at jeg skulle prøve at kigge på alt det, der fungerede for mig.”

Anna Juul endte med at få hjælp både i det offentlige og det private. Og det var hjælp på forskellige måder, de to institutioner gav hende. Men den hjælp, hun fik, er ikke en mulighed alle har. Hvilket er endnu en grund til, at der fortsat skal tales om emnet, mener hun.

Og det gør hun gerne. For Anna Juul er glad for sin rolle i debatten. En rolle, det egentlig ikke var en plan, at hun skulle påtage sig.

”En dag tænkte jeg, at jeg havde en platform, erfaringer og indsigt, og det kunne jeg lige så godt bruge. At folk så vil invitere mig ind i debatten, må betyde at min måde at snakke om det kan noget. Det er rart, at der er plads til en som mig i debatten,” siger hun.

Derfor var hun også rørt, da hun modtog prisen. Og kort efter var hun igen klar til at genoptage debatten i Danske Regioners telt. For spørgsmålet om økonomi manglede at blive italesat og hænger uløseligt sammen med løsningen. Og når man hylder hende for at være god til at italesætte problemet og samtidig siger, at der er lagt penge til side, forventer hun også handling.

”Jeg håber, at der bliver gjort noget nu,” siger hun.