Teknisk serviceleder om afskaffelse af skolemælk: Mere end bare mælk

Det tekniske servicepersonale på skolerne bruger mellem en halv og en hel time på mælkeordningen. På nogle skoler henter eleverne selv mælken i et køleskab. På Rødkilde Skole bruger Flemming Werther og hans kolleger cirka én time om dagen på først at sortere og derefter dele mælken ud. Jørgen True

Københavns Kommune kan ikke afskaffe skolemælksordningen, uden at det går ud over børnenes sundhed, kontakten til kolleger for det tekniske personale og den bogligt udfordrede dreng, som hjælper til med uddelingen, mener teknisk ejendomsserviceleder, Flemming Werther.

20. april 2023

Skolemælksordningen er mere end bare mælk. Det er også en pædagogisk opgave,

som kan hjælpe de bogligt udfordrede elever – og desuden en slags ’kontortid’ for

det tekniske servicepersonale, som kan koordinere med kolleger og håndværkere.

Derudover er det et skub i retning af et sundere valg end sodavand og saft for skolens børn.

Det mener teknisk ejendomsserviceleder Flemming Werther, som ærgrer sig over, at skolemælksordningen snart er fortid i Københavns Kommune.

Vild med praktisk arbejde

Når tørstige elever kommer rendende efter deres kvarte liter mælk i frokostpausen, står Flemming eller hans tekniske servicemedarbejderkollega for at dele mælken ud. Én gang om ugen får de hjælp af en dreng fra 1. klasse, som har det svært med det faglige i skolen.

”Han er vild med praktisk arbejde. Han har en kæmpe succesoplevelse ved at dele mælken ud til alle klasserne, der kommer forbi. Stoltheden nærmest lyser ud af ham,” siger Flemming Werther.

Selv står Flemming eller hans kollega altid til rådighed ved siden af uddelingen og pumper bolde, deler skraldeposer og servietter ud eller tager imod og adviserer håndværkere. På det tidspunkt af dagen ved alle kolleger også, hvor de kan finde det tekniske personale, hvis der er brug for deres hjælp.

”Så det er mere komplekst end bare mælk, for faktum er, at den time, vi bruger på mælken, ikke kun bliver brugt til sortering og udlevering,” siger Flemming Werther.

Sammen med flere andre tekniske serviceansatte i Københavns Kommune har

han sendt et brev til forvaltningen, hvor de forklarer, hvorfor afskaffelsen af skolemælk er en dårlig plan. Desuden mener han ikke, det er sikkert, børnene erstatter mælk med vand, som kommunen håber.

”Jeg vil ikke gøre mig klog på, hvor meget mælk børn skal have. Men når de ikke drikker mælk, drikker de noget andet. Og man kan håbe, at det er vand, men det er jo ikke sikkert,” siger han.

Læs også: Kommune vil spare skolemælk væk – det rammer det tekniske personale

Vil ikke gå ned i løn

Besparelsen for skolemælksordningen kommer fra budgettet til det tekniske

servicepersonale, som bliver beskåret. Men hvordan det reelt skal udmøntes på Rødkilde Skole, har Flemming Werther ikke fået noget at vide om endnu.

”Jeg er rigtig glad for at arbejde på den her skole, og det er min tekniske medarbejder også, men der er ikke nogen af os, der har lyst til at gå ned i løn, fordi kommunen skal spare penge,” siger han.

”Vi har over 800 mennesker, der kommer og går i vores bygninger hver dag, og vi har masser af arbejdsopgaver. Det gør ikke den store forskel for mængden af vores arbejdsopgaver, om mælken forsvinder.”