Strakspåbud til corona-afsnit på hospital efter dødsfald
Lungemedicinsk afdeling på Bispebjerg Hospital har fået et strakspåbud fra Arbejdstilsynet. Det var her en 36-årig social- og sundhedsassistent, der døde af coronavirus, var ansat. I påbuddet står der, at der ikke er truffet effektive foranstaltninger for at beskytte de ansatte mod smittefare.
17. juni 2020
Da 36-årige social- og sundhedsassistent Dennis Sørensen døde af coronavirus i april, var han ansat på et corona-afsnit på Bispebjerg Hospital.
Dengang lød det fra Anne Jastrup, der er direktør på hospitalet, at alle retningslinjer var blevet fulgt, og at personalet var så godt beskyttet mod smitte, som det kunne lade sig gøre.
Siden da har Arbejdstilsynet været på besøg for at undersøge sagen, og det har ført til, at afsnittet har fået to strakspåbud.
I afgørelsen fra Arbejdstilsynet står der, at det skyldes, at der ikke var truffet effektive foranstaltninger for at beskytte de ansatte mod coronasmitte, og fordi der ikke blev ført effektivt tilsyn med, at arbejdet blev udført sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt.
I påbuddene står det også, at over 60 procent af de fastansatte medarbejdere på afsnittet har været smittet med coronavirus. Påbuddene fra Arbejdstilsynet er blevet påklaget af Bispebjerg Hospital.
”Selvom man fra ledelsens side har meldt ud, at man har taget smittefaren alvorligt, så tyder det her på, at det har man ikke. Når Arbejdstilsynet nu har givet påbud, kan ledelsen være uenig og klage, men hvis den ikke forholder sig til det, der er givet påbud omkring, så er det helt galt,” siger Jens Nielsen, der er forbundssekretær i FOA.
Man har sovet i timen
I påbuddene fra Arbejdstilsynet bliver der lagt vægt på, at de ansatte færdes tæt blandt hinanden og blandt mange andre kolleger uden for isolationsstuerne uden brug af værnemidler. Desuden er opgaven med at sikre, at arbejdet udføres på en sundhedsmæssigt fuldt forsvarlig måde, ikke blevet løst godt nok af ledelsen.
”Vi fandt tidligt ud af, at man med coronavirus kan være smittebærer uden symptomer, og når man har den viden, skal man tilrettelægge arbejdet efter det. Det er ikke så svært, synes jeg, så det tyder på, at man har sovet i timen,” siger forbundssekretær i FOA Jens Nielsen.
Han håber, at man i fremtiden i det mindste kan tage noget læring med fra situationen på Bispebjerg Hospital.
”Man har ventet, til skaden er sket, og det må ikke gentage sig. Hvis der kommer en bølge to, skal man agere på, at alle potentielt kan være smittede, og så reagere derefter. Indsatsen for at forebygge smitte blandt medarbejdere og patienter skal tages alvorligt, når vi har med så lumsk en sygdom at gøre,” siger Jens Nielsen.
De nødvendige foranstaltninger var truffet
Anne Jastrup, der er direktør for Bispebjerg Hospital, skriver i en mail til Fagbladet FOA, at man med en række tiltag, der allerede var iværksat på tidspunktet for Arbejdstilsynets besøg, havde truffet de nødvendige foranstaltninger i forhold til sundhedsmyndighedernes retningslinjer. Hospitalet har derfor klaget over påbuddene.Hun skriver derudover, at man på afsnittet fulgte de gældende retningslinjer, da social- og sundhedsassistenten Dennis Sørensen blev smittet, og at man løbende har fulgt nye retningslinjer og tilpasset de interne arbejdsgange.
Du kan se Anne Jastrups svar i faktaboksen herunder.