Store bededag er sløjfet. Hvad så nu?

Alle 474.129 underskrifter, som var givet d. 23. februar, er blevet samlet i bogform og udstillet på Arbejdermuseet i København. Malte Kristiansen

Tirsdag i denne uge afskaffede et flertal i Folketinget så endeligt store bededag. Men hvordan bliver du kompenseret, når loven træder i kraft? Og risikerer vi, at flere helligdage bliver fjernet? Få svar her.

Opdateret 03. marts 2023

Trods massiv modstand fra befolkningen, Folkekirken, FOA og resten af fagbevægelsen stemte Folketinget tirsdag igennem, at store bededags status som helligdag fjernes fra 2024.

Dermed er 5. maj i år den sidste store bededag nogensinde, og fremover vil den fjerde fredag efter påske være en normal arbejdsdag. 

Men hvad så nu? Hvad betyder det for dig som offentligt ansat? Fagbladet FOA har samlet svarene på en række spørgsmål.

  1. 1

    Ryger mine helligdagstillæg?

    Fordi store bededag bliver en normal arbejdsdag, får man ikke længere helligdagstillæg, hvis man arbejder på dagen.

    Ifølge FOAs beregninger kommer det til at koste social- og sundhedshjælpere og -assistenter, pædagoger med flere i regioner og kommuner 40,12 millioner kroner i genetillæg om året i alt.

    Mona Striib, formand for FOA, vil kæmpe for, at de penge, der spares på, at der ikke længere skal udbetales genetillæg på store bededag, skal overføres til overenskomstforhandlingerne 2024.

  2. 2

    Er det afklaret, hvordan jeg bliver kompenseret?

    Medarbejdere med en fast månedsløn stiger 0,45 procent i løn.
    Den ekstra løn skal udbetales som et særligt løntillæg enten to gange om året eller med den almindelige månedsløn.
    De 0,45 procent svarer til én ekstra arbejdsdag om året, vurderer regeringen i lovforslaget. Det er beregnet ud fra, at et normalt arbejdsår har 222 arbejdsdage.
  3. 3

    Skal vi til folkeafstemning om store bededag?

    Nej.

    Det kræver 60 mandater i Folketinget at sende spørgsmålet til folkeafstemning, og selvom både Enhedslisten, Dansk Folkeparti, Nye Borgerlige, Danmarksdemokraterne og Alternativet ønskede en folkeafstemning, var der altså ikke mandater nok.

  4. 4

    Kan store bededag vende tilbage?

    I princippet kan store bededag genindføres, hvis der bliver flertal for det i Folketinget, og det bliver stemt igennem. Men selvom flere partier var imod afskaffelsen, er det ikke alle, der vil genindføre store bededag, hvis de får magten til det.

    Hverken Konservative, Danmarksdemokraterne eller SF vil, selvom de var modstandere af fjernelsen, garantere, at de vil genindføre helligdagen, hvis de skulle få muligheden for det.

    ”Det er umuligt at sige. Vi har ikke gjort op endnu, hvad vi går til valg på om tre år,” siger beskæftigelses- og arbejdsmarkedsordfører Karsten Hønge (SF) til Fagbladet 3F.
    ”Vi prioriterer frihed, fritid og et samfund, hvor vi får mere ro. Men når regeringen ser stort på trepartsaftaler og hugger en fridag uden at inddrage arbejdsmarkedets parter, skal vi – hvis vi en dag får chancen – ikke bare gøre det samme og genindføre store bededag,” siger han.
  5. 5

    Må min arbejdsplads fortsat give fri på store bededag?

    I Borgerrepræsentationen i Københavns Kommune er der enighed om, at man vil sætte en undersøgelse i gang, der skal vurdere, om kommunen må give ansatte og skolebørn fri på store bededag i fremtiden.

    Det skriver TV 2 Kosmopol


    Men det er ikke sikkert, det er lovligt for en kommune at trumfe Folketingets beslutninger, siger kommunalforsker Roger Buch.

    ”Der er en grundpræmis om, at byråd og borgerrepræsentationer ikke må blande sig i landspolitik, så det første, forvaltningen skal se på, er, om det overhovedet er lovligt.”
  6. 6

    Risikerer vi, at flere helligdage bliver afskaffet?

    Statsminister Mette Frederiksen (S) afviser, at regeringen ønsker at sløjfe flere helligdage.

    ”Vi har ikke nogen planer, hverken aktuelt eller langsigtet, om at afskaffe flere helligdage,” sagde hun på et pressemøde i starten af februar 2023.
    ”Vi har kigget på, hvilke greb vi har for strukturelt at styrke vores samfund. Det starter og slutter ved beskæftigelsen. Man kan kun drive et skatteyderbetalt samfund, hvis borgerne går på arbejde.”
    ”Men nej, vi kommer ikke til at afskaffe yderligere helligdage,” sagde hun.
  7. 7

    Var det værdiløst at skrive under på fagbevægelsens underskriftindsamling for bevaring af store bededag?

    Nej. Underskriftindsamling er blevet til et stykke danmarkshistorie, som er blevet lavet om til bogform og optaget i Arbejdermuseets samling. 

    Underskriftindsamlingen nåede op på over 477.000 underskrifter og er dermed den største underskriftindsamling nogensinde.

    Før underskriftindsamlingen for bevaring af store bededag var det 3F’s kampagne fra 2017 mod en forhøjelse af pensionsalderen, der havde rekorden med 217.000 underskrifter.

  8. 8

    Hvordan ser det ud med fagbevægelsens forhold til Socialdemokratiet?

    FOA er partineutrale, men historisk har fagbevægelsen som helhed et stærkt bånd til Socialdemokratiet. Men det er begyndt at slå revner nu. 

    Fire lokale FH-afdelinger har udtalt, at de ikke vil invitere Socialdemokratiet til 1. maj, som de plejer.

    ”De har blandet sig i overenskomsten og taget bededagen fra os,” siger formand Kim Houborg fra lokalafdelingen FH Sønderjylland, der er en af de fire lokalafdelinger, der har bedt Socialdemokratiet om at blive væk til 1. maj, til TV 2.

Opdateret med tilføjelse om, at underskriftindsamlingsbogen er optaget på Arbejdermuseet i København.