Stor ros for rolle i dramaserie om hjemmeplejen: Kan føre til fornem pris for rapper

I denne uge fandt vi blandt andet ud af, at vi ikke er helt færdige med at tale om 'Løgnen'.
11. juli
Mens vi venter på det helt overbevisende sommervejr herhjemme, er verden gået videre.
Her er det hurtige overblik over nogle af ugens historier.
Det handler blandt andet om ældre, om kvinder i overgangsalderen og om arbejdsskadesager.
Dobbelt straf til kvinder
Overgangsalderen koster ikke bare mange kvinder frustrationer og helbredsproblemer.
Den koster også på bundlinjen.
Et nyt studie, der på dansk ville hedde ’Menopausestraffen’, viser, at kvinder, der søger lægehjælp til at lindre symptomerne på overgangsalderen, i gennemsnit er faldet 10 procent i løn fire år senere.
"Det særligt bekymrende er, at det sker på et tidspunkt, hvor kvinder burde være på toppen af deres karriere (…) Derfor føles det ekstra uretfærdigt, at der så kommer endnu en faktor, der rammer deres indtjening," siger økonomiprofessor Gabriella Conti fra University College London til avisen.
Det er forskere herfra – og fra Bergen Universitet og to universiteter i USA – som står bag studiet.
Oplysning og behandling hjælper. Det får kvinder, der er hårdt ramt af overgangsalderen, til at blive på arbejdsmarkedet og i mange tilfælde få en højere indkomst, lyder det også fra Gabriella Conti i Weekendavisen.
Ældre svindlet på stribe
Har du ældre i din omgangskreds – eller er du ansat i ældreplejen – kan du overveje at advare dem mod telefonsvindel.
I hvert fald advarer Midt- og Vestsjællands Politi nu om en ny og alvorlig bølge af bedrageri målrettet ældre, skriver Faglige Seniorer.
På et døgn blev tre forskellige ældre kvinder for nylig narret på forskellig vis. Den ene fik et opkald fra ’banken’, og den anden fik et opkald fra ’Rigspolitiet’, hvorefter to mænd kort efter dukkede op og narrede hendes dankort.
Det tredje tilfælde var også et fysisk besøg, hvor både en kvinde og hendes mand blev narret af ’politiet’, der ringede på, og fik udleveret deres hævekort, som det derefter lykkedes at hæve 32.000 kroner på i alt.
Sovs og kartofler er sagen
Både medarbejdere, beboere og pårørende på Orions Hus i Horsens var enige om, at maden helst skal laves i det frisatte plejehjems eget køkken.
I den forbindelse er social- og sundhedshjælper Anette Aamand Jensen begyndt at lave mad til beboerne hver anden tirsdag.
Og hun elsker det, skriver Horsens Folkeblad.
”Det giver en helt anden stemning i huset. Alle bliver glade, når de kan dufte maden. Beboerne elsker de der håndskrællede kartofler,” siger hun til avisen.
Generelt er kartofler i høj kurs sammen med bøf og brun sovs, tilføjer hun.
Årelange ventetider i sager
Målsætningen om at nedbringe sagsbehandlingstiden for arbejdsskadesager er endnu ikke opfyldt.
Det har DR afsløret i løbet af ugen på baggrund af tal fra Arbejdsmarkedets Erhvervssikring.
I 8.000 aktuelle sager er sagsbehandlingstiden mere end to år. For nogle er sagsbehandlingstiden også markant længere, skriver DR.
Målsætningen var, at antallet af sager med en sagsbehandlingstid på over 24 måneder højst måtte være 4.000 ved det seneste årsskifte.
Beskæftigelsesministeren siger i et skriftligt svar til DR, at man vil tage en status på målsætningerne for sagsbehandlingstiderne på arbejdsskader efter sommerferien.
Tessa nomineret for sosu-rolle
Mandag blev sløret løftet for de nominerede til årets SVEND Pris, som hylder dansk film og tv.
Og for de af Fagbladet FOAs læsere, der har fulgt med i ’Løgnen’ på TV 2 og i vores podcast om tv-serien, ’Vi ser Løgnen’, dukker der et par velkendte navne op i kategorien ’Årets danske skuespiller i en TV-dramaserie’.
Her er både Iben Hjejle og Tessa – eller Theresa Ann Fallesen, som hendes fulde navn er – nomineret.
Rollen som Sille i ’Løgnen’ er Tessas skuespillerdebut. Sille kommer modvilligt i aktivering i et hjemmeplejeteam, hvor hun bliver kollega med den mere rutinerede Rie, som spilles af Iben Hjejle.
Priserne uddeles den 28. august i Svendborg, og værterne er Signe Lindkvist og … Iben Hjejle!
Bortvist: Snagede i 174 patientjournaler
Endnu en sag om misbrug af adgang til patientjournaler er dukket op.
Denne gang er det en medarbejder på OUH, som siden 2022 har tilgået minimum 174 borgeres patientjournaler, skriver TV 2 Fyn.
Motivet er ukendt, men en detalje vækker undren: Navnene i mere end halvdelen af de 174 tilfælde havde en anden etnisk oprindelse end dansk.
Medarbejderen er nu bortvist og politianmeldt.
Er du i tvivl om, hvornår du må kigge i en patientjournal? Så kig i vores guide HER.