Sosu’er savner viden om forsøgsordning med medicinsk cannabis

Social- og sundhedsassistent Alice Skov måtte for to år siden sige nej, da en smerteplaget borger ville have hjælp til at få medicinsk cannabis. FOA mener, at myndighederne bør oplyse bedre om brugen af cannabis. Tor Birk Trads

Der mangler oplysninger om forsøgsordningen med medicinsk cannabis til sosu-personalet. Det mener sektorformand i FOA og kommer med klar appel til myndighederne.

22. juni 2020

Forsøgsordningen med medicinsk cannabis giver en udvalgt gruppe patienter mulighed for at få cannabismedicin på recept, hvis deres læge vil udskrive det. Men det er nemmere sagt end gjort. I hvert fald giver det anledning til stor usikkerhed blandt de FOA-medlemmer, der arbejder inden for social- og sundhedsområdet.

Det fremgår af en undersøgelse, som FOA har lavet, og som 2.485 medlemmer af Social- og Sundhedssektoren har deltaget i. Her svarer 55 procent af de adspurgte, at de er helt eller delvist uenige i, at de har tilstrækkeligt kendskab til forsøgsordningen i forhold til det behov, de oplever i deres arbejde.

Og det er slet ikke godt nok, siger Torben Hollmann, formand for Social- og Sundhedssektoren i FOA.

”Det er klart, at vores medlemmer ikke skal gå på arbejde uden at vide, hvordan de skal forholde sig til det her,” siger Torben Hollmann og fortsætter:

”Der mangler meget oplysning til vores medlemmer. Det er dem, der er i frontlinjen og skal være behjælpelige med at give medicinen. Vi må opfordre til, at der kommer den viden, der skal til. Det er myndighedernes ansvar, når nu man har lavet ordningen.”

Læs også: Sosu i cannabis-klemme: ”Det er frustrerende, for jeg vil jo gerne hjælpe”

 

Nødvendigt med justering

Også hos Danske Patienter forstår man frustrationerne med forsøgsordningen. Her viser en undersøgelse, at 79 procent af de patienter, der får cannabis som medicin, har fået det uden om lægen.

”For rigtig mange patienter skyldes det, at deres læge ikke vil tale med dem om det. Lægerne er ikke med ombord, og det skaber usikkerhed hos flere patienter. Derfor forstår jeg godt, at sosuerne kan føle sig usikre,” siger Annette Wandel, næstformand i Danske Patienter.

Hun håber, at sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke (S) vil justere ordningen.

”Ministeren har sagt, at han vil forlænge ordningen, og vi kan ikke forestille os, at det sker uden en justering. Der skal være en systematisk opsamling af effekt og bivirkningerne, så vi kan blive klogere, og så lægerne kan gå helhjertet ind i det her,” siger Annette Wandel.

Læs også: Topforsker om coronavaccine: Jeg sætter gerne min egen krop ind på det

 

Det mener lægerne

Tue Flindt Müller er praktiserende læge og formand for Lægeforeningens Lægemiddeludvalg. For at lægerne i højere grad skal tilslutte sig forsøgsordningen kræver det, at der bliver gennemført et egentlig forsøg med medicinsk cannabis:
“Vi ønsker et rigtigt forsøg, hvor nogle patienter får cannabis enten som olie eller dråber, og en gruppe får placebo, og så sammenligner vi effekt og bivirkninger. Det strider imod vores natur at gøre det anderledes,” siger han.
Han har stor forståelse for, at social- og sundhedsassistenterne kan føle sig utilstrækkeligt klædt på i forhold til forsøgsordningen. Til dem siger han:  
”FOAs medlemmer skal hjælpe de borgere, der får medicinen gennem legale kanaler. Er medicinen skaffet illegalt er det borgerens eget ansvar at tage produktet,” siger han og fortsætter: 
 “Hvis social- og sundhedsassistenterne mangler information, skal de henvende sig til Lægemiddelstyrelsen. Det vil være godt, hvis de bliver klar over, hvilke problemer der er derude med ordningen”.

Tirsdag eftermiddag er der åbent samråd i Sundheds- og Ældreudvalget med den igangværende forsøgsordning om medicinsk cannabis på dagsordenen.