Skolestart i april skal spare penge i kommunekassen

To-tredjedele af alle kommuner har allerede indført den tidlige skolestart, hvor børn starter i forårs-SFO, mini-SFO eller bare tidlig SFO. Nu overvejer flere kommuner at tilslutte sig skolestartsmodellen for at spare penge i næste års budget. ”Jeg kan frygte at kommunerne spekulerer i at lade børn starte før sommerferien,” siger Kim Henriksen, formand for Pædagogisk Sektor i FOA. colourbox

Kommunerne finder mulige besparelser ved at fremrykke børns skolestart. I Skanderborg er forslaget, der skulle sende børn fra børnehaven i tidlig SFO før sommerferien, taget af bordet igen, men fællestillidsrepræsentant undrer sig over, at det handler om økonomi og ikke om, hvad der er bedst for børnene.

18. september 2023

I Sorø skal børnene måske allerede pakke deres skoletasker, forlade børnehaven og starte i SFO til marts. I Solrød har man lavet tre scenarier: En måneds tidligere skolestart sparer kommunen for 1,3 millioner, to måneder giver 2,7 millioner, mens det sparer kommunen for 4,1 millioner kroner at sende børnene tre måneder tidligere afsted. Ligesom man i Svendborg har regnet på, at en måneds tidligere start i skolens skolefritidsordning eller SFO ville kunne frigive 1,75 millioner kroner årligt.

”I Skanderborg har de heldigvis trukket forslaget ud af handlekataloget igen,” siger pædagogisk assistent og fællestillidsrepræsentant Lene Rasmussen fra Børnehaven Søvang om det forslag, der fra 2024 skulle sende børnehavebørn i skole før sommerferien i stedet for som i dag til august.

Medarbejdernes nødråb: ’Situationen i kommunerne er desperat’

Pressede kommuner jagter besparelser

For kommunerne jagter de millioner, der ligger i børnenes skolestart i næste års budgetter. Derfor har man igen i år i en række kommuner regnet på, hvad det vil frigive at fremrykke overgangen mellem børnehave og skole, inden budgetforligene indgås senest 15. oktober.

”Jeg er meget lettet over, at det blev taget af bordet igen,” siger pædagogisk assistent Lene Rasmussen, der blev bekymret, da den tidlige skolestart blev vedtaget sidste år.

”For det første mener jeg rent pædagogisk, at det ville være ganske forfærdeligt for børnene, hvis de skulle rykkes over allerede i maj, netop fordi vi det sidste halve år i børnehaven sætter ind med en ekstra indsats for at gøre dem skoleklar. Og med den normering, de har, når de er startet i SFO, får de ikke det ekstra boost. Det er helt sikkert.”

Men hun ærgrer sig over, at årsagen til at de trak forslaget ud af kataloget var økonomi. Ikke pædagogik.

”Man havde simpelthen regnet sig frem til, at kapaciteten på skolerne ikke var stor nok, og at det ville koste for mange penge at udvide skolerne til et øget antal børn,” forklarer hun.

Alligevel føler Lene Rasmussen sig ikke sikker på, at tidlig SFO er et afsluttet kapitel i kommunen.

”Spørgsmålet er så, om forslaget kommer på igen næste år. Det er jo ikke første gang, vi sidder med det, så det skulle ikke undre mig.”

Slagelses krisebudget vedtaget: ”Folk er begyndt at søge væk nu”

Dårligere normeringer og større mistrivsel

At det handler om økonomi og ikke børnenes trivsel og udvikling, mener Kim Henriksen, formand for Pædagogisk Sektor i FOA, er dybt bekymrende.

”Det er lige præcis den frygt, jeg har, når jeg ser, at tidlig SFO igen og igen figurerer i kommunernes forslag til, hvor de kan finde besparelser i budgetterne. At det ikke handler om pædagogik, og hvornår barnet rent udviklingsmæssigt er klar til den overgang fra børnehave til SFO og skole, men at det handler om at få økonomien til at hænge sammen, netop fordi det er billigere.”

Da VIVE, Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, og EVA, Danmarks Evalueringsinstitut, sidste år lavede deres kortlægning af kvalitet og normering – den første af sin slags – var konklusionen klar. Normeringerne på i snit 18,1 børn pr. voksen var meget langt fra de 6 børn pr. voksen, minimumsnormeringerne pr. 1. januar 2024 foreskriver i børnehaven. Desuden fandt undersøgelsen tegn på, at børn, der var overgået i SFO om foråret, mistrives mere i 0. klasse end børn, som overgår til skolen i august.

”Jeg kan frygte, at kommunerne spekulerer i at lade børn starte i SFO før sommerferien. Men det skal jo handle om at støtte barnets trivsel og udvikling,” siger Kim Henriksen.

Vildt spareforslag: Er 30 procent uddannede i daginstitutionerne nok?

Ressourcerne følger ikke med

Ifølge analysen fra VIVE starter 62 procent af skolebørnene deres skolegang før sommerferien i det, man både kalder forårs-SFO, mini-SFO eller tidlig SFO. To ud af tre kommuner bruger den tidlige skolestart, konkluderede også fagforeningen BUPL i en analyse fra sidste år. De fleste børn starter på skoler med tidlig SFO i april eller maj, resten af børnene starter i februar, marts eller juni. Til gengæld lader langt de færreste ressourcerne fra børnehaven følge med. Otte ud af 10 har færre midler til børn i tidlig SFO end børn i daginstitution.

”De undgår simpelthen kravet om minimumsnormeringer ved at rykke børnene over i SFO, hvor der ikke er det krav. Man skal lukke det hul nu,” siger Signe Nielsen, forperson for Forældreorganisationen FOLA.

”Vi taler hele tiden om en stigende mistrivsel, og så gør man det her. Vi mener, at børnehavepengene skal følge barnet, indtil det fylder seks år, så man ikke laver en forårs-SFO udelukkende for at spare penge i stedet for at tage udgangspunkt i pædagogik og trivsel.”

Faste voksne giver tryg tilknytning

Og at få den tidlige skolestart til at fungere er en udfordring for skolerne, mener Kira Saabye Christensen, der er lektor ved Københavns Professionshøjskole og forsker i overgangene mellem dagtilbud, SFO og skole.

”Der er rigtig mange børn til meget få voksne de fleste steder. Og det er i sig selv ikke den bedste start for børn i skolesystemet – at møde så mange nye børn i så løse strukturer med så få voksne, som der ofte er i SFO’en,” siger hun og forklarer de betingelser, der gør det svært: De pædagoger, der er i SFO’en, er knyttet til de børn, der allerede går på skolen og skal nu også rumme en masse nye børn, for hvem alting er nyt. Desuden har de voksne andre opgaver i løbet af dagen.

”Det gør, at de voksne ikke kan følge børnene i løbet af dagen, og det betyder, at de kan have svært ved at få indblik i, hvilke børn, der er udenfor og hvem der skal støttes. Det kræver, at der er en fast gruppe voksne om børnene,” siger Kira Saabye Christensen, der har set, hvordan SFO-livet udspiller sig for børn, der starter i skole, hvor der er ganske få voksen-ressourcer tilstede.

Dårlig skolestart sætter sig i børn

Det gør det svært for SFO-medarbejderne at lære de enkelte børn at kende, dele børnene op i mindre grupper og give dem en kærlig start, som er det, personalet gerne vil, forklarer hun.

”Vi ved fra forskningen om overgange fra børnehave til skole, at det vigtigste for børnene er at føle, at de hører til, og at man er i gang med at opbygge relationer til de andre børn og de voksne. Det er det, der skal til for at få en god start på skolen, og det får de ikke, hvis de ikke støttes tilstrækkeligt.”

En dårlig skolestart kan tage lang tid at få bugt med, mener forskeren. For det kan skabe mistrivsel for børn, hvis de oplever, at ’her hører jeg ikke til, skole er ikke for mig’.

”Børn er oftest bekymrede for at starte i skole og spørger sig selv, om de er gode nok til det, skolen kræver, og bekymrede for, om de nu kan finde sig til rette. Det er enormt vigtigt at få afkræftet deres bekymringer, lige så snart de kommer i skole. Ellers kan det sætte sig i dem og skabe  mistrivsel og modvilje mod skolen.