Skal give ro på hospitalerne – men serviceassistenter er splittede:"Udspil føles som en skilsmisse"

Serviceassistenter til artikel om fællesoverenskomster
I dag har FOA og 3F fælles overenskomster for serviceassistenterne på sygehusene. Men fra næste forår træder FOA ud af den aftale ifølge et nyt udspil. Det ser Martin Dahl (tv) frem til, mens de to FOA-kolleger Heidi Dahl Jørgensen og Søren Brøgger er kritiske. Morten Bruun

Serviceassistenter på landets hospitaler har udsigt til, at de i fremtiden skal arbejde på en 3F-overenskomst. Nogle håber på mere ro, mens andre føler sig svigtet af FOA. På mandag kan de møde Mona Striib til debat.

i dag kl. 09.20

”Hvorfor er vi ikke blevet hørt? Hvorfor er det os, det går ud over? Hvorfor er der så mange løse ender i aftalen?”

Sådan lød nogle af de spørgsmål, da 28 serviceassistenter – de fleste tillidsrepræsentanter fra landets hospitaler – for nylig var samlet til faggruppelandsmøde i Nyborg.

Egentlig skulle mødet have handlet om robotter og resistente bakterier. I stedet kom debatten til at handle om nyheden om, at det med virkning fra 1. april næste år ikke længere er FOA, men derimod fagforeningen 3F, der forhandler deres overenskomst.

I hvert fald ifølge det udspil, som FOA og 3F har præsenteret som modellen for, hvordan de to forbund deler de fællesoverenskomster, der gennem årene har skabt mange tvister på arbejdspladserne – og som de to forbund i forbindelse med OK24 overfor arbejdsgiverne forpligtede sig til at finde en løsning på.

Men det til trods føler flere serviceassistenter sig overrumplet.

Løser ikke konflikter

”Jeg hørte om aftalen ved et tilfælde og forstår ikke, at der ikke har været en åben dialog. Jeg synes, vi er blevet ført bag lyset,” lyder kritikken fra Søren Brøgger, der tidligere arbejdede i Aarhus, men nu er serviceassistent på Regionshospitalet i Horsens og tillidsrepræsentant for godt 90 kolleger.

Læs her: FOA og 3F vil dele fællesoverenskomster og stoppe grænsestridigheder

Han deler FOA-formand Mona Striibs vurdering af, at fællesoverenskomsterne har skabt for mange ”indbyrdes benspænd”. Men han tror ikke, aftalen fjerner problemerne med grænsestridigheder.

”De konflikter, der har været, handler om personstridigheder på de enkelte arbejdspladser. De forsvinder jo ikke, bare fordi man laver en aftale,” siger han. 

Det betyder udspillet 

Hvis udspillet fra FOA og 3F bliver til virkelighed, vil det betyde, at tæt på 1.800 3F-medlemmer fremover vil arbejde på en FOA-overenskomst, hvor 3F træder ud. Det drejer sig især om det pædagogiske område og inden for teknisk service. 

Modsat skal cirka 1.500 FOA-medlemmer – med serviceassistenterne og de erhvervsuddannede serviceassistenter som den største gruppe – arbejde på en 3F-overenskomst, hvor det er FOA, der træder ud.

Søren Brøgger overvejede at melde sig ud af FOA på grund af sagen.

”Men jeg fortrød og valgte at blive af hensyn til mine kolleger. Lige nu har de brug for mig, fordi der er så mange spørgsmål, vi endnu ikke kender svarene på.”

Vi får bedre arbejdsmiljø

Mikael Dahl, tillidsrepræsentant for cirka 45 serviceassistenter på Odense Universitetshospital, ser anderledes positivt på aftalen – selvom han havde foretrukket, at overenskomsten forblev i FOA.

”Der har været rigtig meget ballade hos os, og fra både vores og 3Fs side var forløbet faktisk ret beskidt, da vi senest skulle vælge nye tillidsvalgte. Jeg oplever det som en stor fordel, at vi i fremtiden kun skal repræsenteres af en fagforening. Det kommer til at betyde meget for vores daglige arbejdsmiljø,” siger han.

Serviceassistenter om nyt udspil fra FOA og 3F:
De serviceassistenter, der diskuterede det nye udspil forleden, er enige i, at der er udfordringer, der skal løses. Men det er også en sag, der udløser følelser: ”Vi er i sorg. Det er som en skilsmisse, vi ikke har ønsket,” som det blev formuleret. På mandag får de mulighed for at stille alle deres spørgsmål på et webinar med FOA-formand Mona Striib.

På landsmødet blev det tydeligt, at serviceassistenterne deler sig i to lejre. Flere er lettede over udsigten til færre konflikter. Andre føler sig svigtet.

Heidi Dahl Jørgensen på Sjælland har endnu ikke besluttet, om hun vil tage imod tilbuddet om dobbelt medlemskab, der gælder frem til 31. marts 2025.

”Jeg har FOA i hjertet og synes, vi med den nye aftale er blevet skyllet ud med badevandet. Jeg synes, vi som serviceassistenter er en del af sundhedsområdet og ville gerne have kæmpet vores sag i FOA,” siger hun.

Uklarheder er diskuteret på plads

Forbundsformand Mona Striib forstår godt de følelser, sagen vækker - – og erkender, at uklarheder har skabt frustrationer.

”Onsdag drøftede vi de sidste uklarheder med 3F, og vi har nu sikret, at der er tale om fulde medlemsrettigheder i begge forbund,” siger Mona Striib.

Det betyder blandt andet, at man – som eksempelvis serviceassistent – kan blive i FOA, indbetale kontingent til FOA og få hjælp fra FOA til blandt andet at forhandle lokalløn og få behandlet en arbejdsskadesag.

Samtidig har man fulde medlemsrettigheder i begge forbund og kan altså, selv om man står som medlem i FOA, deltage i generalforsamlinger i 3F, rejse krav til overenskomstforhandlinger, deltage i urafstemninger og stille op som tillidsrepræsentant.

”Og så er det altså vigtigt at huske, at der er tale om et udspil. Vi kender først det endelige resultat, når vi har talt med arbejdsgiverne,” understreger Mona Striib.

Webinar med Mona 

Mandag deltager hun i et webinar, hvor alle relevante FOA-medlemmer er inviteret til at være med.

Her gennemgår FOA-formanden processen, næste skridt og besvarer i øvrigt alle de spørgsmål, der måtte være. Heriblandt de spørgsmål, serviceassistenterne sendte Mona Striib efter deres møde. Og det ser forbundsformanden frem til:

 ”Jeg kun opfordre til, at man deltager,” siger hun.

Her finder du svar på spørgsmål om udspillet fra FOA og 3F og tilmelder dig webinar i FOA


Fagbladet anbefaler