Regeringen med nyt udspil: Vil skaffe flere pædagogiske assistenter og mindske frafald

Med et nyt erhvervsskoleudspil ønsker regeringen at styrke landets erhvervsuddannelser. Blandt andet skal der skaffes flere pædagogiske assistenter.
05. marts
I Danmark har vi erhvervsuddannelser af høj kvalitet, men der er alligevel plads til forbedring, mener regeringen.
Onsdag morgen præsenterede børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye derfor et nyt erhvervsskoleudspil ’Forberedt på fremtiden VII’.
”Vi har talt meget om at styrke erhvervsuddannelserne. Nu sker det endelig. Med dette udspil ønsker vi blandt andet at reducere frafaldet på uddannelserne,” lyder det fra Mattias Tesfaye i en pressemeddelelse.
Nogle steder falder 70 procent fra
Fire ud af ti elever, der starter på en erhvervsuddannelse, ender med at falde fra. Men der er store forskelle i frafaldet på tværs af de 101 erhvervsuddannelser.
Nogle uddannelser har et frafald på under 20 procent, mens det på andre uddannelser er over 70 procent af eleverne, der falder fra.
Det vil regeringen lave om på blandt andet ved at give eleverne bedre mulighed for udlandsophold, afsætte penge til at forbedre studiemiljøer, ved at sikre mere pædagogisk uddannelse til underviserne og ved at forbedre overgangen mellem skole og praktik – blandt andet med besøg fra skolen på lærepladsen.
Trepartsforhandlinger på vej
Et selvstændigt punkt i udspillet lyder, at regeringen ønsker at skaffe flere pædagogiske assistenter. Regeringen vil undersøge, hvordan kvaliteten af den pædagogiske assistentuddannelse løftes, så nyuddannede har de kompetencer, som arbejdspladserne efterspørger.
Derudover vil regeringen indkalde arbejdsmarkedets parter – herunder FOA – til en trepartsforhandling om at understøtte flere lærepladser på netop den pædagogiske assistentuddannelse. Det glæder fagpolitisk ordfører i FOA, Helena Mikkelsen:
”At uddanne flere pædagogiske assistenter er helt centralt, hvis vi inden for en overskuelig periode skal løfte niveauet i daginstitutionerne gennem at sikre mere pædagogisk personale. Uddannelsen skal have et kvalitetsløft gennem et udviklingsarbejde, så der er et sammenspil til den nye pædagoguddannelse, som er i støbeskeen,” siger Helena Mikkelsen.
”Vi opfatter det, at regeringen gentager ønsket om trepartsforhandlinger som et udtryk for, at nu rykker de på det. Det er godt, for det haster,” fastslår Helena Mikkelsen.