Rasmus vil ikke tie stille længere: "Det er jo helt hul i hovedet – børn skal ikke frygte deres lærer"

Jeg er ked af det.

Jeg er vred.

Jeg er chokeret.

Og jeg kan ikke tie stille mere.

Børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye har introduceret begrebet PDO – pissedårlig opdragelse – om børn uden diagnose, men som opfører sig dårligt i skolen. Dem mener ministeren nu, at det skal være tilladt for lærere at bruge fysisk magt over for.

Det er jo helt hul i hovedet.

Folkeskolen er gennem årtier blevet udsultet: større klasser, inklusion uden støtte, og fokus på målbare resultater frem for det hele barn.

Nu står vi med lorten.

Vi har presset eleverne, stresset dem, og nu vil vi bruge fysisk magt mod dem? Vold mod børn?

Jeg frygter, at det vil skabe bange og følelseskolde børn. Nogle vil makke ret af frygt, andre vil stritte imod.

At børn skal være bange for deres lærer, er frygteligt nok i forvejen. Men hvad gør vi så ved det følelseskolde barn, der stritter i mod?

Skal lærerne have flere beføjelser, så de nu også kan slå barnet, til det makker ret?

Hvad gør vi, når barnet bliver større, hvis vi ikke har fået banket trodsigheden ud af dem? Hvad gør vi, når barnet bliver større og har lært, at vold er opdragelsessproget? Skal vi slås med store 9.-klasses drenge? Skal vi ansætte voldsparate voksne?

Hvad med børnene imellem, når der ikke er en voldsparat lærer til stede?

Børn lærer af de voksne omkring dem. Hvis vi lærer dem, at vold er sproget, vil volden sprede sig – også mellem børn.

Det er en løsning, der bygger på frygt. Frygt for autoriteter, for voksne, for dem, der skulle beskytte dem. Det er en tankegang, vi har forsøgt at forlade siden spanskrør-cirkulæret i 1967.

Jamen, hvad skal vi så gøre?

Vi kan begynde med at have mindre klasser.

Vi kan sætte fokus på sociale relationer i stedet for stavning og matematik i børnehaven, børnehaveklassen og de små klasser.

Vi kan give børnene tid til at udvikle sig.

Når alt tiden i børnehaven skal handle om at klæde barnet fagligt på, så er der ikke tid og rum til at træne barnet i de sociale kundskaber, der kræves for at kunne deltage i det fælles. Børnehaveklassen plejede at være året, hvor børnene blev gjort skoleklar. Nu forventes det, at de er klar, når de rammer børnehaveklassen.

Vi bliver nødt til at komme væk fra det faglige pres, som vi trækker ned over vores børn, så de kan få plads til at udvikle sig socialt og ikke have fokus på at blive målt og vejet på deres faglige kompetencer, fra de er 4-5 år gamle.

Børn er ikke onde. Børn er det, vi gør dem til.

Børn er nysgerrige og lærelystne - indtil vi dræber lysten i dem.

Jeg kunne sige meget mere om det her. Blandt andet, hvordan jeg selv i 1. og 2. klasse havde en klasselærer, der tog os i ørene og slæbte os gennem klassen, når vi ikke gjorde, som han ville have. Det avlede kun mere vold.

Nu må fagforeninger og interesseorganisationer træde frem. Det her er en faglig kamp – for vores faglighed og for et arbejdsmiljø, hvor vi ikke skal slås med børn.

Stop vanviddet. Tænk på børnene.

Vil du være med i debatten? Så send dit indlæg til juli@foa.dk