Psykiatriplan giver FOA håb: ”Der er lutter fornuftige tiltag på vej”

Flere udgående teams, flere akuttilbud og nye afklaringspladser er nogle af de ting, der afsættes penge til i psykiatriplanen, men på et område halter planen, mener sektorformand Tanja Nielsen.
i dag kl. 13.56
I efteråret 2023 blev den 10-årige psykiatriplan vedtaget, og nu er der endelig sat retning for, hvordan den sidste del af midlerne skal fordeles.
I kroner og ører drejer det sig om 2,6 milliarder af aftalens samlede ramme på 4,6 milliarder.
Tanja Nielsen, sektorformand for Social og Sundhed i FOA, er rigtig glad for, at psykiatriplanens midler nu endelig kan komme ud at arbejde, der hvor de skal.
”Alt det, der bliver givet midler til, er områder, som har brug for et betydeligt løft. Der er lutter fornuftige tiltag på vej – både forebyggende indsatser og hjælp til psykisk syge, som akut har brug for hjælp,” siger hun i en pressemeddelelse.
Forbedringer der giver håb
Som FOA har ønsket, rummer aftalen en lang række initiativer blandt andet til de sværest syge.
Der gives flere midler til udgående teams i psykiatrien. Der afsættes midler til flere akuttilbud og nye afklaringspladser. Og der sættes flere midler af til at udvikle de nye lettilgængelige behandlingstilbud til børn og unge.
Forbedringer, der peger i den rigtige retning og giver Tanja Nielsen håb. For det er vigtigt, at børn og unge ikke skal vente på at få hjælp, og at de bliver grebet tidligt.
"Det kan også være altødelæggende for familier at vente på hjælp, hvis et barn har psykiske vanskeligheder, så her kan vi gøre en vigtig forskel for rigtig mange og en indsats, som kan have afgørende betydning for mange unge menneskers mentale sundhed fremadrettet,” siger hun.
Flere penge til kompetenceløft, men ikke nok
Kun godt halvdelen af de ansatte i socialpsykiatrien har i dag en relevant faglig baggrund. Men det bliver der nu gjort noget ved.
Til næste år er der afsat fire millioner kroner til et kompetenceløft. Beløbet stiger derefter til 21 millioner i 2027 og dernæst til henholdsvis 103 millioner i årene 2028-29 og 171 millioner i 2030.
Tanja Nielsen ville ønske, at beløbet fra begyndelsen havde været højere.
”Behovet er virkelig stort. Så lige på det område har vi fortsat en opgave i at sikre et solidt kompetenceløft,” siger hun:
”Nu er opgaven at gøre planen til virkelighed. I FOA står vi på spring med løsningsforslag, og vi er klar til det fortsatte samarbejde for en bedre psykiatri i Danmark – det er så vigtigt.”