På skolebænken som 50-årig: Den største gave

‟Det er den største gave.”

Sådan lyder det fra 54-årige Ulla Madsen om den pædagogiske assistentuddannelse, hun tog for fire år siden.

Som pædagogmedhjælper på handicapområdet gennem mange år forstod hun i første omgang ikke, hvorfor hun skulle tage uddannelsen. Men den indledende skepsis er for alvor blevet gjort til skamme, og nu ville hun faktisk ønske, at hun havde taget imod tilbuddet meget tidligere.

En sjovere hverdag

‟Det var enormt svært i starten at skulle til at gå i skole igen, og jeg var hundeangst for ikke at slå til. Jeg er ordblind og havde svært ved at håndtere presset fra at skulle præstere til prøver og eksamener. Men jeg fik god hjælp til at komme igennem studiet,” siger Ulla Madsen.

Hun har ikke blot fået et eksamensbevis, men også en nyvunden selvtillid, som hun kan bruge i hverdagen i samarbejdet med kollegaerne.

‟Det er simpelthen blevet en sjovere hverdag. Der er mere samspil og ping pong med pædagogerne, og jeg tør at tage ordet til personalemøderne, hvor jeg måske tidligere bare snakkede indbyrdes med en kollega, hvis jeg havde noget på hjerte. Jeg føler mig meget bedre rustet til at foretage observationer og sige tingene højt,” siger Ulla Madsen.

Tvungen uddannelse

Ulla Madsen er én af de pædagogmedhjælpere i Sønderborg Kommune, der er blevet mere eller mindre pålagt at tage en pædagogisk assistentuddannelse. Der er nemlig taget en politisk beslutning om, at 10 procent af alle pædagogmedhjælpere skal have en pædagogiske assistentuddannelse frem mod år 2022. Derudover har alle dagplejere pligt til at tage uddannelsen.

Ifølge afdelingssektorformand Gitte Mikkelsen var der en del modstand mod beslutningen i begyndelsen, men den er nu vendt til begejstring og utålmodighed med at komme i gang.

‟Vi gjorde det smarte at sende de mest positive dagplejere på uddannelse først. I takt med, at de er kommet tilbage til kollegaerne med deres begejstring og nyvundne selvtillid, har de mere skeptiske fået blod på tanden. Derfor har vi nogle dagplejere, der næsten ikke kan vente med at komme på skolebænken,” siger Gitte Mikkelsen.

Respekt for ufaglærte

Hun tilføjer, at selv om uddannelse er blevet et krav fra arbejdsgiverens side, så er det vigtigt at bevare respekten for dem, der ikke har en uddannelse.

‟Der findes medarbejdere, der måske planlægger at gå på efterløn om to år og derfor ikke ønsker at bruge flere år på en uddannelse. Dem skal vi selvfølgelig have respekt for, og de kan få dispensation fra kravet om uddannelse. Men jeg oplever, at de fleste, der er skeptiske til at begynde med, faktisk godt kan se formålet med at tage en uddannelse,” siger afdelingssektorformanden.

At kravet om uddannelse har været en beslutning og prioritering fra politisk side har været altafgørende, mener hun. Det samme gør sig ikke gældende andre steder i landet, hvor dagplejere og pædagogmedhjælpere tværtimod ofte får nej til at tage den pædagogiske assistentuddannelse.

Uddannelse er fremtidssikring

Det er tilfældet i flere fynske kommuner, fortæller afdelingssektorformand i FOA Odense Hanne Winther.

‟Hos os er dagplejen presset af et stigende børnetal, rekrutteringsvanskeligheder samt manglende gæstepleje til at passe børnene, hvis dagplejerne skal på uddannelse. Derfor får mange ofte nej til at tage den pædagogiske assistentuddannelse, og det er ærgerligt,” lyder det fra Hanne Winther.

Hun mener, at hvis det blev en pligt at tage uddannelsen, så ville kommunen også forpligte sig på at finde plads i driften.

‟Det er en fremtidssikring af medarbejderne. Det er nu i de gode tider, hvor børnetallet går op, at vi skal investere i uddannelse. For lige pludseligt kan det gå ned ad bakke igen, og så skal man som medarbejder sikre sin vej videre på arbejdsmarkedet med en adgangsgivende uddannelse,” mener afdelingssektorformanden.

Temadebatten om uddannelse var den anden af i alt fire debatter på FOAs kongres. De øvrige har blandt andet arbejdsvilkår, løn og nedslidning som temaer.