Overenskomsterne er på plads i kommunerne: Læs hvad aftalen betyder her
Forhandlingerne for FOAs faggrupper i kommunerne er nu afsluttet. Her får du overblikket – og links til artikler, hvor du kan se, hvad aftalen betyder.
11. marts
Overenskomstforhandlingerne for FOAs faggrupper i kommunerne er nu afsluttet.
"Vi har virkelig satset på eleverne den her gang. Både med at få en pensionsordning, som de ikke har haft, og med et lønløft på tværs af vores elevgrupper."
"Det er jeg virkelig glad for," fortæller FOA’s formand, Mona Striib.
”Derudover er vi lykkedes på tværs med at flytte pensionsprocenten. Og så får vi langt om længe etableret en fritvalgskonto. Det betyder, at alle kan se, hvor vigtigt det er at komme op på pensionsindbetalinger over 15 procent.”
Hun peger på, at resultatet rummer mere end en videreførelse af de eksisterende aftaler. Blandt andet fremhæver hun forbedringer af løn og pension, der gælder på tværs af alle FOAs faggrupper. Samtidig peger hun på den nye lederoverenskomst, en elevpakke med både lønløft og pension samt en ny fælles paragraf om uddannelse.
”Det er en overenskomst med stort indhold og store ændringer,” siger Lisbet Langbjerg Sørensen, der er kontorchef for KL’s overenskomstområde. Hun takker samtidig FOA for et godt samarbejde under forhandlingerne.
Aftalerne ligger i forlængelse af den generelle aftale, som lønmodtagernes organisationer og Kommunernes Landsforening indgik 25. februar i år. Den fastlægger de overordnede rammer for løn og arbejdsvilkår i kommunerne de næste tre år – blandt andet de generelle lønstigninger og de puljer, som fagforbundene efterfølgende har forhandlet om for deres egne faggrupper.
Det er de fleste af de forhandlinger, der nu er afsluttet for en række af FOAs faggrupper. Overenskomsten for dem, der arbejder med kantine, køkken og rengøring er lige på trapperne. Fagbladet FOA beskriver den så snart, det er muligt.
Resten kan du kan læse mere om her:
Men før du klikker videre, er der nogle elementer i aftalerne, som går igen.
Penge til blandt andet elever, ledere og lavtlønnede
I aftalen er der afsat midler til særlige formål.
Der er blandt andet afsat 104 millioner kroner til en lavtlønspulje og 80 millioner kroner til pension til elever, så alle FOAs elever på det kommunale område som noget nyt nu får udbetalt seks procent til pensionskontoen.
Derudover indeholder aftalerne også lønforbedringer for elever. Lønnen for unge elever får et mærkbart løft ud over de generelle lønstigninger. Samtidig stiger lønnen for alle voksenelever som følge af det generelle forlig – oven i de forbedringer, der er aftalt ved organisationsforhandlingerne.
På pensionsområdet er der også ændringer. Fremover er der minimum 15 procent i pension på tværs af alle overenskomster. Hvis pensionsprocenten ligger over 15, bliver den del fremover lagt i fritvalgsordningen.
Ny lederoverenskomst
Og så er der som en del af resultatet også indgået en ny lederoverenskomst. Den træder i kraft 1. april 2027 og gælder blandt andet ledere og mellemledere på ældre- og sundhedsområdet samt rengøringsledere og tekniske servicechefer.
Overenskomsten indeholder en samlet lønpakke, hvor pensionen harmoniseres og løftes til 20 procent inklusive fritvalg.
Samtidig indføres én fælles løntrappe for ledergrupperne.
Lederoverenskomsten får desuden sit eget afsnit om uddannelse og kompetenceudvikling.
Flere muligheder for uddannelse
Aftalen indeholder også en række initiativer, der skal styrke mulighederne for uddannelse og kompetenceudvikling.
Regler og initiativer samles blandt andet i et nyt fælles aftale om uddannelse og kompetenceudvikling. Samtidig bliver der sat fokus på temaer i Den Kommunale Kompetencefond, hvor der blandt andet kan søges midler til uddannelse med vikardækning.
Derudover fortsætter en række indsatser, der skal gøre det lettere at tage en uddannelse. Det gælder blandt andet puljen fra ufaglært til faglært, en opsøgende indsats om uddannelsesmuligheder samt retten til uddannelsesaftale for ikke-uddannede på social- og sundhedsområdet.
Aftalen indeholder også initiativer, der skal få flere ind på social- og sundhedsuddannelserne, blandt andet ved at rekruttere husassistenter til uddannelsen. Derudover er der særlige indsatser på dagplejeområdet og et projekt, der skal udbrede viden om mulighederne for uddannelse og kompetenceudvikling.
Kun kommunerne er på plads
Artiklerne, som du finder i artiklen her, handler om overenskomsterne for FOAs medlemmer i kommunerne.
FOAs forhandlinger med regionerne følger i den kommende uge.
Der er også enkelte kommunale overenskomster, som endnu ikke er landet. Det gælder omsorgs- og pædagogmedhjælpere, som FOA forhandler sammen med SL og 3F, samt beredskabs- og ambulancepersonale, hvor overenskomsten er en fællesoverenskomst med Det Offentlige Beredskabs Landsforbund.
Medlemmerne skal senere stemme
Når FOA er i mål med både kommuner og regioner, skal FOAs hovedbestyrelse godkende det samlede resultat.
Herefter bliver det sendt til urafstemning blandt FOAs medlemmer, som kan stemme ja eller nej til aftalen.
Inden afstemningen vil medlemmer blive inviteret til webinarer, hvor de kan høre mere om resultatet og stille spørgsmål til forhandlerne.
Senere vil medlemmer også kunne finde flere detaljer om resultatet for deres egen faggruppe ved at logge ind på foa.dk.
Statslige forhandlinger er sat på pause
På statens område er situationen en anden.
På grund af folketingsvalget har de statslige arbejdsgivere sat overenskomstforhandlingerne på pause. Det gælder både FOA og de øvrige fagforeninger.
Forhandlingerne kan først genoptages, når der er dannet en ny regering. Arbejder du på en statslig arbejdsplads, vil du høre mere, når forhandlingerne går i gang igen.
Artiklen opdateres...
Læs mere om overenskomsterne her
Tip Fagbladet FOA
Har du en ide eller et tip til en historie Fagbladet FOA skal se nærmere på? Det kan være både positive og kritiske historier om dit arbejde, dit arbejdsliv og dine arbejdsforhold. Du kan trygt kontakte os, vi bruger ikke noget, uden du ved det. Du kan kontakte os på redaktionen@foa.dk