OK21: Sidste store forlig på plads – så meget stiger lønnen i regionerne
Lørdag middag faldt aftalen om overenskomster for de regionalt ansatte på plads. De kan se frem til samme lønstigninger som kollegerne i kommunerne. Dermed er alle tre store områder i mål – nu venter FOAs egne forhandlinger med arbejdsgiverne.
20. februar 2021
Først var det staten, så kommunerne og lørdag ved frokosttid landede så en ny, tre-årig overenskomstaftale for portører, serviceassistenter, ambulancepersonale, medarbejdere i psykiatrien og alle andre 142.000 medarbejdere i regionerne.
Aftalen på det regionale område har – ikke overraskende – samme økonomiske ramme på 6,75 procent som i staten og kommunerne. Heraf går 5,02 procent til generelle lønstigninger – nøjagtig det samme som i kommunerne og en smule højere end for de ansatte i staten.
FOAs formand Mona Striib havde på forhånd bebudet, at hun ikke ville forlade forhandlingslokalet, før ansatte i regionerne var sikret samme generelle lønstigninger som i kommunerne. Det er lykkedes, men det har krævet hårde sværdslag og intense forhandlinger, lyder det fra Mona Striib.
”For os var det afgørende, at regionalt ansatte får samme generelle lønstigninger, som på kommunernes område. Det kunne let være gået en helt anden vej,” siger FOAs formand.
Baggrunden for de svære forhandlinger var ifølge Mona Striib en kombination af et meget smalt statsligt forlig og en negativ udmøntning af reguleringsordningen på det regionale område.
Regionernes chefforhandler, Anders Kühnau, er tilfreds med aftalen:
”Det er lykkedes at lande en god aftale for alle ansatte i regionerne. Med generelle lønstigninger på 5,02 procent er reallønnen sikret, og derudover er reguleringsordningen videreført, så lønudviklingen flugter med det private arbejdsmarked. Samtidig er det en aftale, der er ansvarlig rent samfundsøkonomisk,” siger han.
Flere penge til lavtlønnede
Hvis du har en årsløn på 300.000 kroner, stiger den – som følge af den nye aftale – med 15.060 kroner frem til 2024. Altså med cirka 5.000 i snit om året før skat.
Hvis din årsløn er 250.000 kroner, bliver stigningen mindre, nemlig 12.550 kroner over tre år, mens du med en årsløn på 350.000 kroner kan regne med en lønstigning på 17.570 kroner.
Udover de generelle lønstigninger er der ligesom på det kommunale område afsat penge til en såkaldt strategipulje samt en lavt- og ligelønspulje, som vil betyde ekstra i løn til de lavest lønnede og kvindedominerede fag. Og det er ”vigtigt”, påpeger Mona Striib.
”Jeg havde bestemt appetit på mere, men der findes desværre ingen snuptagsløsninger. Derfor er det også vigtigt, at fællesskabet på lønmodtagersiden har givet håndslag på, at vi skal se på løndannelse i den kommende overenskomstperiode-periode,” siger Mona Striib, der også hæfter sig ved, at aftalen blandt andet indeholder en rammeaftale for seniorer og uddannelse i psykisk arbejdsmiljø til ledere, arbejdsmiljø- og tillidsrepræsentanter.
Det sker der nu
Lørdagens aftale danner nu grundlag for videre forhandlinger mellem Danske Regioner og de enkelte fagforbund, hvor regionerne blandt andet har stillet specifikke krav til FOA om at tilpasse arbejdstidsreglerne for ambulancepersonale og at samle serviceområdet under én overenskomst.
Derudover har FOA også stillet krav til Danske Regioner om, at markant flere skal sikres uddannelse, at elever og ambulancepersonale skal have bedre forhold, og at der skal tegnes overenskomst for ’peers’, som for eksempel er ansættelser inden for psykiatrien for medarbejdere, der selv har haft et psykiatrisk forløb og altså har ’brugererfaring’.
I kommunerne er forhandlingerne mellem FOA og KL allerede godt undervejs, og tidligt fredag morgen lykkedes det at underskrive et forlig for kommunalt ansatte på køkken- og rengøringsområdet – en aftale, der blandt andet sikrer en ekstra lønstigning oveni den generelle lønstigning på 5,02 procent. Læs mere om det her.
De nye overenskomster på statens, kommunernes og regionernes områder træder i kraft 1. april i år – men dog først efter at aftalerne har været til urafstemning blandt medlemmerne.
Fagbladet FOA vil, når alle FOAs forhandlinger i de enkelte sektorer er gennemført, mere detaljeret beskrive lønudvikling og andre større resultater for de enkelte faggrupper.
Opdatering: Der havde sneget sig en fejl ind i artiklen, så der stod, at FOA havde stillet krav til regionerne om at tilpasse arbejdstidsreglerne for ambulancepersonale og at samle serviceområdet under én overenskomst. Det er regionerne, der specifikt har stillet de krav til FOA.
Sådan forløber de videre forhandlinger
Efter at aftaler om generelle vilkår for ansatte i staten, kommunerne og regionerne nu er indgået, følger de enkelte fagforbunds egne forhandlinger. For FOA ser de således ud:
• FOAs overenskomster på det statslige område
• Krav, der vedrører alle ansatte på FOAs overenskomster med kommunerne
• Krav, der forhandles med kommunerne af FOAs fire sektorer, herunder krav for enkelte faggrupper
• Krav, der vedrører alle ansatte på FOAs overenskomster med regionerne
• Krav, der forhandles med regionerne af FOAs fire sektorer, herunder krav for enkelte faggrupper
Planen er, at alle forhandlinger skal være færdige inden udgangen af februar måned.
De samlede resultater sendes derefter til urafstemning, hvor alle medlemmer kan sige ja eller nej til resultaterne.
Et samlet JA betyder, at nye overenskomster træder i kraft 1. april 2021.
Et samlet NEJ kan betyde genoptagelse af forhandlingerne, inddragelse af Forligsmanden og i sidste ende strejke og lockout.