Ny ”historisk” aftale om samarbejdet på tværs af sundhedsvæsenet

De tre parter i den nye aftale om 21 sundhedsklynger mødte fredag morgen pressen for at fortælle mere kom det kommende samarbejde. Martin Sylvest/ Ritzau Scanpix

Med en ny aftale mellem regeringen, Kommunernes Landsforening og Danske Regioner vil man skabe nye rammer for samarbejdet på tværs af sundhedsvæsenet i form af 21 sundhedsklynger.  

11. juni 2021

Fredag morgen præsenterede sundhedsminister Magnus Heunicke (S), formand for Danske Regioner Stephanie Lose (V) og formand for Kommunernes Landsforening, Jacob Bundsgaard (S) den netop indgåede aftale om 21 sundhedsklynger.

Hver sundhedsklynge er koblet til et af landets 21 akuthospitaler for at samle koordineringen af en patients forløb ét sted. Desuden danner klyngerne rammen for møder mellem politikere og fagfolk i form af repræsentanter fra region, kommuner og almen praksis. 

Klyngerne udgør første skud på stammen af den kommende sundhedsreform, der skal være med til at fremme samarbejdet mellem regionerne og kommunerne, for dermed at skabe bedre sammenhæng og nærhed for patienten.

Historisk dag

Til pressemødet udtalte Jacob Bundsgaard, at det er en historisk dag, da den nye aftale sætter rammen for fremtidens sundhedsvæsen.

”Det er jo ikke sådan, at opgaverne ikke bliver løst i dag. Det er bare mere ukoordineret, end det burde være, og der er derfor en risiko for, at der er nogen, der falder mellem to stole,” sagde Jacob Bundsgaard.  

Han er derfor meget begejstret for den nye aftale, som skal sikre en bedre koordinering og et bedre forløb for den enkelte borger. De nye sundhedsklynger vil danne ramme for samarbejdet på tværs af sundhedsvæsenet, og vil gøre det nemmere for det plejepersonale, der tager imod patienterne efter endt ophold på sygehuset. 

”Det her skulle gerne resultere i, at vores medarbejdere – social- og sundhedshjælperen og -assistenten eller sygeplejersken – kan trække på noget af den faglighed, der er hos den praktiserende læge eller hos den specialiserede læge på sygehusene og bruge det i det arbejde, man laver. Så derfor vil man forhåbentlig kunne mærke en forskel,” siger Jacob Bundsgaard.

 

FOA: Et skridt tættere på målet
I FOA bliver den nye aftale også mødt af begejstring. 

”Det er en god start på udviklingen af sundhedsvæsenet, og det er en god start på at tage hul på den ulighed, der er i sundhedsvæsenet, da der nu er kommet en mulighed for, at patienterne, der går på tværs af sektorerne, vil opleve en bedre sammenhængende kvalitet. Så det er en rigtig god start,” siger Torben Klitmøller Hollmann, formand for Social- og Sundhedssektoren i FOA, og fortsætter:

”Men vi står også kun lige ved startlinjen. Hvis vi skal komme helt i mål, så er der mange andre ting, som også skal gøres. Der er behov for en gennemgribende sundhedsaftale. Vi har selv anbefalet sundhedsklyngerne, så det er vi selvfølgelig godt tilfreds med, fordi hvis det skal lykkes for vores medlemmer, så bliver man nødt til at lave de her aftaler på et lidt højere plan, da det handler om økonomi, struktur og faglighed. Men med aftalen kommer vores medlemmer til at få en klar opgave, hvor de præcist ved, hvad de skal gøre med patientsikkerhed og kvalitet i fokus. ”

 
Aftalen træder i kraft i 2022. Dog vil regeringen drøfte hele sundhedsaftalen med de andre partier til efteråret.