Ny aftale om udenlandsk arbejdskraft er på plads: "Den sikrer respekt for fagligheden"

For Mona Striib er det vigtigt, at blandt andre social- og sundhedsassistenter på den nye ordning ansættes på autorisation – og ikke på en overenskomst for ufaglærte. Her ses FOA-formanden til doorstep-pressemødet om emnet den 30. juni 2025 i Beskæftigelsesministeriet. Allan Wahlers

Fagforeningerne, arbejdsgiverne og regeringen præsenterede i dag en aftale om udenlandsk arbejdskraft. FOA bakker op.

i dag kl. 15.01

Hvis sundhedsuddannelsen i udlandet berettiger til en autorisation som social- og sundhedsassistent i Danmark, skal det også være det, man får, hvis det er her, man inviteres til at arbejde.

Det er noget af det vigtigste for FOA i den aftale om udenlandsk arbejdskraft, som den samlede danske fagforening (FH) i dag præsenterede i Beskæftigelsesministeriet sammen med regeringen og Dansk Arbejdsgiverforening (DA).

Vi skal fokusere på uddannelse, fastholdelse og fuld tid – også når vi har mangel på arbejdskraft og skal rekruttere fra andre steder

Mona Striib, FOA-formand

”Aftalen sikrer respekten for fagligheden,” siger FOAs formand Mona Striib.

”Vi skal fokusere på uddannelse, fastholdelse og fuld tid – også når vi har mangel på arbejdskraft og skal rekruttere fra andre steder. I den sammenhæng er det vigtigt, at vi gør det, så man reelt også kan arbejde her. Så tillykke til os alle sammen.”

På det mere overordnede plan glæder Mona Striib sig også over, at aftalen er en styrkelse af den danske model, hvor arbejdsmarkedet – også det private – er styret af overenskomster og baseret på tillidsmandssystemet.

’Ordentlige vilkår’

Det samme fokus har formanden for FH, Morten Skov Christensen.

”Når man kommer til Danmark for at arbejde, skal det selvfølgelig ske på nogle gode og ordentlige vilkår. Det er grundlæggende det, jeg og resten af fagbevægelsen arbejder for hver eneste dag,” siger han.

Aftalen omfatter arbejdskraft fra 16 lande udenfor EU. Lønnen skal være på mindst 300.000 kroner om året, og stillingen skal være på fuldtid og på overenskomst (se boks).

”Det her er et nybrud i måden, vi giver adgang til Danmark for udenlandsk arbejdskraft. Som virksomhed skal man nu have en overenskomst, hvis man ønsker at benytte den nye ordning. Det er en klar styrkelse af den danske model. Vi styrker også indsatsen mod social dumping,” siger beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen fra Socialdemokratiet.

Hvis ledigheden i Danmark stiger til over 3,75 procent, bortfalder ordningen, som skal evalueres indenfor to år.

Ifølge beregninger kan aftalen føre til 550 flere fuldtidsbeskæftigede i 2030. Dansk Industri forventer dog, at potentialet er endnu større.

Ny ordning for udenlands arbejdskraft

Med den nye overenskomstbaserede ordning vil det fremover være et krav, at man skal have en overenskomst indgået mellem Dansk Arbejdsgiverforening (DA) og Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH), hvis man ønsker at benytte den til at hente udenlandsk arbejdskraft til Danmark.

Indtil nu har grænsen været på 514.000 kroner om året som den minimumsløn, borgere fra lande, som ikke er en del af EU, skal tjene for at komme til Danmark. Nu bliver den sat ned til 300.000 kroner. Det svarer til en månedsløn på 25.000 kroner.

Med aftalen følger en ny certificeringsordning, som betyder, at virksomheder med overenskomst kan ansætte internationale medarbejdere med det samme uden at vente på sagsbehandling. 

Alle udenlandske medarbejdere skal bære id-kort på arbejdspladsen. Det skal forhindre social dumping.

Derudover skal der være tale om fuldtidsstillinger, ligesom fagbevægelsen skal have adgang til at hjælpe de ansatte, hvis ikke virksomheden har en tillidsrepræsentant.

På arbejdspladser med tillidsrepræsentanter får repræsentanterne indsigt i den enkelte ansattes løn- og arbejdsvilkår og har mulighed for at gøre indsigelse.

Ordningen kan bruges både på det private og offentlige arbejdsmarked.

Ordningen gælder 16 lande uden for EU:

  • USA
  • Storbritannien
  • Singapore
  • Kina
  • Japan
  • Australien
  • Canada
  • Indien
  • Brasilien
  • Malaysia
  • Montenegro
  • Serbien
  • Nordmakedonien
  • Albanien
  • Ukraine
  • Moldova

Kilder: Beskæftigelsesministeriet, Berlingske og TV 2


Fagbladet anbefaler