Nu tager 2000 tillidsrepræsentanter samtalen om din løn fra næste år:”Det sker tit, at jeg bliver overrasket”

Det er på MESSE C i Fredericia, at de mange tillidsrepræsentanter samles den 2. september. Robert Wengler

Den 2. september samler FOA 2.000 tillidsrepræsentanter i Fredericia, hvor de skal være med til at tage hul på OK26.

20. august

Det kommer helt sikkert til at handle om løn og arbejdsvilkår for FOAs medlemmer, når 2.000 tillidsrepræsentanter fra hele landet sætter hinanden stævne i Fredericia.

Formålet med stormødet er, at så mange som muligt blander sig i, hvad der er på spil, når FOA i de kommende måneder indsamler og prioriterer kravene til næste års forhandlinger om nye overenskomster på det offentlige arbejdsmarked.

”Vi holder træffet, fordi vi virkelig gerne vil involvere tillidsrepræsentanterne meget mere i hele den proces, der er tale om,” lyder det fra forbundsformand Mona Striibs fingre.

Det sker meget, meget tit, at jeg bliver overrasket og støder på noget, jeg ikke selv havde tænkt over. Den slags giver virkelig mig energi.

Mona Striib, forbundsformand FOA

”Det er vigtigt, at de allerede her i begyndelsen bidrager til det debatoplæg til OK26, vi senere sender til medlemmerne. På den måde bliver tillidsrepræsentanterne klædt endnu bedre på til at tage debatten om vores krav på arbejdspladserne,” forklarer hun og noterer, at det også gør hende skarpere:

”Det her handler jo ikke om at stå med et katalog med 1.200 medlemsforslag til fornyelse af overenskomsterne, for sådan spiller musikken ikke, når vi skal forhandle. Vi skal prioritere, og vi står altså meget stærkere, når vi i fællesskab evner at tage den snak.”

Ansigtet på arbejdspladsen

Men det forhindrer vel ikke, at der undervejs bliver kastet 1.200 forslag op i luften?

”Nej. Jo mere vi ved om, hvad der rører sig blandt medlemmerne og optager dem på arbejdspladserne – og det er jo et hav af andre ting end løn – jo skarpere og mere præcis bliver den endelige prioritering.”

Forbundsformanden understreger, at det ikke ’bare’ drejer sig om at involvere tillidsrepræsentanterne.

Deres rolle er vigtig, fordi det er dem, der er tættest på medlemmerne. Det er dem, der ved, hvad der trykker mest. Det er dem, der er FOAs ansigt på arbejdspladsen.

Og det er i det lys, Mona Striib taler om ’gejst og gnist’:

”Jeg håber, at deltagerne i Fredericia går hjem med både lyst og energi til at tage diskussionen på arbejdspladsen og vise, at det er der, fællesskabet begynder.”

Elsker mødet med virkeligheden

”Og så håber jeg også, at de samtaler på arbejdspladserne kan bruges til at få de kolleger, der ikke er med i fællesskabet, til at forstå, at der faktisk er nogen, der kæmper deres sag.”

Hvad med dig selv? Går du hjem fra sådan et træf med gejst og gnist?

”Ja, absolut. Jeg elsker virkelig, at få den dér virkelighed fuldstændig tæt på. Og det sker meget, meget tit, at jeg bliver overrasket og støder på noget, jeg ikke selv havde tænkt over. Den slags giver virkelig mig energi.”


Fagbladet anbefaler