Når ét barn kræver alt, hvem passer så de 20 andre:”Følelsen af ikke at slå til er en supernova af frustrationer”

Vi er fire meritstuderende i dagtilbud. I alle aldre, oplever vi, at børn med særlige behov ”får lov” til at fylde mere i en dagligdag, hvor andre børn risikerer at blive tilsidesat.

Men burde alle børn ikke få lige muligheder for en voksen tæt på?

I vores dagtilbud gør alle det, de kan for at give alle børn lige meget og møde alles behov. Vi oplever bare også, at enkelte børn har brug for en-til-en, hvilket er ok, men når pædagogen går fra til den ene, står en eller to medhjælpere med de resterende 20.

Synes vi som samfund virkelig, at det er ok? Hvorfor kan vi som dagtilbud ikke få mere hjælp, så pædagogen ikke behøver at gå fra, men barnet kan blive grebet af en professionel, som ved mere om autisme, ADHD og så videre?

Hvor er de professionelle fagfolk, som regeringen siger, vi har nok af?

Vi har været på arbejdspladser, som har plads til både faglighed, tryghed og hjerte. Men der er også tider, hvor vi løber så stærkt, at vi ikke kan følge med.

Hvor ressourcetrætheden tynger, og følelsen af ikke at præstere og kunne være der for alle børn fylder for meget. Vi har oplevet, hvordan kollegaer lægger sig syge, fordi vi løber så stærkt for at rumme de mange arbejdsopgaver, men uden ekstra kompetenceudvikling indenfor specialområdet.

Der bliver krævet for meget af os, når man står med et barn med særlige behov.

Og nej! Vi siger ikke, at børn med særlige behov ikke skal være i dagtilbud – tværtimod. Børn med særlige behov skal der være plads til, for de skal også være en del af samfundet på lige fod med andre.

Men vi skal være bedre til at have fokus på de børn, som ikke har særlige behov, samtidig med at vi har fokus på børn med særlige behov.

Der er nødt til at være en balance, og vi er nødt til at uddanne vores personale, så det formår at give alle børn, hvad de har ret til.

Det er ikke for sjov, at vi har noget, der hedder ’Barnets lov’, og at vi skal værne om alle vores børn.

Som samfund og politisk er vi nødt til at se, at når der åbnes op for, at man som almen dagtilbud skal kunne tilbyde børn med særlige behov inklusion, skal det pædagogiske personale kunne favne opgaven.

Vi skal være bedre til at råbe op for vores egen skyld, men også for børnenes skyld.

Vi har ofte tænkt, at vi taber børn uden særlige behov, fordi vi er nødt til at trække os fra gruppen med et barn med særlige behov, når barnet bliver overstimuleret.

Hvis andre end os ikke bliver udfordret i deres praksis og i at kunne give alle børn det, de har ret til, så er der nogen, der lykkes, hvor vi andre fortsat lider nederlag.

For hvad forstår man ved 'børn med særlige behov'?

Har politikerne egentlig styr på, hvad for eksempel børn med svær autisme har brug for? Hvis du spørger pædagogen på gulvet, er svaret et klart nej.

Men fordi politikerne synes, at inklusion og fællesskab lyder godt, skal alle indordne sig og kunne være en del af det.

Flere gange ugentligt sidder vi i pausen, med kaffen godt fyldt op til kanten, mens vi sukker efter at være flere mennesker ansat eller at få en større faglig viden på området.

Følelsen af ikke at slå til, når vi brænder så meget for vores fag, er en supernova af frustrationer og fører til sort samvittighed.

Vi sidder med et kæmpe ønske om at gøre i morgen bedre. Men når ’i morgen’ så kommer, er der mere af det samme.

Vi mener, der kan og skal gøres mere i dagtilbuddene for at støtte alle børn.

Det kan gøres ved, at der allokeres flere voksne, der er fagligt klædt på til opgaven, flere kurser, samt en opjustering af pædagoguddannelsen.

Vi kunne godt drømme om, at politikere, der lovgiver på området, kommer ud og besøger dagtilbuddene. At de trækker i arbejdstøjet – noget der godt kan tåle at blive beskidt – og tilbringer en dag, hvor alle de pointer, de ofte hører råbt op om, bliver erfaret gennem egne øjne.

Vil du være med i debatten? Så send dit indlæg til juli@foa.dk