Minister lover hjælp til alvorligt syge. Men er det nok?
Beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen tager nu første skridt til en reform af sygedagpengesystemet. Men både FOA og en professor i socialret spekulerer på forhånd på, om reformen bliver alt for snæver og kun tilgodeser de meget alvorligt syge.
13. september 2023
Virker sygedagpengesystemet efter hensigten? Eller er der alvorligt syge, der bliver tilbudt ny beskæftigelse, uden at systemet tager hensyn til deres helbred?
Det er et par af de spørgsmål, som SVM-regeringen – i tråd med sit grundlag – nu vil søge svar på. Starten på det forløb går, når regeringen med beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen fra Socialdemokratiet for bordenden på fredag, den 15. september, er vært ved et stormøde, hvor blandt andre politikere, patientforeninger, fagforeninger og kommuner er inviteret til at diskutere sygedagpengesystemet.
”Jeg synes, der er nogle regler og rammer i dag, der kan indrettes endnu bedre. Der er nogle mennesker, der i den grad oplever at ramle ind i et system, som de slår sig på, og som ikke føler det som et ønske om at hjælpe dem videre. Sådan synes jeg ikke, det skal være. Og især ikke, hvis du står og er ramt af alvorlig sygdom i dit liv,” siger ministeren som optakt til mødet til A4 Arbejdsmiljø.
I invitationen til stormødet fremhæver Ane Halsboe-Jørgensen, at mødet skal fokusere på, hvordan systemet med sygedagpenge ser ud for alvorligt syge borgere – og hvad der eventuelt bør gøres anderledes, så meget alvorligt syge ikke kommer i klemme i systemet.
Grund til bekymring
Maria Klingsholm, der som forbundssekretær i FOA skal deltage i stormødet, er spændt på, hvad ministeren mener med ’meget syge’ og ’alvorligt syge’. På forhånd giver de meget specifikke formuleringer nemlig anledning til bekymring.
”Hvis det alene drejer sig om mennesker, der er terminale eller alvorligt kræftramte, kommer en reform ikke til at batte meget. En reform skal rette sig mod dem, der er så dårlige, at de ikke kan vende tilbage til arbejdsmarkedet på samme måde som hidtil,” siger Maria Klingsholm og henviser til de mange tilfælde med blandt andre FOA-medlemmer, der – uden at være dødeligt syge – er stødt på voldsomme udfordringer.
De fleste sagsbehandlere og socialrådgivere i FOA har eksempler på medlemmer, der har oplevet, at det lokale jobcenter har spændt ben for dem i stedet for at holde dem i hånden i krydsfeltet mellem sygedagpenge, jobafklaringsforløb, ressourceforløbsydelse og fleksjob.
”Det er dødurimeligt, at syge mennesker skal opleve den slags,” siger forbundssekretæren.
Havner mellem to stole
John Klausen, der er professor i socialret ved Aalborg Universitet, deler Maria Klingsholms bekymring for, at regeringen er på vej med en meget smal reform. I hvert fald hvis man tager invitationens formuleringer om –’meget alvorligt syge’ for pålydende.
”Hvis det alene handler om sygemeldte, der har en livstruende alvorlig sygdom, er der tale om en meget snæver problemstilling. Hvis en reform virkelig skal ændre noget, er der to forhold, der springer i øjnene,” siger John Klausen og peger på det, der i loven om sygedagpenge kendes som uarbejdsdygtighedsvurderinger og revurderingstidspunktet.
Det handler ifølge John Klausen om dem, der bliver anset for at være for syge til at være på dagpenge og for raske til at være på sygedagpenge.
”De havner ofte mellem to stole,” siger han.
Andre tilfælde drejer sig om mennesker, der er uarbejdsdygtige, men ikke får forlænget deres periode på sygedagpenge, mens de er i gang med behandling eller venter på resultatet af helbredsmæssige undersøgelser.
”Der er syv forlængelsesmuligheder, blot én ud af syv vedrører livstruende alvorlig sygdom,” siger John Klausen og betoner, at der også er problemer med flere af de øvrige muligheder for at forlænge perioden på sygedagpenge.
Otte forslag til ministeren
Diskussionen om sygedagpengene er slet ikke ny. For et år siden – i september 2022 – præsenterede FOA således sammen med en række andre fagforeninger og patientforeninger otte forslag til forbedringer af sygedagpengeområdet.
De forslag kan du læse her, og ifølge forbundssekretær Maria Klingsholm er de stadig aldeles aktuelle.
”De peger også på mange af de andre problemer, der er, og de forslag har vi selvfølgelig også med på fredag,” siger hun.