Mens regeringen vil hente sundhedsansatte fra tredjelande, er sosu-elever i oprør: ”Lad Stephane blive i Danmark”

Den 8. februar skal Stephane Sahue forlade Danmark. Men kammeraterne på SOSU H i Hillerød slår nu ring om ham og kæmper med næb og klør for at ændre den afgørelse. Jørgen True

Blot 15 måneder før 29-årige Stephane Sahue kan kalde sig social- og sundhedsassistent, tvinges han til at rejse hjem til Elfenbenskysten. Samtidig gør regeringen klar til at uddanne og importere sundhedsmedarbejdere fra Indien og Filippinerne.

25. januar

”Stop nu det vanvid. Lad Stephane blive i Danmark.”

Sådan lyder det opråb, som en hel klasse på SOSU-skolen i Hillerød retter til regeringen og Folketinget.

Eleverne er i oprør, fordi en af holdkammeraterne – den 29-årige Stephane Sahue, der blot mangler 15 måneder af sin uddannelse som social- og sundhedsassistent – har fået afslag i både Udlændingestyrelsen og Udlændingenævnet på at få forlænget sin opholdstilladelse i Danmark.

Den 8. februar sendes han derfor hjem til sit fødeland Elfenbenskysten, og det sker samtidig med, at SVM-regeringen sammen med SF, de radikale, Liberal Alliance og Konservative vil have flere udlændinge til Danmark for at arbejde i pleje- og sundhedssektoren.

En brændende platform

Onsdag præsenterede syv partier en plan, der blandt handler om, at man vil uddanne og importere sundhedsmedarbejdere fra Indien og Filippinerne.

Samtidig kommer social- og sundhedshjælpere, der bor i Danmark og stammer fra tredjelande, til at optræde på den såkaldte positivliste. Det betyder, at de alene i kraft af deres fag vurderes mildere, når de skal have behandlet en ansøgning om forlænget ophold.

”Vi står på en brændende platform, og vi er nødt til at handle,” sagde Venstres sundhedsminister Sophie Løhde, da hun onsdag præsenterede den nye politiske aftale.

Men nu bliver en af de ’brandmænd’, der altså er så voldsomt brug for, sendt ud af landet. Uddannelse tæller nemlig ikke med i vurderingen af eventuel opholdstilladelse.

”Jeg er skuffet. Jeg hører jo i nyhederne, at regeringen vil have folk fra Indien og Filippinerne til at arbejde her. Alligevel sender de sådan en som mig ud,” siger Stephane Sahue til Fagbladet FOA.

Flere undervisere på SOSU H, heriblandt Freja Hougaard Andreassen, oplever stor frustration over Stephane Sahues sag: ”Som skole bruger vi masser af kræfter på at rekruttere og fastholde elever, og det virker helt meningsløst, at han skal sendes hjem, efter at samfundet har betalt over halvdelen af hans uddannelse til et fag, han virkelig er glad for,” siger hun. Jørgen True

Håbede på venlig behandling

Han kom til Danmark i 2019 og blev gift med en dansk mand, efter de havde mødt hinanden i Elfenbenskysten. På den baggrund fik han i februar 2021 opholdstilladelse som ’familiesammenført’. Ægteskabet holdt indtil november 2022, hvor den danske mand ønskede skilsmisse.

”Jeg vidste godt, at jeg på grund af skilsmissen ikke længere levede op til de korrekte krav om tilknytning. Men jeg håbede jo, de ville behandle ansøgningen pænt, fordi jeg er i gang med noget, samfundet har brug for,” siger Stephane Sahue.

 

Vi har moralsk ansvar

I FOA påpeger fagpolitisk ordfører Helena Mikkelsen, at forbundet talrige gange har bedt udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad Bek, Socialdemokratiet, om at lade uddannelse tælle på linje med beskæftigelse i vurderingen af opholdstilladelser.

 

”Den her sag viser, hvorfor det er vigtigt. Det kan ikke passe, Stephane ikke kan blive her. Vi er så dårlige til få udlændinge til Danmark, men alt for gode til at sende dem ud,” siger Helena Mikkelsen og opfordrer regeringen til at reagere.

Det krav er regeringspartiet Moderaternes udlændingeordfører Mohammad Rona enig i.

”Uddannelse skal selvfølgelig sidestilles med beskæftigelse, når vi ser på opholdstilladelser. Foreløbig er vi vist desværre det eneste af de tre regeringspartier, der mener det, men det bliver den næste opgave,” siger Mohammad Rona.

Han tilføjer, at han godt forstår Stephane Sahues skuffelse over, at han sendes hjem, mens der skal hentes folk fra Asien:

”Som lovgivningen er nu, er det svært at hjælpe ham. Men vi har et moralsk ansvar for at se på, om vi kan gøre noget, før han skal hjem,” siger Moderaternes ordfører.

Er vild med sit nye fag

Den regnskabsuddannede Stephane Sahue lægger ikke skjul på, at han er vild med sit nye fag. Ikke mindst arbejdet på plejehjemmene tiltaler ham, fordi han – som han selv udtrykker på flydende dansk – ’får gode relationer til de gamle og lærer om landet ved at høre på deres historier’.

Derudover lægger han ikke skjul på, at Danmark også er et friere land at leve i end Elfenbenskysten:”Som homoseksuel kan jeg gå på gaden her i landet. I Elfenbenskysten er det ikke velset at være homoseksuel. Det er måske ikke forbudt, men det strider mod kultur og religion. Man skal være meget diskret og forsigtig og risikerer let at blive anholdt af politiet,” siger han og klynger sig til holdkammeraternes opråb til regeringen:

”Stop nu det vanvid. Lad Stephane blive i Danmark.”

Fagbladet FOA har bedt udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad Bek om en kommentar. Vi opdaterer artiklen, når vi har den.

Om to uger skal Stephane Sahue forlade Danmark. Derfor er han nu ved at sælge sin bil og er klar til at opsige sit lejemål i Glostrup. Men han håber til det sidste, at han kan blive her. Jørgen True