Kommunale topchefer forgyldes med lokalløn
Kommunalcheferne scorer tusindvis af ekstra lønkroner, mens kommunerne giver de lavest lønnede mindre og mindre. Den skæve fordeling skader det offentlige arbejdsmarked, siger professor. Borgmester forstår godt, hvis det skaber utilfredshed.
17. marts 2022
Lønforskellene mellem cheferne og de lavest lønnede i kommunerne bliver større og større. På ti år er kommunalchefernes samlede løn således steget med 24 procent, så de i dag tjener 70.741 kroner i gennemsnit uden pension og særydelser.
Til sammenligning har pædagogmedhjælperne kunnet se deres løn stige til 24.108 kroner. Det svarer til en lønstigning på i alt 14,9 procent – altså 9,1 procentpoint mindre end kommunalchefernes.
Det viser tal fra Kommunernes og Regionernes Løndatakontor (KRL), som Fagbladet FOA har trukket.
Det er ifølge Niels Westergård Nielsen, økonom og professor ved Copenhagen Business School (CBS) en ‘enorm dårlig’ udvikling for det offentlige arbejdsmarked, fordi de stigende lønforskelle medfører en stadig større utilfredshed blandt de lavest lønnede grupper – og særligt blandt de mest produktive af dem.
”Konsekvensen er, at det offentlige får vanskeligere ved at rekruttere og navnlig at fastholde de dygtigste medarbejdere,” siger professoren.
Lokalløn er skyld i de stigende lønforskelle
Den markante forskel skyldes i høj grad kommunernes fordeling af lokale løntillæg – såkaldt lokalløn. For holdes lokalløn ude af ligningen, havde kommunalchefernes lønstigning været bare 3,3 procentpoint større end pædagogmedhjælpernes, viser beregninger på baggrund af tal fra KRL.
At lokalløn bidrager til at skabe større lønforskelle mellem de højt- og de lavtlønnede overrasker som sådan ikke Bent Greve, arbejdsmarkedsforsker og professor ved Roskilde Universitet.
”Men jeg er alligevel overrasket over, at bidraget er så stort,“ siger han.
”Og så overrasker det mig, at kommunerne ikke tilsikrer en mere ensartet lønudvikling, for der er intet, der indikerer, at det skulle være sværere at tiltrække kommunalchefer end social- og sundhedspersonale og pædagoger,” pointerer Bent Greve.
Borgmester forstår, hvis folk er utilfredse
Den skæve udvikling viser sig blandt andet i Syddjurs Kommune. Her er kommunalcheferne på de ti år steget med 158 procent i lokalløn. Det giver dem 9.015 kroner mere om måneden i lokalløn.
Til gengæld får kommunens social- og sundhedshjælpere i gennemsnit 502 kroner mindre om måneden. Det er et fald på 41 procent, mens faldet for pædagogmedhjælperne er 20 procent.
Borgmester Michael Stegger Jensen (S) forstår godt, hvis det vækker utilfredshed blandt de lavest lønnede.
”Selvfølgelig forstår jeg det. Sådan ville det være for os alle sammen,” siger han.
Michael Stegger Jensen, der tiltrådte som borgmester 1. januar, kan ikke forklare udviklingen, men understreger, at han vil arbejde for, at den procentvise lønudvikling fremover bliver ens for alle.
Forsker: Alle ansatte arbejder hårdt
På landsplan får kommunalcheferne i gennemsnit 4.628 kroner mere i lokalløn hver måned sammenlignet med 2011.
For pædagogmedhjælperne er historien en helt anden. De får i gennemsnit 54 kroner mindre i lokalløn sammenlignet med 2011.
Derfor forstår arbejdsmarkedsforsker Bent Greve også udmærket, hvis for eksempel en pædagogmedhjælper eller social- og sundhedshjælper er forundret over kommunernes fordeling af lokallønsmidler.
”For alle medarbejdere i en kommune yder jo en stor indsats for at få kommunen til at fungere på alle niveauer. Og i den nuværende situation er der jo i virkeligheden større mangel på sosu’er og sygeplejersker, og derfor må kommunerne være endnu mere opmærksomme på, at det er nogle områder, som de skal sikre rekruttering til på sigt,” siger Bent Greve.
Favorabelt system for cheferne
At kommunalcheferne er gode til at sikre sig mere i lokalløn, skyldes ifølge de to professorer to forhold: for det første er de en indflydelsesrig gruppe. Dertil er kommunalcheferne en mindre gruppe, hvilket gør det lettere at give lokale tillæg, som kan ’mærkes’.
”Derfor er systemet mere favorabelt for kommunalcheferne. De har lettere ved at påvirke, at flere penge skal gå i deres retning. Dertil har de et alternativ i den private sektor, som gør, at kommunerne må anstrenge sig lidt mere for at holde på dem,” siger økonom Niels Westergård Nielsen.
I en tid, hvor kommunerne skriger på arbejdskraft på både ældre- og børneområdet anbefaler arbejdsmarkedsforsker Bent Greve, at kommunerne går sammen med henblik på at sikre en nogenlunde ens lønramme blandt de meget efterspurgte medarbejdere.
”Det nytter ikke noget, at kommunerne forsøger at ’stjæle’ fra hinanden, men kommunerne må jo også have en interesse i at sikre en fornuftig lønudvikling for de her lavtlønsgrupper, som er med til at gøre det mere attraktivt at søge ind i de fag,” siger han.
- Hvilke konsekvenser vil det have for det offentlige arbejdsmarked, hvis den her udvikling fortsætter?
”Det spørgsmål kan jeg ikke svare på. Og det tror jeg sådan set heller ikke sker. Jeg tror, at når sådan nogle tal kommer frem, så vil der være en del, der begynder at overveje, om det er den rigtige måde at gøre det på. Så jeg vil tro, at midlerne vil blive fordelt anderledes, fordi flere vil blive opmærksomme på, at en mere lige lønudvikling er vigtig for, at en kommune hænger fornuftigt sammen,” siger Bent Greve.
Systemet er gået på grund
For økonom Niels Westergaard Nielsen kan hele ’lokalløns-systemet’ sammenlignes med et skib, der er gået på grund.
”Og det er så allermest sandet til for de lavest lønnede grupper, der får så lidt ud af det,” siger han.
Da man i sin tid skabte 'lokalløns-systemet' i det offentlige var det med øje for at modernisere og effektivisere den offentlige sektor. Tanken var, at ledelsen kunne give tillæg til de mest effektive medarbejdere og for opgaver, der ellers ikke blev løst, forklarer Niels Westergård Nielsen.
”Men det har ikke fungeret, fordi puljerne er blevet så små, at det ikke har givet ledelserne mulighed for at bruge individuelle løntillæg i større omfang. I stedet har lokalløn været medvirkende til at skabe større utilfredshed blandt offentligt ansatte. Det så vi senest med sygeplejerskerne,” siger Niels Westergård Nielsen og fortsætter:
”Hvis man antog, at det var en privat virksomhed, der fortsat havde så stiv en lønstruktur som i det offentlige, så ville medarbejderne bare gå et andet sted hen. Men et af problemerne ved den offentlige sektor er, at en pædagogmedhjælper eller en sygeplejerske ikke bare kan gå et andet sted hen,” siger han.
KL vil ikke tage stilling
I FOA ser man med alvor på udviklingen. FOA er i forvejen modstander af, at lønstigninger gives i procent, siger næstformand Thomas Enghausen.
“Det forstærker uligheden, fordi dem, der i forvejen har meget, får endnu mere. Men uligheden bliver så forstærket endnu mere af kommunernes fordeling af lokalløn. Det skal vi som fagbevægelse, men så sandelig også som samfund tage dybt alvorligt. Og gøre noget ved i fællesskab,” siger næstformanden.
Fagbladet FOA har forgæves forsøgt at få et interview med Kommunernes Landsforening (KL) for at spørge ind til, hvad KL i mener om, at fordelingen af lokalløn skaber større lønskel mellem de lavest og højest lønnede.
KL ønsker imidlertid ikke at medvirke, da organisationen ikke vil tage stilling til, om stigende lønforskelle er et problem, før den såkaldte lønstrukturkomité, der blev nedsat i oktober sidste år, har lavet sit arbejde.
