Klumme: Vi skal forudse fremtidens job
For det tekniske servicepersonale bliver klima og bæredygtighed den væsentligste opgave i fremtiden, skriver formand for Teknik- og servicesektoren Reiner Burgwald.
14. december 2021
Fagforeningens kerneopgave er at sikre gode løn- og ansættelsesforhold, herunder gode arbejdstidsregler og et godt arbejdsmiljø og tryghed. Det kan der næppe være to meninger om. Det afgørende spørgsmål er, om det er traditionel arbejdskamp eller evnen til at udvikle ens fag og faglighed, der sikrer, at denne kerneopgave løses til medlemmernes tilfredshed.
De fleste vil nok sige, at det er en kombination, og jeg er enig. Men ser vi på sygeplejerskernes aktuelle ageren og den manglende vilje til at finde fælles mål i fagbevægelsen, kan den traditionelle vej til væsentlige forbedringer virke en smule tung.
Jeg har for nylig været sammen med en kreds af tillidsrepræsentanter fra vores tekniske serviceoverenskomst, som er på kursus i netop fag og faglighed. Der er for mig ingen tvivl om, at en kerneopgave for FOA er at gøre medlemmernes fag uundværlige for arbejdsgiverne.
Vi skal evne at forudse konturerne i fremtidens job og være på forkant med krav til og efterspørgsel efter fremtidens kompetencer.
For det tekniske servicepersonale bliver klima og bæredygtighed den væsentligste opgave i fremtiden.
'Reduce, reduce og recycling' bliver mantraet – både når det gælder vedligeholdelse, drift, servicering og ved nybyggeri. Jo før medlemmerne bliver opgraderet i disse kompetencer, desto større succes vil vi have med at løse kerneopgaven for os som fagforening. Bedre løn, bedre vilkår og mere tryghed. Men glem ikke den traditionelle arbejdskamp om de lokale lønkroner og ordentlige vilkår.